Prisen på skam

I 1998 siger Monica Lewinsky: "Jeg var Patient Zero for at miste mit personlige omdømme på en global skala næsten øjeblikkeligt." I dag er den slags online, offentlige ydmygelse, hun gik igennem, blevet en konstant. I en modig talk tager hun et kig på vores "kultur af ydmygelse," hvor online beskæmmelse er lig med dollartegn - og kræver en anden vej.

I ser på en kvinde, der var
offentligt tavs i et årti.

Det har åbenlyst ændret sig,

men kun for nylig.

Det er flere måneder siden,

jeg gav min første,
større, offentlige tale

ved Forbes 30 Under 30 topmøde:

1500 fantastiske mennesker,
alle under en alder af 30.

Det betyder, at i 1998

var den ældste i gruppen kun 14,

og den yngste kun 4.

Jeg jokede med, at nogle af dem
muligvis kun har hørt om mig

fra rap-sange.

Ja, jeg er i rap-sange.

Næsten 40 rap-sange.

Men på aftenen til min tale
skete der noget overraskende.

I en alder af 41 blev jeg
lagt an på af en 27-årig fyr.

Jeg ved det, virkeligt?

Han var charmerende, og jeg var smigret,

og jeg afslog.

Ved I, hvad hans
mislykkede pickup line var?

Han kunne få mig til at føle mig 22 igen.

(Latter)

Senere den aften indså jeg, at jeg
nok er den eneste person over 40,

der ikke vil være 22 igen.

(Latter)

(Bifald)

I en alder af 22 blev jeg
forelsket i min chef,

og i en alder af 24

lærte jeg de altødelæggende konsekvenser.

Kan jeg se hænderne på dem her,

der ikke begik en fejl eller gjorde
noget, de fortrød, i en alder af 22?

Jep, det var hvad, jeg regnede med.

Så, ligesom mig, i alderen 22 tog nogle
af jer måske nogle forkerte beslutninger

og blev forelskede i den forkerte person,

måske endda jeres chef.

I modsætning til mig, dog, var jeres chef

højst sandsynligt ikke den
amerikanske præsident.

Selvfølgelig, livet er
fuld af overraskelser.

Der går ikke en dag, uden at
jeg bliver mindet om min fejl,

og jeg fortryder den fejl inderligt.

I 1998, efter at have blevet fejet op
af en usandsynlig romance,

blev jeg fejet op i øjet af en
politisk, juridisk, mediestorm,

ulig noget vi havde set før.

Husk på, at få år tidligere

kom nyhederne kun fra tre steder:

aviser og magasiner,

radioen

eller tv.

Det var det.

Men det var ikke min skæbne.

I stedet blev skandalen bragt til jer

i en digital revolution.

Det betød at vi kunne tilgå
al den information, vi ville,

når vi ville have det, på
alle tidspunkter, alle steder,

og da historien slap ud i januar 1998,

slap den ud online.

Det var første gang,
de traditionelle nyheder

blev tilranet af internettet
for en stor nyhedshistorie,

et klik der genlød i hele verden.

Hvad, det betød for mig personligt,

var, at jeg natten over gik fra
at være en helt privat person

til at være en offentligt ydmyget
person over hele verden.

Jeg var patient zero for at miste
mit personlige omdømme

på en global skala næsten øjeblikkeligt.

Denne forhastede konklusion,
muliggjort af teknologi,

ledte til horder af virtuelle stenkastere.

Givet, det var før det sociale medier,

men folk kunne stadig kommentere online,

email-historier, og selvfølgelig
grusomme email-jokes.

Nyhedskilder smed om sig med fotos af mig

for at sælge aviser, bannerreklamer online

og for at få folk til
at stille sig ind på tv.

Genkalder I er bestemt billede af mig,

lad os sige, hvor jeg har en baret på?

Jeg indrømmer, at jeg begik fejl,

især mens jeg havde den baret på.

Men opmærksomheden og dommene
jeg modtog, ikke historien,

men som jeg personligt
modtog, var et fortilfælde.

Jeg blev stemplet som en vagabond,

dulle, tøjte, luder, sæk,

og selvfølgelig; den kvinde.

Jeg blev set af mange,

men rigtigt kendt af få.

Og jeg forstår det godt:
Det var nemt at glemme,

at den kvinde havde dimensioner,

havde en sjæl. og på et
tidspunkt var ubeskadiget.

Da det her skete for mig for 17 år siden,
var der ikke noget navn for det.

Nu kalder vi det cybermobning
og online chikane.

I dag vil jeg gerne dele noget
af min oplevelse med jer,

tale om hvordan den oplevelse har hjulpet
med at forme mine kulturelle observationer

og hvordan jeg håber at min fortidige
oplevelse kan føre til forandringer,

der resulterer i mindre lidelse for andre.

I 1998 mistede jeg mit
omdømme og min værdighed.

Jeg mistede næsten alt,

og jeg mistede næsten mit liv.

Lad mig give jer de store linjer.

Der er september i 1998.

Jeg sidder i et kontorværelse uden vinduer

i Kontoret for det Uafhængige Råd

under brummende fluorescerende lys.

Jeg lytter til lyden af min stemme,

min stemme fra skjult
optagne telefonsamtaler,

som en formodet ven havde
foretaget et år tidligere.

Jeg er her, fordi jeg
er juridisk forpligtet

til personligt at godkende
alle 20 timer optaget samtale.

De sidste 8 måneder har det
mystiske indhold af disse optagelser

hængt som damoklessværdet over mit hoved.

Jeg mener, hvem kan huske,
hvad de sagde for et år siden?

Bange og sønderknust lyttede jeg,

lyttede som jeg ævlede løs
om alt tænkeligt;

lyttede som jeg tilstod min
kærlighed til præsidenten.

og selvfølgelig mine hjertesorger;

lyttede til mit nogen gange spydige,
nogen gange ubehøvlede, fjollede selv

være grusom, utilgivende, ubehøvlet;

lyttede dybt, dybt skamfuldt

til den værste side af mig selv,

et selv jeg ikke engang genkender.

Nogle få dage senere blev Starr-
raporten udgivet til kongressen,

og alle disse optagelser og afskrifter,
disse stjålne ord, tog del i det.

At folk kan læse
afskrifterne er slemt nok.

men nogle få uger senere

blev lydoptagelserne sendt på tv.

og en betydelig mængde blev
gjort tilgængelige online.

Den offentlige ydmygelse var ulidelig.

Livet var næsten uudholdeligt.

Det her var ikke noget, der
skete ofte tilbage i 1998,

og med det her mener jeg at stjæle
folks private ord, handlinger,

samtaler eller fotos,

og gøre dem offentlige -

offentlige uden samtykke,

offentlige uden kontekst,

og offentlige uden medfølelse.

Spol 12 år frem til år 2010,

og sociale medier er blevet født.

Desværre er landskabet blevet befolket
med langt flere tilfælde som mit,

lige meget om nogen
begik en fejl eller ej,

og nu gælder det både
offentlige og private personer.

Konsekvenserne for nogle har
været frygtelige, meget frygtelige

Jeg talte telefon med min mor

i september 2010,

og vi snakkede om nyheden om

en ung førsteårsstuderende
fra Rutgers University

kaldet Tyler Clementi.

Søde, følsomme, kreative Tyler

var hemmeligt blevet filmet
af sin værelseskammerat

mens han var intim med en anden mand.

Da den online verden hørte om den episode,

eksploderede latterliggørelsen
og cybermobningen.

Nogle få dage senere

sprang Tyler ud fra
George Wasington-broen

lige i døden.

Han var 18.

Min mor var ved siden af sig selv på grund
af det der skete for Tyler og familien,

og hun var fyldt med smerte

på en måde, jeg bare
ikke helt kunne forstå,

og til sidst indså jeg,

at hun genlevede 1998 -

genlevede en tid, hvor hun sad
hver aften ved min seng,

genlevede en tid, hvor hun tvang mig til
at tage bad med badeværelsesdøren åben,

og genlevede en tid, hvor begge
mine forældre frygtede,

at jeg ville blive skammet til døde,

bogstaveligt talt.

I dag har alt for mange forældre

ikke haft chancen for at træde til
og redde deres elskede.

For mange har hørt om deres
børns lidelser og ydmygelse,

efter det var for sent.

Tylers tragiske, meningsløse død
var et vendepunkt for mig.

Det satte mine erfaringer i ny kontekst,

og jeg begyndte at se på verden af
ydmygelse og mobning omkring mig

og se noget anderledes.

I 1998 havde vi ingen idé om,
hvor denne modige, nye teknologi

kaldet internettet, ville tage os.

Siden da har det forbundet folk
på utænkelige måder,

sammenført søskende,

reddet liv, startet revolutioner,

men det mørke af cyber-mobning og
slut-shaming, jeg oplevede

har eksploderet.

Hver dag online bliver folk,
især unge folk,

der ikke er udviklingsmæssigt
i stand til at klare det,

så misbrugt og ydmygede,

at de ikke forestille sig
at leve til den næste dag.

Og nogle gør på tragisk vis heller ikke,

og der er intet virtuelt ved det.

ChildLine, en nonprofit-organisation,
fokuseret på at hjælp unge,

offentliggjorde en rystende
statistik sidste år:

Fra 2012 til 2013

var der en 87 procents stigning

i opkald og emails relateret
til cyver-mobning.

En metaanalyse fra Holland

viste at, for første gang

var cyber-mobning den hyppigste
årsag til selvmordstanker,

mere signifikant end offline-mobning.

Og det, der chokerede mig,
selvom det ikke burde,

var en anden undersøgelse sidste år,
der fastlagde, at ydmygelse

var en endnu mere intenst følt følelse

end både glæde og selv vrede.

Grusomhed overfor andre er intet nyt,

men online, teknologisk forbedret
beskæmmelse er forstærket,

ukontrollabelt og permanent tilgængeligt.

Ekkoet af forlegenhed plejede at
stoppe ved din familie, landsby,

skole eller samfund,

men nu er det også det online samfund.

Millioner af folk kan, ofte anonymt,

slå dig med deres ord, og det er meget smerte,

og der er ingen grænse på
hvor mange folk,

der offentligt kan observere dig

og putte dig i en offentlig gabestok.

Der er en meget personlig pris

på offentlig ydmygelse,

og internettets vækst har
sendt den pris i vejret.

I næsten to årtier nu

har vi langsomt plantet frøene
af skam og offentlig ydmygelse

i vores kulturelle jord,
både on- og offline.

Sladder-sider, paparazzi,
reality-serier, politik,

nyhedskanaler og nogle gange
hackere lever alle på skam.

Det har ført til et ufølsomt
og et uansvarligt miljø online,

som er velegnet til trolling,
invadering af privatliv, og cyber-mobning.

Dette skifte har skabt, hvad
professer Nicolaus Mills kalder,

en kultur af ydmygelse.

Overvej nogle få fremtrædende eksempler
fra de sidste seks måneder alene.

Snapchat, servicen brugt primært
af de yngre generationer,

der påstår dets beskeder kun eksisterer

i nogle få sekunder.

Man kan forestille sig
omfanget af indhold i det.

En tredjepartsapp, som Snapchattere
bruger til at opretholde levetiden

af beskederne, blev hacket,

og 100.000 personlige samtaler,
fotos og videoer blev lækket online

til nu at eksistere der for evigt.

Jennifer Lawrence og flere andre skue-
spillere fik deres iCloud-konti hackede,

og private, intime, nøgenfotos
blev spredt over hele nettet

uden deres tilladelse.

Én sladerhjemmeside havde
over fem millioner hits

for denne ene historie alene.

Hvad med Sony Pictures-hackningen?

De dokumenter, der fik mest opmærksomhed,

var private emails, der havde den
største offentlige pinligheds-værdi.

Men i denne kultur af ydmygelse

er der et anden slags prisskilt
tilknyttet offentlig ydmygelse.

Prisen måles ikke efter
ofrenes omkostninger,

som Tyler og alt for mange andre,

navnligt kvinder, minoriteter,

og folk i LGBTQ-samfundet har betalt,

men den måles i profit hos dem,
der er på rov efter dem.

Invasionen af andre er råmateriale,

der effektivt og nådesløst er udvundet,
pakket og solgt med fortjeneste.

Et marked er opstået, hvor
offentlig ydmygelse er en råvare,

og skam er en industri.

Hvordan bliver pengene tjent?

Klik.

Jo mere skam, jo flere klik.

Jo flere klik, jo flere reklamepenge.

Vi er i en farlig cyklus.

Jo mere vi klikker på
den her slags sladder,

des mere følelsesløse bliver vi
overfor menneskelivene bag det,

og jo mere følelsesløse
vi bliver, des mere klikker vi.

Samtidig er der nogen, der tjener penge

baseret på en andens lidelser.

Med hvert et klik tager vi et valg.

Jo mere vi gennemvæder vores
kultur med offentlig ydmygelse,

jo mere accepteret det bliver,

des mere vil vi se en opførelse
ligesom cyber-mobning,

trolling, nogle former for hacking

og online chikane.

Hvorfor? Fordi de alle har
ydmygelse i deres kerne.

Denne opførelse er et symptom
på den kultur, vi har skabt.

Tænk over det.

At ændre opførsel begynder
med at udvikle tro.

Det er bevist sandt ved
racisme, homofobi,

og mange andre fordomme,
i dag og i fortiden.

Som vi ændrede opfattelse af
homoseksuelles ægteskab,

er flere personer blevet
tilbudt ligelige friheder.

Da vi begyndte at værdsætte bæredygtighed,

begyndte flere personer at genbruge.

Så når det kommer til
vores kultur af ydmygelse,

har vi brug for en kulturel revolution.

Offentlig ydmygelse som en
blodssport bliver nødt til at ophøre,

og det er tid til en indgriben
i vores kultur og vores internet.

Ændringen begynder med noget
simpelt, men det er ikke nemt.

Vi bliver nødt til at vende tilbage til
gamle værdier af medfølelse og empati.

Online har vi et underskud af medfølelse,

en empati-krise.

Forsker, Brené Brown,
sagde, og jeg citerer:

"Skam kan ikke overleve empati."

Skam kan ikke overleve empati.

Jeg har set nogle meget
mørke dage i mit liv,

og det var medfølelsen og empatien
fra min familie, venner, branchefolk,

og nogle gange endda fremmede,
der reddede mig.

Selv empati fra en enkelt person
kan gøre en forskel.

Teorien om minoritetsindflydelse,

foreslået af social psykolog,
Serge Moscovici,

foreskriver at selv i mindre tal,

når der er konsistens over tid,

sker der forandring.

I den online verden kan vi
pleje minoritetsindflydelse

ved at blive en 'modståer'.

At blive en modståer betyder,
at i stedet for tilskuerpassivitet,

kan vi opslå positive opslag for nogen
eller rapportere en mobningssituation.

Tro mig, medfølende kommentarer
hjælper med at nedtone negativiteten.

Vi kan også gå imod kulturen
ved at støtte organisationer,

der arbejder med disse problemer,

som the Tyler Clementi Foundation i USA.

I Storbritannien er der Anti-Bullying Pro,

og i Australien er der Project Rockit.

Vi taler meget om vores
ret til ytringsfrihed,

men vi skal tale mere om

vores ansvar i forbindelse
med ytringsfrihed.

Vi har alle lyst til at blive hørt,

men lad os anerkende forskellen mellem
at råbe op med intention

og at råbe for opmærksomhed.

Internettet er supermotorvejen for id'et,

men online yder det,
at vise empati for andre,

en fordel for os alle og hjælper med
at skabe en sikrere og bedre verden.

Vi bliver nødt til at kommunikere
online med medfølsomhed,

tage nyheder til os med medfølsomhed,

og klikke med medfølsomhed.

Bare forestil dig at gå 10 km
i en andens overskrift.

Jeg vil gerne slutte af med
en personlig bemærkning.

I de sidste ni måneder

er det spørgsmål, jeg er blevet
stillet mest, hvorfor.

Hvorfor nu? Hvorfor har jeg stukket
mit hoved over fæstningen?

Man kan læse mellem linjerne
i disse spørgsmål,

og svaret har intet at gøre med politik.

Topsvaret var og er,
fordi det er tid:

Tid til at stoppe med at undgå min fortid;

tid til at stoppe med at
leve et liv af ukvemsord;

og tid til at tilbagetage min fortælling.

Det handler ikke bare om,
at redde mig selv.

Hvem som helst, der lider af skam
og offentlig ydmygelse,

har brug for at vide én ting:

Du kan overleve det.

Jeg ved, det er svært.

Det er måske ikke smertefrit,
hurtigt eller nemt,

men du kan insistere på
en anden slutning til din historie.

Hav medfølelse med dig selv.

Vi fortjener alle medfølelse,

og til at leve både online og offline
i en mere medfølende verden.

Tak for at lytte.

(Bifald)