Hvad jeg så til Ferguson-protesterne

Da kunstneren Damon Davis tog afsted for at tilslutte sig protesterne i Ferguson, Missouri, efter politiet i 2014 dræbte Michael Brown, fandt han ikke kun vrede, men også en følelse af kærlighed til selvet og lokalsamfundet. Hans dokumentar "Whose Streets" fortæller historien om protesterne fra perspektivet af de aktivister, der mødte op for at udfordre dem, der benytter magt til at sprede frygt og had.

Så jeg er bange.

Lige nu,

på denne scene.

Jeg føler frygt.

I mit liv,

har jeg ikke oplevet mange mennesker,
der let vil indrømme, når de er bange.

Og jeg tror det er fordi dybt nede,

ved de, hvor let det spreder sig.

Frygt er ligesom en sygdom.

Når den bevæger sig,

bevæger den sig som løbeild.

Men hvad sker der, når man,

selv i lyset af den frygt,

gør hvad man er nødt til at gøre?

Det kaldes mod,

og præcis ligesom frygt,

så er mod smitsomt.

Jeg er fra East St. Louis, Illinois.

Det er den lille by over
floden fra St. Louis, Missouri.

Jeg har boet i og omkring St. Louis
hele mit liv.

Da Michael Brown Jr.,

en almindelig teenager,

blev skudt ned af politiet i 2014
i Ferguson, Missouri --

en anden forstad,

men nord for St. Louis --

Kan jeg huske, at jeg tænkte,

han var ikke den første,

og han bliver ikke den sidste unge knægt,
der vil miste livet til ordensmagten.

Men hans død var anderledes.

Da Mike blev dræbt,

husker jeg kræfterne,
der forsøgte at bruge frygt som et våben.

Politiets svar til et lokalsamfund i sorg
var at bruge magt

til at tillægge frygt.

Frygt for militariseret politi,

fængsling,

bøder.

Medierne forsøgte endda
at gøre os bange for hinanden

gennem måden de fortalte historien.

Og alle disse ting har fungeret
før i tiden,

men som jeg sagde,

var denne gang anderledes.

Michael Browns død,

og den efterfølgende behandling
af lokalsamfundet,

førte til en række protester i og udenom
Ferguson og St. Louis.

Da jeg nåede ud til disse protester,

på omtrent den fjerde eller femte dag,

kom det ikke ud af mod,

det kom ud af skyld.

Jeg er sort.

Det ved jeg ikke,
om I alle har bemærket.

(Latter)

Men jeg kunne ikke sidde i St. Louis,

minutter væk fra Ferguson,

og ikke tage over for at se.

Så jeg fik røven med mig

og tog af sted for at tjekke det ud.

Da jeg kom derud,

fandt jeg noget overraskende

Jeg fandt vrede --

der var en masser af det --

men hvad jeg fandt mere af

var kærlighed

Folk med kærlighed til dem selv.

Kærlighed til deres lokalsamfund.

Og det var smukt,

indtil politiet dukkede op.

Da blev en ny følelse indsprøjtet
i samtalen:

frygt.

Nu vil jeg ikke lyve,

da jeg så de pansrede køretøjer,

og alt det udstyr,

og alle de pistoler

og alt det politi,

var jeg personligt rædselsslagen,

Og da jeg kiggede rundt
i den menneskemængde,

så jeg mange mennesker,
der oplevede det samme.

Men jeg så også mennesker med andre ting,
der foregik inde i dem.

Det var mod.

De mennesker råbte,

og de skreg,

og de havde ikke tænkt sig,
at bukke sig for politiet.

De havde passeret det punkt.

Og da mærkede jeg noget,
der ændrede sig i mig.

Så jeg råbte, og jeg skreg,

og jeg opdagede, at alle omkring
mig gjorde det samme.

Og der var intet som den følelse.

Så jeg bestemte mig for,
at gøre noget mere.

Så jeg vendte hjem, og jeg tænkte,

så jeg er en kunstner,

jeg laver ting,

så jeg begyndte at lave ting
specifikt til protesterne.

Ting der kunne være våben
i en spirituel krig.

Ting der kunne give folk en stemme,

og ting, der kunne forstærke
dem til vejen fremover.

Jeg lavede et projekt, hvor jeg tog
billeder af protesternes hænder

og satte dem op og ned
af de ombyggede bygninger

og lokale forretninger.

Mit mål var at skabe opmærksomhed
og hæve moralen.

Og jeg tror,
at det i hvert fald i et øjeblik

gjorde netop det.

Derefter tænkte jeg, at jeg ville
opløfte historierne hos disse mennesker,

jeg så var modige i øjeblikket.

Og jeg selv og min ven,

og filmskaber og partner Sabaah Folayan

gjorde netop det med vores dokumentar:

"Hvis gader?"

Jeg blev en form for kanal

for alt det mod, der blev givet til mig.

Og jeg tror, det er en del af
vores job som kunstnere.

Jeg synes, vi skal være transportører
af modet, der findes i det arbejde, vi laver.

Og jeg tror vi er væggen mellem
de almindelige folk

og de folk, der bruger deres magt til
at sprede frygt og had,

specielt i tider som disse.

Så jeg vil spørge jer.

I er alle de bevægende og de urolige,

I ved, tanke-lederne:

Hvad vil I gøre

med den gave, I er blevet givet,

for at trække os væk fra frygten,
der binder os hver dag.

Fordi, ser I, jeg er bange hver dag.

Jeg husker ikke en tid,
hvor jeg ikke var det.

Men da jeg indså, at den frygt
ikke var sat i mig for at lamme mig,

det var der for at beskytte mig,

og da jeg indså,
hvordan man benytter den frygt

fandt jeg min kraft.

Tak skal I have.

(Bifald)