Hvorfor jeg elsker et land, som engang forrådte mig

Som en sikkerhedsforanstaltning blev George Takei, og hans familie, tvunget i fængselslejr under 2. verdenskrig. Nu, 70 år senere, ser Takei tilbage på de oplevelser, som har haft en indflydelse på hans personlige definition af patriotisme og demokrati.

Jeg er en veteran fra stjerneskibet Enterprise.

Jeg svævede gennem galaksen,

styrede et umådeligt stjerneskib

med et mandskab sammensat af folk

fra hele denne verden

Folk af forskellige racer,
forskellige kulturer,

af forskellige herkomster.

Alle arbejdede sammen.

Vores mission var at udforske
nye ukendte verdener,

at søge nye liv og nye civilisationer,

at modigt bevæge sig hen,
hvor ingen før havde været.

Jeg er barnebarnet af japanske immigranter,

som rejste til Amerika.

Modigt rejste de til en ny ukendt verden

for at søge nye muligheder.

Min mor blev født i Sacramento, Californien.

Min far var fra San Fransisco.

De mødtes og blev gift i Los Angeles,

hvor jeg blev født.

Jeg var fire år gammel,

da Pearl Habor, den 7. december 1941,

blev bombarderet af Japan.

På en nat blev verdenen

kastet ind i en verdenskrig.

Amerika blev pludselig grebet af hysteri.

Japan-amerikanere,

amerikanske borgere med japansk baggrund,

blev set på med mistro, frygt

og decideret had

af den simple grund,
at vi tilfældigvis lignede

de folk, som bombarderede Pearl Habor.

Og hysteriet blev større og større

indtil februar 1942,

hvor den amerikanske præsident,

Franklin Delano Roosevelt,

beordrede, at alle japan-amerikanere

på den amerikanske vestkyst

uden videre skulle samles

uden tiltale, uden retslig behandling

og uden rettergang.

Retfærdig rettergang er en bærende søjle

i vores retssystem.

Men det hele forsvandt.

Vi blev samlet

og fængslet i fængselslejre ,
indhegnet med pigtråd

i nogle af de mest afsides steder i USA:

den glohede ørken i Arizona,

de trykkende sumpområder i Arkansas,

ødemarkerne i Wyoming, Idaho, Utah, Colorado

og to af de mest øde steder i Californien.

Den 20. april fejrede jeg min 5-års fødselsdag,

og blot et par uger efter min fødselsdag

hentede mine forældre min lillebror,

min lillesøster og mig

en tidlig morgen,

og de klædte os hurtigt på.

Min bror og jeg var i stuen

og kiggede ud af vinduet,

og vi så to soldater marchere ind i vores indkørsel.

De havde bajonetter på deres rifler.

De trampede op på verandaen

og hamrede på døren.

Min far åbnede,

og soldaterne beordrede os ud af vores hjem

Min far gav min bror og mig

lidt bagage at bære,

og vi gik ud og stod i indkørslen

og ventede på, at vores mor kom ud,

og da hun endelig kom ud

havde hun i den ene arm vores lillesøster

og i den anden, havde hun en stor køjesæk.

Tårer strømmede ned af begge hendes kinder.

Jeg vil aldrig glemme det syn.

Det er brændt ind i min hukommelse.

Vi blev taget fra vores hjem

og læsset ind i togvogne

med andre japansk-amerikanske familier.

Der var vagter i begge ender af hver togvogn

som var vi kriminelle.

Vi blev ført tværs over landet,

vuggende i toget i 4 dage og 3 nætter,

indtil vi ankom til Arkansas sumpområder.

Jeg husker stadig pigtråds-hegnet,

der indespærrede mig.

Jeg husker det store vagttårn

med maskinpistoler, der pegede imod os.

Jeg husker søgelyset, der fulgte mig,

når jeg om natten løb

fra min barak til latrinen.

Men det 5-år gamle jeg syntes nu,

at det var meget rart, at de lyste vejen for mig,

når jeg skulle tisse.

Jeg var et barn,

for ung til at forstå grunden til min tilværelse.

Børn er fantastisk gode til at tilpasse sig.

Hvad der ville have været grotesk og unormalt

blev min hverdag

som fange i en fængselslejr.

Det blev normalt at stå i kø tre gange om dagen

for at kunne spise elendig mad
i en larmende spisesal.

Det blev normalt at følge med min far,

så vi kunne bade i et fællesbad med alle andre.

At være i et fængsel,
et fængsel omhegnet af pigtråd,

blev min hverdag.

Da krigen sluttede,

blev vi løsladt,

og vi fik en enkeltbillet,

der førte til hvor som helst i USA.

Mine forældre besluttede sig for
at tage tilbage til Los Angeles,

men i Los Angeles var vi ikke længere velkommen.

Vi havde ikke en krone på lommen.

Alt var blevet taget fra os,

og fjendtligheden var intens.

Vores første hjem var i et slumkvarter

i den fattigste del af byen.

Vi var omringet af menneskevrag, drankere

og galninge.

Stanken af urin hærgede

i både gader og stræder

og entreen.

Det var en forfærdelig oplevelse,

og for os børn var det skræmmende.

Jeg husker en gang,

hvor en dranker kom vaklende hen ad gaden

og faldt lige for øjnene af os,

og kastede op.

Min lille søster sagde: "Mor, lad os tage hjem",

for det at være indespærret af pigtråd,

var for os

hjem

Mine forældre arbejdede hårdt

for at komme på rette spor.

Vi havde mistet alt.

De var midt i deres liv

og skulle til at starte forfra.

De sled dem selv halvt ihjel og til sidst,

lykkedes det dem

at få råd til

et tre-værelses hjem i et ordentligt nabolag.

Jeg blev teenager,

og jeg blev nysgerrig

omkring min barndom i fangenskab.

Jeg havde læst samfundsbøger

om idealerne i det amerikanske demokrati.

Alle mennesker er skabt lige,

vi har en umistelig ret til liv,

frihed og stræben efter lykke,

og jeg kunne ikke få de idealer til at stemme overens

med min barndom i fangenskab.

Jeg læste historiebøger,

men kunne intet finde om det.

Så efter aftensmaden førte jeg lange

og sommetider ophedede samtaler med min far,

Vi førte mange af sådanne samtaler,

og det jeg fik ud af dem

var min fars visdom

Han var den, som led mest

under forholdene i fangenskab,

men alligevel forstod han
det amerikanske demokrati.

Han fortalte mig, at vores demokrati,

er folkets demokrati.

Det kan være lige så storslået
som folket kan være,

men det kan også være lige
så fejlfuldt som mennesker er.

Han fortalte mig at amerikansk demokrati

er afhængig af gode mennesker,

som værdsætter idealerne i vores system

og aktivt deltager i processen om

at få vores demokrati til at fungere.

Han tog mig med til hoved-
kvarteret for en kampagne —

guvernøren for Illinois stillede op
til præsidentvalget —

og introducerede mig for
den amerikanske valgpolitik.

Han fortalte mig også om

unge japan-amerikanere

under 2. verdenskrig.

Da Pearl Harbor blev bombarderet,

skyndte unge japan-amerikanere sig,
ligesom andre unge amerikanere,

at melde sig som frivillige i hæren

for at kæmpe for vores land.

Den patriotiske handling

blev besvaret med et slag i ansigtet.

Vi blev nægtet at tjene i hæren

og blev kategoriseret som
"ikke-fremmede fjender".

Det er oprørende at blive kaldt en fjende,

når du frivilligt melder dig
for at kæmpe for dit land,

men det var sammensat med
ordene "ikke-fremmed",

som betyder

"statsborger".

De tog ordet "statsborger" fra os,

og fængslede dem i et helt år.

Og så indså regeringen,

at der i krigstiden var mangel på arbejdskraft,

og lige så pludseligt som de havde samlet os,

lige så pludseligt åbnede
hæren for op for tilmeldinger

af japan-amerikanere.

Det var fuldstændigt irrationelt,

men det mest fantastiske

og det mest forbløffende var,

at tusindvis af unge

japansk-amerikanske mænd og kvinder

trådte ud af pigtrådshegnene,

iførte sig samme uniform, som vores vagter

og efterlod deres familier i fangenskab

for at kæmpe for dette land.

De sagde, at de ville kæmpe,

ikke kun for at få deres familier ud

af pigtrådshegnene,

men fordi de værdsatte det selvsamme ideal

som vores regering står for,

burde stå for,

og det var ved at blive afskaffet

af det, som var blevet gjort.

Alle mennesker er skabt lige.

Og de gik i krig for at kæmpe for dette land.

De blev placeret i en særskilt

enhed kun for japan-amerikanere

og derefter sendt afsted til
krigsmarkerne i Europa,

og de kastede dem selv ind i krigen.

De kæmpede med fantastisk,

utrolig mod og tapperhed.

De blev sendt ud på de mest farlige missioner

og i krigen pådrog de sig den højeste dødsrate

blandt alle enheder.

Der er en kamp, som illustrerer dette.

Det var kampen om den gotiske linje.

Tyskerne havde rodfæstet sig

i denne bjergskråning,

en bjergskråning med masser af sten,

i utilgængelige huler,

og tre allierede bataljoner

havde hamret løs på den

i 6 måneder

og de var i dødvande.

Enhed 442 blev tilkaldt

for at deltage i kampen,

men mændene i enhed 442

fandt på en unik,

men farlig ide:

Bagsiden af bjerget

var intet andet end en klippesten.

Tyskerne troede, at et angreb fra bagsiden

ville være umuligt.

Mændene i enhed 442 besluttede
sig for at gøre det umulige.

En mørk og måneløs nat

begyndte de at bestige klippevæggen,

med et fald på mere end 304 meter,

i fuld krigsudstyr.

Hele natten klatrede de

op ad klippen.

I mørket

mistede nogle deres håndfæste

eller deres fodfæste

og de faldt i døden

i bjergkløften forneden.

De faldt alle i stilhed.

Ikke en eneste skreg,

for ikke at afsløre deres position.

Mændene klatrede i 8 timer

og dem, som nåede toppen

blev der indtil morgengry,

og så snart lyset brød frem

angreb de.

Tyskerne blev overraskede

og de tog klippen

og brød den gotiske linje.

6-måneders dødvande

blev brudt af enhed 442

på 32 minutter.

Det var en fantastisk handling,

og da krigen sluttede,

vendte enhed 442 hjem til USA

som den enhed med flest hædersbevisninger

i hele 2. verdenskrig.

De blev budt velkommen på
græsplænen ved Det Hvide Hus

af præsident Truman, som sagde:

"I kæmpede ikke kun mod fjenden,

men også mod fordomme, og I vandt."

De er mine helte.

De klyngede sig til deres tro

på dette lands skinnende idealer,

og de beviste, at det at være amerikaner

ikke kun er for nogle mennesker,

at det at være amerikaner
ikke defineres ud fra race.

De udvidede forståelsen af
det at være amerikaner

ved at inkludere japan-amerikanere

som var frygtet, mistænkt og hadet.

De skabte forandring,

og de efterlod mig

en arv.

De er mine helte,

og min far er min helt,

som forstod demokrati

og vejledte mig igennem det.

De gav mig en arv,

og med den arv følger der et ansvar,

og jeg er dedikeret

til at gøre mit land

til et endnu bedre Amerika,

til at gøre vores regering

til et mere ægte demokrati

og på grund af de helte jeg har,

og de anstrengelser vi har været igennem,

kan jeg stå her foran jer

som en homoseksuel japan-amerikaner.

Men mere end det,

jeg er en stolt amerikaner.

Mange tak.