Peter van Uhm: Hvorfor jeg valgte våbenet

Peter van Uhm is Hollands Forsvarschef, men det betyder ikke at han er tilhænger af krig. I forbindelse med TEDxAmsterdam forklarer han, hvordan hans karriere er formet af hans kærlighed til fred - ikke en higen efter blodsudgydelse - og hvorfor hære er nødvendige hvis vi vil opnå fred

Som den øverstbefalende

I Holland

med tropper stationeret verden rundt

er jeg virkelig stolt over

at være her i dag.

Når jeg ser udover

denne TEDxAmsterdam forsamling

ser jeg et meget specielt publikum.

I er grunden til,

at jeg sagde ja til invitationen

til at tale her i dag.

Når jeg ser rundt,

Ser jeg mennesker

som ønsker at gøre en indsats,

jeg ser mennesker

som ønsker at skabe en bedre verden,

igennem banebrydende videnskabeligt arbejde

igennem enestående kunstværker

igennem det at skrive kritiske artikler

eller inspirerende bøger,

ved at grundlægge bæredygtige forretninger.

Og i har alle valgt

jeres egne instrumenter

til at gennemføre missionen

om at skabe en bedre verden.

Nogle valgte at bruge mikroskopet

som deres instrument.

Andre valgte dans eller billedkunst

eller at lave musik, som vi netop hørte.

Nogle valgte fyldepennen.

Andre arbejder igennem instrumentet penge.

Mine damer og herrer

Jeg valgte anderledes.

Tak

Mine damer og herrer

(latter)

(bifald)

Jeg deler jeres mål.

Jeg deler de mål

som de forrige talere nævnte.

Jeg valgte ikke

at bruge fyldepennen,

eller penslen - kameraet.

Jeg valgte dette instrument.

Jeg valgte våbnet.

For jer, og som i allerede hørte,

kan det at være så tæt på dette våben

gøre jer dårligt tilpas.

Det kan endda være skræmmende.

Et ægte våben

blot få meter væk.

Lad os stoppe op et øjeblik

og bemærke denne utilpashed.

Jeg kunne endog høre den.

Lad os være glade for det faktum

at de fleste af jer antageligvis

aldrig har været tæt på et våben.

Det betyder

at Holland er et fredeligt land.

Holland er ikke i krig.

Det betyder at soldater ikke behøver

at patruljere vore gader.

Våben er ikke en del af vores liv.

I mange lande,

forholder det sig ikke sådan.

I mange lande,

konfronteres mennesker med våben.

De er undertrykkede.

De er intimiderede -

af krigersherrer,

af terrorister,

af kriminelle.

Våben kan gøre stor skade.

De er årsagen

til megen ulyksagelighed.

Hvorfor står jeg så foran jer

med dette våben?

Hvorfor valgte jeg våbnet

som mit instrument?

I dag vil jeg fortælle jer hvorfor.

I dag vil jer fortælle jer

hvorfor jeg valgte våbenet

for at skabe en bedre verden.

Og jeg ville fortælle jer

hvordan dette våben kan hjælpe.

Min historie begynder

i byen Nijmegen

i det østlige Holland,

byen hvor jeg blev født.

Min far

var en hårdtarbejdende bager,

men når han var færdig i bageriet,

fortalte han ofte mine brøde og mig historier.

Og for det meste,

fortalte han den historie jeg nu vil fortælle jer.

Historien om, hvad der skete

da han blev kaldt ind som værnepligtig soldat

i den Hollandske hær

ved den anden verdenskrigs begyndelse.

Nazisterne invaderede Holland.

Deres grusomme planer var åbenlyse.

De agtede at regere

ved brug af undertrykkelse.

Diplomatiet havde ikke kunnet stoppe tyskerne.

Tilbage var kun volden.

Det var den sidste mulighed.

Min fars opgave var

at levere den.

Som en bondesøn

havde han kendskab til jagt,

var min far en uovertruffen skytte.

Når han sigtede,

ramte han aldrig ved siden af.

På dette afgørende tidspunkt i Hollands historie

var min far stationeret

ved bredden langs floden Waal

nær byen Nijmegen.

Han havde frit udsyn over de tyske soldater

som kom for at besætte et frit land,

hans land

vores land.

Han skød. Der skete intet.

Så skød han igen.

Ingen af de tyske soldater faldt til jorden.

Min far var udstyret med

et gammelt våben

som ikke kunne nå

til den modsatte flodbred.

Hitler's tropper marcherede videre,

og der var intet min far kunne gøre ved det.

Indtil min fars dødsdag

pinte det ham at han ikke kunne ramme.

Han kunne have gjort noget.

Men med et gammelt våben,

kunne end ikke den bedste skytte i hæren

have ramt målet.

Så jeg tog denne historie til mig.

I gymnasiet,

var jeg betaget af historierne

om de allierede soldater -

soldater, som forlod deres hjems sikkerhed

og satte deres liv på spil

for at befri et land og et folk

som de ikke engang kendte.

De befriede min fødeby.

Det var da, at jeg besluttede,

at gøre brug af våbenet -

udaf respekt og taknemmelighed

for de mænd og kvinder

som kom for at befri os -

fra bevidstheden om

at kun våbnet, sommetider,

kan modstå

det onde, og forsvare det gode.

Og det er derfor

at jeg valgte våbnet -

ikke for at skyde,

ikke for at dræbe,

ikke for at ødelægge,

men for at stoppe de, der var ondskabelige,

for at beskytte de udsatte,

for at forsvare demokratiets værdier,

for at forsvare den frihed vi har

når vi i dag taler

i Amsterdam

om hvordan vi kan forbedre verden.

Mine damer og herrer,

Jeg er ikke her i dag

for at fortælle jer om våbens storslåethed.

Jeg bryder mig ikke om våben.

Og når du selv har været under beskydning,

går det endnu klarere op for én

at våben ikke er et macho instrument

man kan prale med.

Jeg er her i dag

for at fortælle jer at våbenbrug

kan bruges til at skabe fred og stabilitet.

Våbnet kan meget vel være et af de vigtigste instrumenter

i forhold til stabilitets- og fredsskabelse

som vi har i denne verden.

Dette kan måske lyde modsigende i jeres ører.

Men ikke nok med at jeg, med mine egne øjne, har set det

under min udsendelse til Libanon,

Sarajevo og andre steder

som Hollands forsvarschef,

det er også understøttet

af kold, hård statistik.

Volden er faldet drastisk

over de sidste 500 år.

På trods af billederne

vi dagligt bliver vist i nyhederne,

er krige udviklende lande imellem

ikke længere hverdagskost.

Drabsraten i Europa

er faktor med en faktor 30

siden middelalderen.

Og forekomster af borgerkrig og undertrykkelse

har været faldende siden slutningen af den kolde krig.

Statistikken viser

at vi lever

i en relativt fredsommelig era.

Hvorfor?

Hvorfor er volden faldende?

Har menneskepsyken ændret sig?

Vi talte jo om menneskepsyken her til morgen.

Har vi lagt vores dyriske længsler

efter hævn,

efter voldelige ritualer,

efter raseri fra os?

Eller er der noget andet?

I sin sidste bog,

konkluderer Harvard professoren Steven Pinker -

på linie med mange andre tænkere før ham -

at en af de største årsager

til at vores samfund er stadigt mindre voldelige

er den konstitutionelle stats udbredelse

og indførelsen af den storstilede

statsmonoplisering

af den legitimiserede brug af vold -

legitimeseret igennem en demokratisk valgt regering,

legitimiseret igennem offentlig kontrol

og et uafhængigt retssystem.

Med andre ord, et statsmonopol

som har brugen af vold

under kontrol.

Et sådant statsmonopol på vold

er først og fremmest

en tryghed.

Det fjerner incitamenterne

til et våbenskapløb

imellem potentielt voldelige grupper

i vore samfund.

Dernæst, sikrer straffe

som udligner fordele ved brug af vold

en endnu bedre balance.

At afstå fra vold

bliver mere eftertragtet

end at starte en krig

Fredelig adfærd spreder sig

som blomster på en mark.

Det fordrer fred yderligere.

Der hvor der ingen konflikt er,

blomstrer handlen.

Og handel er endnu et godt incitament

mod brugen af vold.

Igennem handlen opstår der afhængighed af hinanden

og fordele for begge sider.

Og når der er fordele for begge sider,

står begge sider til at tabe mere

end de ville vinde

hvis de startede en krig.

Krig er simpelthen

ikke længere den bedste mulighed,

og det forklarer hvorfor volden er faldet.

Dette, mine damer og herrer,

er rationalet bag eksistensgrundlaget

for min hær.

Hæren

implementerede statsmonopolet på vold.

Vi gør dette på en ligitim måde

kun efter at demokraiet har bedt os

om at gøre det.

Det er denne ligitime,

kontrollerede brug af våbnet

som i høj grad har bidraget

til statistikkerne omkring krig

konflikt og vold

verden rundt.

Det er denne deltagelse i fredsbevarende missoner

som har ført til løsningen

på mange borgerkrige.

Mine soldater bruger våbnet

som et fredsinstrument.

Og dette er præcis grunden til at fejlslagne stater

er så farlige.

Fejlslagne stater

har ikke en ligitim, demokratisk kontrolleret brug af vold.

Fejlslagne stater kender ikke til våbnet

som et freds- og stabilitetsskabe instrument.

Dette er grunden til at fejlslagne stater

kan føre en hel region

henmod kaos og konflikt.

Det er derfor at udbredelsen

af den konstitutionelle stat

er sådan et vigtigt aspekt

af vores udenlandske missioner.

Det er grunden til

at vi forsøger at opbygge et retssytem

i Afghanistan i øjeblikket.

Det er grunden til at vi optræner politifolk

dommere

og offentlige anklagere verden over.

Og det er grunden til -

Og Holland er unik på dette punkt -

at der, i den Hollandske grundlov, står

at en af hovedformålene

med vores hær

er at opretholde og fremme

retsstaten på internationalt plan.

Mine damer og herrer,

når vi ser på dette våben

konfronteres vi

med menneskelighedens mørke side.

Hver dag håber jeg

at politikere, diplomater

og udviklingsarbejdere,

formår at erstatte konflikt

med fred

og erstatte trusler

med håb.

Og en skønne dag håber jeg

at hære kan afskaffes

og at mennesker vil leve sammen

uden vold og undertrykkelse.

Men indtil den dag oprinder,

bliver vi nødt til at få idealer

og menneskelig ufuldkommenhed

til at mødes et sted på midten.

Indtil den dag kommer,

står jeg bag min fars,

- han som forsøgte at skyde Nazisterne -

med et gammelt våben.

Jeg står bag de mænd og kvinder

som er villige til at gå i døden

for at skabe en mindre voldelig verden for os alle.

Jeg står bag denne soldat

som delvist mistede hørelsen

og pådrog sig permanente skader i benet,

der blev ramt af en raket

under en mission i Afghanistan.

Mine damer og herrer,

indtil den dag kommer

hvor vi kan skaffe os af med våben,

håber jeg at vi alle kan blive enige om

at fred og stabilitet

ikke kommer uden omkostninger.

Det kræver hårdt abejde

ofte også bag scenen.

Det kræver godt udstyr

og veluddannede, dedikerede soldater.

Jeg håber at I vil støtte vores hærs

bestræbelser på at

uddanne soldater

ligesom denne unge kaptajn

og at give hende et godt våben

istedet for dårlige, som det min far blev givet.

Jeg håber at i vil støtte vores soldater

når de er derude

når de kommer hjem

og når de er sårede

og behøver vores omsorg.

De sætter deres liv på spil

for os, for jer

og vi kan ikke svigte dem.

Jeg håber at i vil respektere mine soldater

denne soldat, med dette våben.

Fordi hun ønsker en bedre verden.

Fordi hun aktivt medvirker til at skabe

en bedre verden

nøjagtig ligesom alle os her i dag.

Mange tak.

(bifald)