Hvis jeg skulle få en datter ...

"Hvis jeg skulle få en datter, skulle hun, i stedet for mor, kalde mig punkt B ..." begynder spoken word-poeten Sarah Kay, i en tale der fremkaldte to stående ovationer til TED2011. Hun fortæller historien om hendes metamorfose - fra en storøjet teenager der sugede vers til sig i New Yorks Bowery Poetry Club, til en lærer der knytter børn sammen selvudtrykkelsen kraft igennem Projekt V.O.I.C.E. -- og giver to optrædener med "B" og "Hiroshima", der tager vejret fra en

Hvis jeg skulle få en datter,

i stedet for mor,

skulle hun kalde mig "Punkt B,"

fordi på den måde ved hun at uanset hvad der sker,

kan hun i det mindste altid finde vej til mig.

Og jeg vil male solsystemer på bagsiden af hendes hænder

så hun skal lære hele universet

før hun kan sige "Åh, det kender jeg som bagsiden af min hånd."

Og hun kommer til at lære

at dette liv vil ramme dig hårdt i ansigtet,

vente til du kommer op igen, bare for det kan sparke dig i maven.

Men at få luften slået ud af dig

er den eneste måde at minde dine lunger om

hvor meget de kan lide smagen af luft.

Der er smerte, her,

som ikke kan klares med plaster eller poesi.

Så første gang hun indser

at Wonder Woman ikke kommer

vil jeg gøre hende sikker på hun ved

hun ikke behøver at bære kappen alene

fordi uanset hvor meget du strækker dine fingre,

vil dine hænder altid være for små

til at gribe al den smerte du vil hele.

Tro mig, jeg har prøvet.

"Og, skat" vil jeg sige til hende,

stik ikke din næse op i luften på den måde.

Jeg kender det trick; jeg har gjort en million gange.

Du lugter bare efter røg

så du kan følge sporet tilbage til et brændende hus,

så du kan finde drengen der mistede alt i ilden

for at se om du kan redde ham.

Eller finde drengen der tændte ilden i første omgang,

for at se om du kan ændre ham."

Men jeg ved hun vil gøre det alligevel

så i stedet vil jeg altid have en ekstra forsyning

af chokolade og gummistøvler i nærheden,

fordi der er ingen hjertesorg chokolade ikke kan ordne.

Okay, der er et par hjertesorger chokolade ikke kan ordne.

Men det er det gummistøvlerne er til,

fordi regn vil vaske alt bort, hvis du lader det.

Jeg vil have hun skal se verden

gennem bunden af af en båd med glasbund,

at se gennem et mikroskop

på galakser som eksisterer

på nålespidsen af et mennesket sind,

fordi det er den måde min mor lærte mig det på.

At der vil være dage som denne.

♫Der vil være dage som denne, sagde min mor.♫

Når du åbner dine hænder for at gribe

og kun ender med vabler og knubs;

når du træder ud af telefonboksen og forsøger at flyve

og de samme mennesker som du vil redde

er dem der står på din kappe;

når dine støvler bliver fyldt med regn,

og du står til knæene i skuffelse.

Og det er de dage du har desto mere grund til at sig tak.

Fordi der er ikke noget smukkere

end den måde havet nægter at stoppe med at kysse kysten,

uanset hvor mange gange den bliver sendt væk.

Du vil sætte vind i vinder noget, taber noget

Du vil sætte stjernen

i at starte på ny, og ny igen

Og uanset hvor mange landminer sprænger på et minut,

vær sikker på at dit sind lander

på skønheden af dette sjove sted kaldet livet.

Og ja, på en skala fra en til over-tillidsfuld

er jeg forbandet naiv.

Men jeg ved at denne verden er lavet af sukker.

Den kan smuldre så let,

men vær ikke bange for at stikke tungen ud og smage den.

"Skat", vil jeg sige til hende, "husk at din mor er en sortseer,

og din far er en kriger,

og du er pigen med små hænder og store øjne

som aldrig stopper med at spørge efter mere."

Husk at gode ting kommer i tre

og dårlige ting ligeså.

Og undskyld altid når du har gjort noget forkert,

men undskyld aldrig

for den måde dine øjne nægter at stoppe med at skinne.

Din stemme er lille, men stop aldrig med at synge.

Og når de endelig rækker dig hjertesorg,

og de skubber krig og had ind under din dør

og de på gadehjørner tilbyder dig løbesedler

med kynisme og nederlag,

så fortæl dem at de burde møde din mor.

Tak. Tak.

(bifald)

Tak

(bifald)

Takker.

(bifald)

Tak

(bifald)

Okay, jeg vil gerne at i bruger et øjeblik,

og jeg vil gerne have i tænker på tre ting

i ved er sande.

Det kan være lige hvad i har lyst til --

teknologi, underholdning, design,

din famile, hvad du fik til morgenmad.

Den eneste regel er ikke at tænke for meget.

Okay, klar? Go.

Okay.

Her er tre ting jeg ved er sandt.

Jeg ved at Jean Luc-Godard havde ret

da han sagde, "en god historie

har en begyndelse, en midte og en slutning,

men ikke nødvendigvis i den rækkefølge."

Jeg ved at jeg er ufattelig nervøs og begejstret over at stå heroppe,

hvilket virkeligt hæmmer min evne til at holde hovedet koldt.

(Latter)

Og jeg ved

at jeg har vente hele ugen på at fortælle denne vits.

(Latter)

Hvorfor blev fugleskræmslet inviteret til TED?

Fordi han skilte sig ud i sit felt.

(Latter)

Undskyld.

Okay, dette er så tre ting jeg ved er sande.

Men der er masser af ting jeg har besvær med at forstå.

Så jeg skriver poesi for at regne ting ud.

Nogle gange er den eneste måde jeg kan arbejde mig gennem noget

ved at skrive et digt.

Og nogle gange kommer jeg til enden af digtet

og ser mig tilbage og siger, "Åh, så det er det her handler om",

og nogle gange kommer jeg til enden af digtet

og har ikke regnet noget ud,

men i det mindste har jeg fået et nyt digt ud af det.

Spoken word er performance-poesi kunsten.

Jeg fortæller folk, det involverer at skabe poesi

som ikke blot vil stå på papir,

at noget ved det kræver at blive hørt

eller oplevet personligt

Da jeg var førsteårsstuderende i gymnasiet,

var jeg et energibundt af nervøse hormoner.

Og jeg var underudviklet

og overpirrelig

Og trods min frygt

for at blive set på for længe,

var jeg fascineret af ideen om spoken word-poesi.

Jeg følte at mine to hemmelige kærligheder, poesi og teater,

havde fundet sammen, havde fået et barn,

et barn jeg måtte lære at kende.

Så jeg besluttede at prøve.

Mit første spoken word-digt

fyldt med alt visdommen fra en 14-årig,

handlede om uretfærdigheden

i at blive set som ufeminin.

Digtet var meget indigneret

og hovedsageligt overdrevet,

men det eneste spoken word-poesi jeg havde set, indtil da

var hovedsagligt indigneret,

så jeg troede, at det var det, der var krævet af mig.

Den første gang jeg optrådte,

hujede og råbte teenage-publikummet deres sympati,

og da jeg kom ned af scenen rystede jeg.

Jeg følte det her prik på min skulder,

og jeg vendte mig for at se

den her kæmpe pige i hættetrøje, rejse sig fra mægden.

Hun var måske 2.5m høj

og så ud som om hun kunne tæske mig med en hånd,

men i stedet nikkede hun til mig

og sagde, "Hey, jeg følte det virkelig. Tak."

Og lynet slog ned

Jeg var afhængig.

Jeg opdagede den her bar på Manhattans Lower East Side

som var vært for en ugenlig poesi-open mic,

og mine rådvilde, men støttende, forældre tog mig med

for at opsuge hvert eneste gram spoken word jeg kunne.

Jeg var den yngste med mindst ti år,

men på en eller anden måde blev poeterne i the Bowery Poetry Club

ikke generet af den 14-årige der vandrede rundt --

faktisk så bød de mig velkommen.

Og det var her, lyttende til disse poeter dele deres historier,

at jeg lærte at spoken word-poesi ikke behøver at være indigneret,

det kunne være sjovt eller smertefuldt

eller seriøst eller fjollet.

The Bowery Poetry Club blev mit klasseværelse og mit hjem,

og digterne der optrådte

opfordrede mig til også at dele mine historier

Glem det faktum at jeg var 14 --

sagde de til mig, "Skriv om at være 14."

Så det gjorde jeg, og stod forbløffet hver uge

når disse fremragende, voksne

lo med mig og jamrede deres sympati

og klappede og sagde til mig, "Hey, jeg følte det også."

Nu kan jeg dele min spoken word-rejse

ind i tre trin.

Første trin var det øjeblik hvor jeg sagde,

"Jeg kan. Jeg kan gøre det her."

Og det var takket være en pige i en hættetrøje.

Trin to var det øjeblik jeg sagde,

"Jeg vil. Jeg vil forsætte."

Jeg elsker spoken word. Jeg kommer tibage uge efter uge."

Og trin tre begyndte

da jeg indså, jeg ikke behøvede at skrive indignerede digte,

hvis jeg ikke var det.

Der var ting der var specifikke for mig

og jo mere jeg fokuserede på de ting,

desto mere mærkelig blev min poesi,

men den føltes også mere som min.

Det er ikke kun som ordsproget "Skriv om hvad du ved."

Det handler om at samle den viden og erfaring

du har indsamlet indtil nu,

til at hjælpe dig med at dykke ned i ting du ikke ved.

Jeg bruger poesi til hjælpe mig med at arbejde gennem ting jeg ikke forstår,

men jeg møder op til hvert nyt digt

med en rygsæk fyldt

af alle de steder jeg har været.

Da jeg kom til universitetet, mødte jeg en med-poet

som delt min tro på det magiske i spoken word poesi.

Og faktisk, Phil Kaye og jeg,

delte tilfældigvis det samme efternavn.

Da jeg var i gymnasiet havde jeg skabt Project V.O.I.C.E.

som en måde at opmuntre mine venner til at lave spoken word sammen med mig.

Men Phil og jeg besluttede at genopfinde Project V.O.I.C.E.--

denne gang med den ændret mission

at bruge spoken word-poesi som en måde at underholde på,

uddanne og inspirere.

Vi blev ved med at være fuldtidsstuderende, men i mellemtiden rejste vi,

optrådte og underviste

ni-årige til kunst-kanditatstuderende,

fra Californien til Indiana til Indien,

til et offentlig gymnasium oppe af vejen fra campus.

Og igen og igen så vi,

den måde hvorpå spoken word-poesi

bryder låse op.

Men det viser sig at nogle gange,

kan poesi være virkeligt skræmmende.

Det viser sig nogle gange,

at man kan blive nød til at narre teenagere til at skrive poesi.

Så jeg fandt på lister. Alle kan lave lister.

Og den første jeg giver for,

er "10 ting jeg ved er sande".

Og her hvad der sker. Og her er hvad I også ville opdage

hvis vi alle begyndte at dele ud af vores lister.

På et tidspunkt vil du indse

at nogen har den nøjagtig samme ting,

eller noget der meget ligner en ting,

på din liste.

Og at en helt anden

har noget helt modsat af dine ting.

Og det tredje, nogen har noget du aldrig har hørt om før.

Og fjerde, nogen har noget du troede du vidste noget om,

men de introducerer et helt ny måde at se på det.

Og jeg fortæller folk at det er her store historier kommer fra --

disse fire krydspunkter

af hvad du er føler lidenskabeligt for,

og hvad andre er involverede i.

Og de fleste reagerer virkelig godt på denne øvelse.

Men en af mine studerende, en førsteårselev kaldet Charlotte,

var ikke overbevist.

Charlotte var rigtig dygtig til at skrive lister, men nægtede at skrive digte.

"Frøken," ville hun sige, "jeg er bare ikke interessant.

Jeg har ikke noget at sige".

Så jeg gave hende liste efter liste for,

og en dag havde listen opgaven

"10 ting jeg burde have lært nu."

Nummer tre på Charlottes liste var,

"Jeg burde have lært ikke ikke at blive lun på fyre

tre gange så gamle som mig selv."

Jeg spurgte hvad hun mente,

og hun sagde, "Frøken, det er en lang historie."

Og jeg sagde, "Charlotte, det lyder ret interessant for mig."

Og så skrev hun sit første dig,

et kærlighedsdigt ulig noget jeg havde hørt før.

Og digte begyndte,

"Anderson Cooper er en utrolig smuk mand."

(Latter)

"Så du ham i 60 Minutes,

svømmende om kap med Michael Phelps i en pool --

ikke andet på end badebukser --

dykkende i vandet, besluttet på at slå denne svømmemester?

Efter løbet. kastede han sit våde, skyhvide hår

og sagde, "Du er en gud."

Nej, Anderson, du er guden."

(Latter)

(Bifald)

Nu ved jeg at den første regel til at være cool

er at virke uanfægtet,

aldrig at indrømme at noget skræmmer dig

eller imponerer dig eller begejstrer dig.

Nogen fortalte mig engang

at det er ligesom at gå gennem livet på denne måde.

Du beskytter dig selv

mod al den uventede ulykke og krænkelse der måske dukker op.

Men jeg prøver at gå gennem livet sådan her.

Og ja, det betyder at fange al den ulykke og krænkelse,

men det betyder også at når smukke, fantastiske ting

bare falder ud af himlen,

så er jeg parat til at gribe dem.

Jeg bruger spoken word til at hjælpe mine studerende

til at genopdage forundring,

til at bekæmpe deres instinkter om at være cool og uanfægtet

og, i stedet, aktivt forfølge at være engageret i hvad der sker omkring dem,

så de kan genfortolke og skabe noget ud fra det.

Det er ikke fordi jeg tror at spoken word-poesi

er en ideel kunstform.

Jeg forsøger altid at finde den bedste måde at fortælle en historie på.

Jeg skriver musicals; jeg laver kortfilm ved siden af mine digte.

Men jeg underviser i spoken word-poesi

fordi det er tilgængeligt.

Ikke alle kan læse musik

eller ejer et kamera,

men alle kan kommunikere på en eller anden måde,

og alle har historier

som resten af os kan lære fra,

Plus at spoken word-poesi tillader umiddelbare forbindelser.

Det er ikke ualmindeligt, for mennesker, at føle sig alene

eller at ingen forstår dem,

men spoken word lærer

at hvis du har evnen til at udtrykke dig selv

og modet til at præsentere de historier og meninger,

så kan du blive belønnet,

med et rum fyldt med dine ligemænd,

eller dit fællesskab, der vil lytte.

Og måske endda en kæmpe pige i hættetrøje

der vil føle en forbindelse med det du har delt.

Og det er en fantastisk erkendelse at få,

specielt når du er 14.

Plus nu med YouTube,

at forbindelserne ikke er begrænsede til rummet vi sidder i.

Jeg er så heldig at der er dette arkiv af optrædender

som jeg kan dele med mine studerende.

Det tillader endnu flere muligheder

for dem, til at finde en digter eller et digt

som de kan føle sig forbundet til.

Det er fristende -- når du har regnet det ud --

det er fristende at blive ved med at skrive det samme digt,

eller fortælle den samme historie, igen og igen,

når du har fundet ud af den vil give dig bifald.

Det er ikke nok at lære at du kan udtrykke dig selv.

Du kan blive nød til at vokse og udforske

og tage risici og udfordre dig selv.

Og det er trin tre:

at tilføre dit værk

med de specifikke ting der gør dig til dig,

selv når disse til evigt ændrer sig.

Fordi trin tre stopper aldrig.

Men du kan ikke starte på trin tre,

før du tager trin et først: Jeg kan.

Jeg rejser meget når jeg underviser,

og jeg får ikke altid set mine studerende nå deres trin tre,

men jeg var meget heldig med Charlotte,

at jeg så hendes rejse udfolde sig, som den gjorde.

Jeg så hende indse

at, ved at indsætte de ting hun ved er sande, ind i hendes værk, hun skriver

kan hun skrive digte som kun Charlotte kan skrive --

om øjenæbler og elevatorer og Dora the Explorer.

Og jeg forsøger at fortælle historier kun jeg kan fortælle --

ligesom denne historie.

Jeg har brugt meget tid på at tænke over den bedste måde at fortælle denne historie,

og jeg tænkte om den bedste måde

skulle være et PowerPoint eller en kortfilm --

og hvor var nøjagtig lige begyndelsen eller midten eller slutningen.

Og jeg jeg tænkte på om når jeg kom til enden af denne snak

endelig ville have regnet det hele ud, eller ej.

Og jeg har altid troet at begyndelse var på Bowery Poetry Club,

men det er muligt det var meget tidligere.

I forberedelsen til TED,

opdagede jeg denne her side dagbogsside i en gammel journal.

Jeg tror den 54. december sikkert skulle være den 24.

Det er klart at da jeg var et barn

helt sikkert gik gennem livet sådan her.

Det tror jeg vi alle gjorde.

Jeg vil gerne hjælpe andre med at genopdage den undren --

at ville engagere sig med den, at ville lære,

at dele hvad de har lært,

hvad de har regnet ud er sandt

og hvad de stadig regner ud.

Så jeg vil gerne afslutte med dette digt.

Da de bombede Hiroshima

skabte eksplosionen en mini-supernova

så ethvert levende dyr, menneske eller plante

der havde direkte kontakt

med strålerne fra den sol

øjeblikkeligt blev forvandlet til aske.

Og det der var tilbage af byen fulgte snart efter.

Den langtidsvarende skade fra radioaktiv stråling

fik en helt by og dens befolkning

til at forvandle sig til pulver.

Da jeg blev født, sagde min mor at jeg så rundt i hele hospitalsværelset

med et blik der sagde, "Det her? Jeg har gjort det her før."

Hun siger jeg har gamle øjne

Da min bedstefor Genji døde, var jeg kun fem år gammel,

men jeg tog min mors hånd og sagde,

"Vær ikke bekymret, han kommer tilbage som en baby."

Og stadig, for en der åbenbart ikke allerede har gjort dette,

har jeg stadig ikke regnet noget ud.

Mine knæ giver stadig efter hver gang jeg går på scenen.

Min selvsikkerhed kan måles i

teskefulde blandet i min poesi,

og det smager stadig underligt i min mund.

Men i Hiroshima, forsvandt nogle mennesker fuldstændigt

efterlod kun et armbåndsur eller en dagbogsside.

Så uanset at jeg har hæmninger nok til at fylde alle mine lommer,

bliver jeg ved med at prøve

i det håb at jeg en dag skriver et digt

jeg vil være stolt af at sætte på museumsudstilling

som det eneste bevis for at jeg har eksisteret.

Mine forældre gav mig navnet Sarah,

som er et bibelsk navn.

I den originale historie, fortalte Gud Sarah, at hun kunne gøre noget umuligt

og hun lo,

fordi den første Sarah,

hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med umuligt.

Og mig? Jeg ved det heller ikke

men jeg ser umuligt hver dag.

Umuligt er at prøve at skabe forbindelse i denne verden,

prøve at holde fast i andre mens ting sprænger i luften omkring dig,

at vide, mens du taler,

venter de ikke bare på deres tur til at tale -- de hører dig.

De føler præcis som du føler

på samme tid du føler det.

Det er hvad jeg stiler efter, hver gang jeg åbner min mund --

den umulig forbindelse.

Der er et stykke mur i Hiroshima

der blev fuldstændigt brændt sort af strålingen.

Men på det første trin, en person sad der

blokerede strålerne fra at ramme stenen.

Den eneste ting der er tilbage nu

er en permanent skygge af positivt lys.

Efter a-bomben,

sagde specialister det ville tage 75 år

for den strålingsbeskadigede jord i Hiroshima City

at kunne gro noget som helst igen.

Men det forår var der nye knopper der skød frem af jorden.

Når jeg møder dig, i det øjeblik.

er jeg ikke længere en del af din fremtid

Jeg begynder hurtigt at blive en del af din fortid.

Men i det øjeblik, får jeg lov at dele din nutid.

Og du, du deler min.

Og det er den største gave af alle.

Så hvis du fortæller mig jeg kan gøre det umulige,

vil jeg sikkert le af dig.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan ændre verden endnu

fordi jeg ikke ved så meget om den --

og jeg ved ikke så meget om reinkarnation heller,

men hvis du får mig til at grine nok,

glemmer jeg nogen gange hvilket århundrede jeg er i.

Det her er ikke min første gang her. Det her er ikke min sidste gang her.

Disse er ikke de sidste ord jeg vil dele.

Men for en sikkerhed skyld, prøver jeg så godt jeg kan

at gøre det rigtigt denne gang.

Tak

(Bifald)

Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)