Faren ved at skjule hvem du er

Morgana Bailey har skjult hvem hun var i 16 år. I et modigt oplæg udtaler hun tre ord, der måske for nogle ikke virker som noget særligt, men for hende har været lammende. Men hvorfor udtaler hun dem nu? Fordi hun har indset, at hendes tavshed har personlige, professionelle og samfundsmæssige konsekvenser. Foran et publikum bestående at hendes kolleger, reflekterer hun over hvad det vil sige at frygte andres fordømmelse, og hvad der får os til at dømme os selv.

Som ung var jeg stolt af at være individualist

i den konservative stat i U.S.A. hvor jeg bor - Kansas.

Jeg gik mine egne veje.

Var ikke bange for at prøve anderledes tøj eller frisurer

Jeg sagde min mening og var ekstremt social.

Selv billederne og postkortene
fra mit semester i London, for 16 år siden,

viser at jeg tydeligvis var ligeglad med
at blive opfattet som underlig eller anderledes.

(Publikum ler)

Men samme år
som jeg var i London, for 16 år siden,

opdagede jeg noget om mig selv
som faktisk var unikt på en måde,

og det forandrede alt.

Jeg blev til den modsatte
af den, jeg engang troede, jeg var.

Jeg holdt mig på mit værelse
istedet for at være social.

Jeg droppede klubber
og lederskabsaktiviteter.

Jeg ville ikke længere skille mig ud
fra de andre.

Jeg sagde til mig selv, at det var fordi
jeg var ved at blive voksen og mere moden,

ikke at jeg pludselig
søgte andres accept.

Jeg havde altid forudsat at jeg ikke
havde brug for andres accept.

Når det kom til stykket,
var jeg jo lidt ukonventionel

Men nu ser jeg

at det øjeblik jeg indså
jeg var anderledes

var samme øjeblik
hvor jeg begyndte at tilpasse og gemme mig.

At gemme sig er en langsomt voksende vane,

ligeså snart du begynder at gemme dig

bliver det sværere og sværere,
at træde frem og sige din mening.

Selv nu,

da jeg talte med folk om mit oplæg

fandt jeg på en dækhistorie

og skjulte sandheden
om mit TED-oplæg.

Så det er passende og skræmmende

at jeg efter 16 år
er vendt tilbage til denne by

og at jeg har valgt netop denne scene,
til endelig at holde op med at gemme mig.

Hvad er det så jeg har skjult i 16 år?

Jeg er lesbisk.

(Publikum klapper)

Tak.

Jeg har kæmpet for at kunne sige de ord,

fordi jeg ikke ville defineres af dem.

Førhen når jeg tænkte på at springe ud,

sagde jeg til mig selv,
"Jeg vil jo bare være kendt som Morgana",

kun Morgana,

ikke som "min lesbiske ven Morgana",
eller "min homoseksuelle kollega Morgana".

Bare Morgana.

For de af jer der bor i storbyområder,

virker det måske som en detalje.

Det virker måske mærkeligt
at jeg har skjult sandheden,

og holdt det hemmeligt i så lang tid.

Men jeg var lammet af angsten for
ikke at blive accepteret.

Og det er jeg selvfølgelig ikke ene om.

En undersøgelse lavet af Deloitte i 2013,
viste at et overraskende stort antal mennesker

skjuler dele af deres identitet.

Af alle de ansatte de spurgte,

svarede 61 procent at de ændrede dele
af deres opførsel eller udseende

for at passe ind på jobbet.

Af de homo- eller biseksuelle ansatte,

indrømmede 83 procent
at de ændrede dele af sig selv

så de ikke fremstod "for homoseksuelle".

Undersøgelsen påpegede at selv i firmaer

med politikker for forskellighed
og programmer for inklusion,

kæmpede ansatte
med at være sig selv på jobbet

fordi de mener
at ensartethed er nøglen

til muligheden for at fremme deres karriere.

Selvom det kom bag på mig
at så mange præcis som mig

spilder så meget energi
på at gemme sig selv,

så skræmte det mig
da jeg opdagede at min tavshed

har livstidskonsekvenser
og sociale følgevirkninger på langt sigt.

Tolv år:

Det antal år,
som den forventede levealder forkortes

for homo- og biseksuelle personer,
i stærkt anti-homo og biseksuelle samfund

sammenlignet med accepterende samfund.

Tolv års forkortet levetid.

Da jeg læste det
i magasinet The Advocate i år,

indså jeg at jeg ikke længere havde råd
til at være tavs.

Effekterne af personlig stress og social
stigmatisering er en dødelig blanding.

Undersøgelsen viste at homoseksuelle
i homoseksuelt-fjentlige samfund

oftere var udsat for hjertesygdomme,
vold og selvmord.

Det jeg engang troede kun
var en personlig sag

indså jeg var langt mere vidtrækkende

med betydning for arbejdspladser
og for samfundet

for hver historie som min.

At jeg valgte at skjule
og ikke vise hvem jeg virkelig er

kan uforvarende have bidraget til
præcis dette miljø

til en diskriminerende atmosfære.

Jeg sagde altid til mig selv,
at der ikke var grund til at dele at jeg var lesbisk,

men at min tavshed
kan have sociale konsekvenser

blev tydeligt i år
da jeg missede en mulighed

for at ændre på den diskriminerende atmosfære
i min hjemstat Kansas.

I februar, fremlagde Repræsentanternes Hus
i Kansas et lovforslag til afstemning

som i bund og grund
ville tillade firmaer

at nægte homoseksuelle tjenester
på basis af retten til religiøs frihed

En tidligere kollega og ven

har en far der sidder i Repræsentanternes Hus i Kansas.

Han stemte for vedtagelse af loven,

til fordel for en lov der ville tillade
virksomheder ikke at yde mig tjenester.

Hvilken mening har min ven

om lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede,
queer og spørgende personer?

Og hvad mener hendes far?

Det ved jeg ikke, for jeg var aldrig åben
overfor dem om hvem jeg er.

Og det ryster mig i min grundvold.

Hvad hvis jeg for længe siden
havde fortalt hende min historie?

Kunne hun så havde fortalt sin far
om mine oplevelser?

Kunne jeg derved havde været med
til at ændre hans stemme?

Det finde jeg aldrig ud af,

og det fik mig til at indse,
at jeg intet havde gjort

for at prøve at gøre en forskel.

Det er dybt ironisk: Jeg arbejder med HR

en profession med fokus på at byde velkommen,

forbinde og opmuntre de ansattes udvikling,

en profession der arbejder for
at mangfoldigheden i samfundet

reflekteres på arbejdspladsen,

og alligevel har jeg intet gjort
for at fremme mangfoldighed.

Da jeg startede i dette firma, for et år siden,

tænkte jeg, at dette firma
har anti-diskriminations politikker

som beskytter bøsser, lesbiske,
biseksuelle og trans-seksuelle personer.

Deres forpligtelse til mangfoldighed
er tydelig i deres globale inklusionsprogrammer.

Når jeg går gennem indgangen til dette firma
vil jeg endelig stå frem.

Men det gjorde jeg ikke.

Istedet for at udnytte muligheden,

gjorde jeg ingenting.

(Publikum klapper)

Da jeg kiggede igennem
min dagbog og scrapbog fra London

fra mit semester udenlands i London,
for 16 år siden,

fandt jeg dette modificerede citat
fra Tony Morrisons bog "Paradis".

"Der er flere skræmmende ting
indenfor end udenfor".

Og så havde jeg skrevet en note
til mig selv nederst:

"Husk det".

Det var sikkert et forsøg på at opmuntre mig selv
til at komme ud og opdage London,

men beskeden jeg havde overset var behovet
for at begynde at udforske og acceptere mig selv.

Hvad jeg først indså så mange år senere

er at de største forhindringer
jeg nogensinde kommer til at møde

er min egen frygt og usikkerhed.

Jeg tror på, at ved at møde min indre frygt,
vil jeg kunne ændre virkeligheden udenfor.

Jeg traf et valg i dag,

at afsløre en del af mig selv
som har været skjult alt for længe.

jeg håber det betyder
at jeg aldrig behøver gemme mig igen,

og jeg håber, at ved at stå frem i dag,
at jeg kan bidrage til at ændre på tallene

og hjælpe andre der føler sig anderledes
til at være mere dem selv og mere tilfredse

både i deres arbejds- og privatliv.

Tak skal I have.

(Publikum klapper)