Hvordan jeg arbejder for at beskytte kvinder fra æresdrab

Hvert år bliver omkring 1 000 "æresdrab" rapporteret i Pakistan, mord udført af et familiemedlem, som straf for "skamfuld" opførsel, som for eksempel forhold udenfor ægteskabet. Da Khalida Brohis nære ven blev myrdet, valgte hun at starte en kampagne mod denne skik. Men hun mødte modstand fra en uventet retning: fra samfundet, som hun vil beskytte. I sit foredrag fortæller Brohi ærligt og åbent om, hvordan hun kritiskt granskede sit eget arbejde, og hun deler med sig af sine erfaringer og skarpsindige indsigter, til andre engagerede aktivister.

Mens jeg forberedte mit foredrag

reflekterede jeg over mit liv
og overvejede,

hvornår min rejse egentlig begyndte.

Der gik lang tid,
og jeg kunne ikke komme i tanke om,

hverken starten, midten
eller slutningen på min historie.

Jeg plejede at tænke, at begyndelsen

var en eftermiddag i min landsby,
da min mor fortalte mig,

at jeg havde flygtet fra tre arrangerede
ægteskaber, inden jeg fyldte to.

Eller en aften, hvor strømmen svigtede
i otte timer i byen,

og min far sad, omgiven af os alle,

og fortalte om dengang han var lille
og skulle kæmpe for at gå i skole

eftersom hans far, som var bonde,
ville, at han skulle arbejde.

Eller den mørke nat, da jeg var 16 år,

og tre små børn kom og viskede,

at min ven var blevet myrdet
i noget som hed æresdrab.

Men jeg indså,

at selvom disse begivenheder
har bidraget til min rejse

og påvirket mig,

så var det ikke sådan det begyndte,

for det startede foran et lerhus

i de nordlige dele af Sindh, Pakistan,

da min far holdt min 14-årige mors hånd

og de bestemte sig for
at forlade byen

og begive sig til en by, hvor de kunne
sende deres børn i skole.

Jeg føler på en måde, at mit liv

er et resultat af nogle kloge valg
og beslutninger, som de tog.

En anden beslutning

var at lade mig og mine søskende
beholde kontakten med vores rødder.

Da vi boede i byen Ribabad,
som jeg husker med varme,

som betyder de fattiges by,

så sikrede min far, at vi også
havde et hus i provinsen, hvor vi kom fra.

Jeg kommer fra en stamme
i Balochistan bjergene,

kaldet Brahui.

Brahui, eller Brohi, betyder bjergbo,
og det er også mit sprog.

Takket være fars strikte regler,
for at holde fast ved vores traditioner,

havde jeg en dejlig opvækst med sange,
kulturer, traditioner, historier, bjerge,

og en masse får.

Men at leve i to yderligheder,

mellen traditionerne i min kultur

og den moderne uddannelse i skolen,
var ikke let.

Jeg vidste, at jeg var den eneste pige,
der havde en sådan frihed,

og jeg følte mig skyldig.

Da jeg gik i skole
i Karachi og Hyderabad,

blev mange af mine kusiner
og barndomsvenner giftet bort,

nogle til ældre mænd, nogle i byttehandel,

og andre til og med som anden hustru.

Jeg oplevede, at de smukke
og magiske traditioner falmede,

når fødslen af en pige
blev fejret med sorg,

når kvinder blev tilsagt,
at tålmodighed var deres vigtigste dyd.

Indtil jeg var 16 år,

trøstede jeg mig med at græde,

mest om natten, når alle sov,

og jeg græd i min pude,

indtil den nat hvor jeg fik at vide,
at min ven var blevet myrdet

i ærens navn.

Æresdrab er en tradition

når mænd og kvinder
er mistænkte for at have en relation,

inden eller udenfor ægteskabet,

og deres familier slår dem ihjel for det.

Morderen er oftest en bror, far
eller onkel i familien.

FN rapporterer, at omkring 1000 æresdrab
finder sted hvert år i Pakistan,

og det er kun de fald som rapporteres.

Jeg kunne ikke acceptere
en tradition som slår ihjel,

og jeg indså, at jeg var
nødt til at gøre noget.

Jeg ville ikke græde mig i søvn længere.

Jeg ville gøre hvad som helst
for at stoppe det.

Jeg var 16 år og begyndte at skrive poesi

og gå fra dør til dør,
for at fortælle alle om æresdrab

og hvorfor det sker,
hvorfor det burde stoppes

og øge bevidstheden om det,

indtil jeg fandt en meget bedre måde
at håndtere det på.

På den tid boede vi i
et meget lille et værelses hus i Karachi.

Hvert år, under monsunregnen,
blev vores hus oversvømmet,

med regn- og afløbsvand

og min mor og far
plejede at øse vandet ud.

En dag kom far hjem
med en stor maskine, en computer.

Den var så stor, at den så ud til at fylde
det eneste værelse vi havde,

og havde så mange dele og ledninger,
som skulle tilsluttes.

Det var det mest spændende,

som var sket for mig og mine søstre.

Min ældste bror Ali fik ansvaret for den,

og vi fik alle lov til at bruge den
10 til 15 minutter per dag.

Som den ældste af otte børn,

var jeg den sidste til at bruge den,

og det var ikke før jeg havde vasket op,

gjort huset rent,
lavet mad sammen med min mor,

og lagt tæpper ud på gulvet
til alle at sove på,

derefter løb jeg til computeren,

koblede den op til internettet,

og nød fuldt ud i 10 til 15 minutter.

Dengang opdagede jeg
en webside, som hed Joogle.

[Google] (Latter)

Da mit hede ønske var
at ændre denne tradition

brugte jeg Google og opdagede Facebook,

en webside, hvor folk kan knytte kontakter
med hvem som helst i verden,

og fra mit meget lille værelse
med lertag i Karachi,

så kom jeg i kontakt med folk
på flere kontinenter,

og skabte en kampagne som fik navnet

WAKE UP-kampagnen mod æresdrab.

Den blev enormt stor på nogle få måneder.

Jeg fik meget støtte fra hele verden.

Medierne kontaktede os.

Mange forsøgte at øge bevidstheden
sammen med os.

Kampagnen blev så stor,
at den til sidst nåede min hjemby,

hvor vi organiserede
demonstrationer og strejker,

for at ændre reglerne og politikken
om kvinders støtte i Pakistan.

Jeg troede, at alting forløb godt,

og mit team, som bestod af venner
og daværende naboer,

troede også, at alt gik som det skulle,

men vi vidste ikke,
at en stor opposition byggede sig op.

Min landsby rejste sig mod os,

og sagde, at vi spred
ikke-islamiske budskaber.

Vi udfordrede traditioner, som havde
været i hundredevis af år i landsbyerne.

Jag kan huske, at min far
modtog anonyme breve,

hvor der stod: "Din datter spreder
vestlig kultur

i hæderlige samfund."

På et tidspunkt
kastede folk sten på vores bil.

Da jeg kom til kontoret en dag
fandt jeg vores metalskilt ødelagt,

som om nogen havde slået på det
med noget tungt.

Det blev så alvorligt,
at jeg måtte gemme mig.

Jeg rullede vinduerne op på bilen,

dækkede mit ansigt, snakkede ikke
når jeg var ude blandt folk,

men situationen blev værre,
da jeg blev truet på livet,

jeg var nød til at tage til Karachi
og vores aktioner stoppede.

Som 18-årig tilbage i Karachi,

troede jeg det var
mit livs største fejltagelse.

Jeg var knust.

Som teenager gav jeg mig selv skylden
for alt som skete.

Da vi begyndte at reflektere,

indså vi, at det faktisk var vores skyld.

Der var to vigtige grunde til,
at vores kampagne mislykkedes.

Den første grund var,

at vi kritiserede folks kerneværdier.

Vi sagde nej til noget,
som var meget vigtigt for dem,

udfordrede deres æreskodeks,

og sårede dem dybt under processen.

Den anden grund,
som var utrolig vigtig for mig at lære,

og som overraskede mig,

var, at vi ikke
inkluderede de sande helte,

som burde have kæmpet for sin sag.

Kvinderne i landsbyerne vidste ikke,
at vi kæmpede for dem.

Hver gang jeg rejste dertil,

mødte jeg mine kusiner og venner
med ar i sine ansigter,

og jeg spurgte: "Hvad er der sket?"

Og fik svaret: "Vores mænd har slået os."

Men vi kæmper jo for jeres skyld på gaderne!

Vi ændrer reglerne.

Hvordan kan det ikke påvirke deres liv?

Så opdagede vi noget, som overraskede os.

Et lands politik og love

påvirker ikke altid folk i landsbyerne.

Det var en frygtelig indsigt,
kan vi ikke gøre noget ved det?

Vi fandt ud af, at der er en enorm kløfte,

mellem de officielle love
og det der sker lokalt.

Vi bestemte os for at gøre det
på en anden måde denne gang.

Vi ville have en strategi

og tage tilbage og undskylde.

Ja, undskylde.

Vi tog tilbage til landsbyerne

og sagde, at vi skammede os over det,
vi havde gjort.

Vi er her for at undskylde
og godtgøre jer.

Hvordan gør vi det?

Vi vil støtte tre
af jeres vigtigste kulturelle udtryk.

Musik, sprog og brodering.

Ingen troede på os.

Ingen ville samarbejde med os.

Det krævede meget overtagelse
og diskussioner med disse landsbyer,

inden vi kunne blive enige om,
at vi skulle fremme deres sprog,

ved at lave et hæfte med deres
fortællinger, fabler og klanhistorier,

og vi ville promovere deres musik,

ved at lave en CD med deres klansange
og trommemusik.

Og den tredje, som var min favorit,

var at fremme deres broderitradition
ved at lave et center i byen,

hvor kvinder kunne kommer hver dag
for at brodere.

Det var starten.

Vi arbejdede med en by
og startede vores første center.

Det var en smuk dag.

Vi startede centret.

Kvinder kom for at brodere,

og gennemgik også
livsforandrende uddannelse.

lærde om sine rettigheder
og hvad islam siger om dem,

om virksomhedsudvikling,
hvordan de kan tjene penge,

og hvordan de kan få penge til at gro,

hvordan de kan bekæmpe traditioner,
som tidligere har ødelagt deres liv,

i så mange århundreder,

for indenfor islam, i realiteten,

skal kvinden stå side ved side med manden.

Kvinder har så meget stilling,
som vi ikke har ladet høre,

og de har heller ikke lyttet,

og vi behøvede fortælle dem,
at de skal kende

deres rettigheder
og hvordan de kan bruge dem,

for de kan gøre det selv, ikke os.

Her er modellen vi arbejdede efter
- ret fantastisk.

Vi fremmede deres traditioner
gennem brodering.

Vi rejste til landsbyen.
Vi mobiliserede samfundet.

Vi skabte et center
med plads til 30 kvinder,

som skulle være der i seks måneder
og lære sig at udvikle broderingen,

virksomhedsudvikling,
færdigheder og basal uddannelse,

og sine rettigheder
og at sige nej til visse traditioner

og at være ledere
for sig selv og byen.

Efter seks måneder skulle kvinderne
få kontakt med långivere og markeder,

så de kunne blive lokale entreprenører
i sine landsbyer.

Projektet fik navnet Sughar.

Sughar er et ord,
som findes i mange af Pakistans sprog.

Det betyder kompetente
og selvsikre kvinder.

Jeg er overbevist om, at det eneste man
skal gøre for at skabe kvindelige ledere

er at lade dem vide, at de har
det som kræves, for at være en leder.

Kvinderne i ser her

har gode færdigheder
og potentiale til at blive ledere.

Det eneste vi behøvede at gøre var
at fjerne barriererne for dem,

og det bestemte vi os for at gøre.

Men da vi syntes, at alting gik godt,

alt var endnu engang fantastisk,

så kom det næste tilbageslag:

Mange mænd begyndte at se
synlige forandringer i sine koner.

Hun snakkede mere
og tog beslutninger,

og uha, hun tog hånd om alt i hjemmet.

De forhindrede dem i
at komme til centret,

så nu tænkte vi,
at det var tid til plan B.

Vi vendte os til
modeindustrien i Pakistan,

for at undersøge, hvad der sker der.

Det viste sig, at modeindustrien i
Pakistan er stærk og vokser hver dag,

men den får ikke meget støtte
fra landsbyerne

og den når ikke ud til landsbyerne,
specielt ikke til kvinderne.

Vi bestemte os for at lancere
vores første kollektion for disse kvinder,

som nu hedder Nomads.

Kvinder begyndte at tjene mere,

de begyndte at bidrage finansielt
til husholdningen,

og mændene var nød til at tænke
en ekstra gang, inden de nægtede dem

at komme til centrene.

(Bifald)

Mange tak, tak.

2013 lancerede vi vores første Sughar Hub,
i stedet for et center.

Vi samarbejdede med TripAdvisor

og byggede et rigtigt hus midt i landsbyen

og inviterede mange andre organisationer
til at arbejde der.

Vi skabte den
til frivillige organisationer,

så de kan arbejde med emner,

som Sughar ikke arbejder med,

de ville kunne arrangere kurser der,

bruge det som en landbrugsskole,
eller en markedsplads,

eller hvad de nu vil bruge det til,

og de har gjort et fantastisk arbejde.

Indtil videre
har vi kunnet støtte 900 kvinder

i 24 landsbyer rundt om i Pakistan.

(Bifald)

Men det er egentlig ikke det jeg vil.

Min drøm er at nå en million kvinder
i løbet af de kommende 10 år,

og for at sikre, at det vil ske,

lancerede vi i år
Sughar Foundation i USA .

Den skal ikke kun finansiere Sughar
men også andre organisationer i Pakistan,

for at kopiere idéen

og finde endnu flere innovative måder

at frigøre potentialet for kvinder
på landsbyen i Pakistan.

Tusind tak.

(Bifald)

Tak. Tak. Tak.

Chris Anderson: Khalida,
du er lidt af en naturkraft.

Denne historie er nærmest ubegribelig
på mange måder.

Det er utroligt, at en så ung person
har lykkedes skabe så meget,

med så meget kraft og opfindsomhed.

Så et spørgsmål til dig:

Det er en imponerende vision at nå ud til
og styrke en million kvinder,

hvor meget af fremgangen skyldes dig,

og kraften i din stærke personlighed?

Hvordan kan det gøres i større skala?

Khalida Brohi: Mit job er
at dele min inspiration

og min drøm.

Jag kan ikke undervise hvordan,
for der er så mange forskellige måder.

Vi har eksperimenteret med tre måder.

Der er hundredevis af måder
for at frigøre kvinders indre potentiale.

Mit job er at inspirere til forandring.

Jeg bliver ved.
Sughar fortsætter med at vokse.

Vi planlægger at starte
i yderligere to landsbyer,

og snart ekspanderer vi forhåbentlig
udenfor Pakistan,

i Sydasien og andre lande.

CA: Det var vidunderligt,
da du snakkede om dit team tidligere,

jeg mener, I var alle 18 år dengang.

Hvordan så teamet ud?

Det var skolekammerater, ikke?

KB: Forstår I her i dag,
at jeg har en alder,

hvor jeg burde være bedstemor i min by?

Min mor blev gift da hun var ni år gammel,
og jeg er den ældste ugifte kvinde,

som ikke gør noget med mit liv
i min landsby.

CA: Vent, vent, ikke gør noget?

KB: Nej.
CA: Du har ret.

KB: Folk har tit ondt af mig.

CA: Hvor meget tid
bruger du egentlig i Balochistan?

KB: Jeg bor der.

Vi bor stadig mellem
Karachi og Balochistan.

Alle mine søskende går i skole.

Jeg er ældst af otte søskende.

CA: Men det du gør, udgør helt klart
en trussel for en del mennesker.

Hvordan håndterer du din sikkerhed?
Føler du dig tryg?

Oplever du nogle problemer?

KB: Jeg får tit det spørgsmål,

og ordet "rædsel" kommer spontant til mig
og så forsvinder det igen,

men jeg er bange for noget andet.

For at blive myrdet,
for hvad ville der så ske med dem,

der elsker mig så meget?

Min mor venter til sent om aftenen på,
at jeg skal komme hjem.

Mine søstre vil lære så meget af mig,

og der er mange piger i landsbyen,
som vil snakke med mig

og spørge om forskellige ting,

og så er jeg blevet forlovet
for nylig. (Griner)

(Bifald)

CA: Er han her?
Du er nød til at rejse dig op.

(Bifald)

KB: Efter flugten fra arrangerede
ægteskaber, valgte jeg selv min mand,

på den anden side af jorden
i Los Angeles, en helt anden verden.

Jag var nød til at kæmpe i et helt år.
Men det er en anden historie.

Men jeg tror, at det er det eneste
jeg er bange for,

jeg vil ikke, at min mor ikke skal se mig
når hun venter oppe om natten.

CA: Så dem der ønsker at støtte jer,

de kan fortsætte,
de kan måske købe en del af tøjet,

som du tager med dig over

og som er fremstillet,
broderierne er lavet i Balochistan?

KB: Ja.

CA: Eller engagere sig i stiftelsen.

KB: Helt klart.
Vi har brug for så mange som muligt,

for nu hvor stiftelsen
er i sin opstartsfase,

forsøger jeg at lære meget om drift,

hvordan man søger finansiering
og samarbejder med andre organisationer,

specielt omkring e-handel,
som er helt nyt for mig.

Jeg er ikke noget modemenneske, tro mig.

CA: Det har været fantastiskt
at have dig her.

Bliv ved med at være modig,
at være klog og pas på dig selv.

KB: Tusind tak.
CA: Tak, Khalida. (Bifald)