Fotografier, der giver stemme til dyreriget

Naturfotograf, Frans Lanting, bruger levende billeder til at tage os dybt ind i dyreverdenen. I denne korte, visuelle talk, opfordrer han til at genskabe forbindelsen med andre dyr på jorden og smide den metaforiske hud, der skiller os fra hinanden.

Menneskeheden er i centrum på TEDs scene,

men jeg vil gerne give
en stemme til dyrene,

hvis krop, tanker og sind har formet os.

For nogle år siden var det mit held

at møde en stammeleder på en ø

ikke langt fra Vancouver.

Hans navn er Jimmy Smith,

og han delte en historie med mig,

der bliver fortalt blandt hans folk,

der kalder sig selv Kwikwasut'inuxw'erne.

Engang for længe siden, fortalte han mig,

var alle dyr på Jorden én.

Selvom de alle så
forskellige ud på ydersiden,

så var de alle sammen ens på indersiden,

og fra tid til anden ville de samles

ved en hellig hule dybt inde i skoven

for at fejre deres sammenhold.

Når de ankom,

tog de alle deres skind af.

Ravnen smed sine fjer, bjørnen sin pels,

og laksen sine skæl,

og så dansede de alle.

Men en dag fandt et menneske vej til hulen

og grinte af, hvad han så,

fordi han ikke forstod det.

Forlegne over dette, flygtede dyrene,

og det var den sidste gang,

de viste sig selv på denne måde.

Den ældgamle forståelse for, at under

deres enkelte identiteter, er alle dyr én,

har været en stærk inspiration for mig.

Jeg kan godt lide at komme
forbi pelsen, fjerene

og skællene.

Jeg vil ned under huden.

Lige meget om jeg står foran
en gigantisk elefant

eller en lille bitte løvfrø,

er mit mål at vi kommer
i øjenhøjde med dem.

Du spørger måske, om jeg nogensinde
fotograferer mennesker?

Selvfølgelig. Mennesker er altid
til stede i mine billeder,

lige meget om de viser sig som skildpadder

eller pumaer

eller løver.

Man bliver bare nødt til at lære,
hvordan man ser gennem deres forklædning.

Som en fotograf

prøver jeg at komme forbi
disse forskelligheder

i vores genetiske make-up

for at værdsætte alt det,
vi har til fælles

med alle andre levende ting.

Når jeg bruger mit kamera,

smider jeg mit skind

ligesom dyrene ved hulen,

så jeg kan vise,
hvem de virkelig er.

Som dyr velsignet

med den rationelle tankes kraft,

kan vi beundre forviklingerne i livet.

Som borgere på en planet af problemer.

er det vores moralske forpligtelse

at tage os af de markante tab
i mangfoldigheden af liv.

Men som mennesker med hjerter

kan vi alle glæde os over
sammenholdet ved liv,

og muligvis kan vi ændre,

hvad der engang skete i den hellige hule.

Lad os finde en måde at deltage i dansen.

Tak.