Hvorfor bøvle med at forlade huset?

Opdagelsesrejsende Ben Saunders vil have dig til at gå udenfor! Ikke fordi det altid er behageligt og dejligt, men fordi det er der de vigtige ting i livet er, "den juice som vi kan suge ud af vores timer og dage." Saunders's næste udendørs udflugt? Prøv at være den første i verden til at gå fra den Antarktiske kyst til den sydlige pol og tilbage.

Jeg trækker dybest set slæder til daglig,

så det kræver ikke specielt meget at forvirre mig intellektuelt,

men jeg vil læse dette spørgsmål højt

fra et interview tidligere i år:

"Filosofisk set, stjæler den konstante strøm af information

vores evne til at forestille os noget

eller erstatter det vores drømme om at opnå noget?

Når alt kommer til alt, hvis det bliver gjort et eller andet sted af nogen,

og vi kan deltage virtuelt,

hvorfor så bøvle med at forlade huset?"

Jeg bliver som regel introduceret som polar opdagelsesrejsende.

Jeg er ikke sikker på at det er den mest progressive
eller 21. århundrede-agtige

jobtitel, men jeg har nu tilbragt mere end to procent

af hele mit liv i et telt på den nordlige polarcirkel,

så jeg kommer ud af huset af og til.

Og af natur, tror jeg, er jeg en person der gør ting

mere end jeg er en tilskuer eller en der overvejer ting,

og det er den opdeling, den kløft mellem ideer og handling

som jeg kort vil prøve at udforske.

Det fyndige svar på spørgsmålet "hvorfor?"

der har plaget mig de sidste 12 år,

blev bestemt tilskrevet til denne fyr, denne flotte gentleman

der står bagerst, nummer to fra venstre,

George Lee Mallory. Mange af jer kender hans navn.

I 1924 blev han sidst set forsvinde op i skyerne

nær Mt. Everests bjergtinde.

Han er måske, måske ikke den første person der har besteget Everest,

mere end 30 år inden Edmund Hillary.

Ingen ved om han nåede toppen. Det er stadig et mysterie.

Men han blev tilskrevet at introducere termen, "Fordi det er der."

Jeg er faktisk ikke sikker på at han faktisk sagde det.

Der er meget lidt bevis der tyder på det, men det han sagde

er faktisk meget bedre,

og igen, jeg har printet dette. Jeg vil læse det højt.

"Det første spørgsmål I vil stille

og som jeg må prøve at besvare er dette:

Hvad er nytten af at bestige Mt. Everest?

Og mit svar må med det samme være, det har ingen nytte.

Der er ikke det mindste udsigt til nogen
som helst gevinst ved det.

Åh, vi lærer måske en smule om den menneskelige

krops adfærd ved store højder,

og muligvis bruger læger vores observationer

til en eller anden redegørelse til brug i luftfarten,

men derudover vil der ikke komme noget ud af det.

Vi kommer ikke tilbage med et eneste stykke guld eller sølv,

og ikke en juvel, heller ingen kul eller jern.

Vi kommer ikke til at finde en eneste
skovlfuld jord der kan beplantes

med afgrøder med mad. Så der er ingen nytte.

Hvis man ikke kan forstå at der er noget i mennesket

der reagerer på dette bjergs udfordring

og tager ud og møder den, at den kamp

er selve livets kamp der rækker op og op for evigt,

så vil man ikke forstå hvorfor vi tager af sted.

Det vi får fra dette eventyr er kun er ren fornøjelse,

og fornøjelse er, trods alt, enden på livet.

Vi lever ikke for at spise og tjene penge.

Vi spiser og tjener penge for at være i stand til at nyde livet.

Det er hvad livet betyder, og det er hvad livet er til."

Mallorys argument for at forlade huset,

og gå i gang med disse store eventyr er fornøjelse og sjov,

dog, stemmer dog ikke helt overens
med min egen oplevelse.

Det længste jeg nogensinde er kommet fra min hoveddør,

var i foråret 2004. Jeg ved stadig ikke præcis

hvad der kom over mig, men min plan var at

jeg ville krydse Ishavet solo og uden opbakning.

Jeg planlagde dybest set at gå fra det
nordlige kyst i Rusland

til Nordpolen, og så prøve at gå videre til
Canadas nordlige kyst.

Det havde ingen gjort før. Jeg var 26 på det tidspunkt.

Mange eksperter sagde at det var umuligt,

og min mor var bestemt ikke glad for ideen.

(Latter)

Rejsen fra en lille vejrstation på den nordlige kyst

i Sibirien til min endelige udgangspunkt,

enden på pakisen, kysten af Ishavet,

det tog cirka fem timer, og hvis nogen så den frygtløse

Felix Baumgartner der gik op,
i stedet for bare at komme ned,

vil man sætte pris på følelsen af frygt,

da jeg sad i helikopteren der drønede nordpå,

og følelsen, om noget, af forestående undergang.

Jeg sad der og undrede mig over hvad i alverden
jeg havde rodet mig ud i.

Der var lidt sjovt, lidt glæde.

Jeg var 26. Jeg kan huske at jeg sad der

og kiggede ned på min slæde. Jeg havde skiene på
og var klar til at tage af sted,

jeg havde en satellittelefon, et haglgevær

for det tilfælde at jeg blev angrebet af en isbjørn.

Jeg kan huske at jeg kiggede ud af vinduet
og så den anden helikopter.

Vi drønede begge gennem dette utrolige sibiriske daggry,

og en del af mig havde det lidt som en krydsning
mellem Jason Bourne

og Wilfred Thesiger. En del af mig

var temmelig stolt over mig selv,
men jeg var komplet rædselsslagen.

Og den rejse varede 10 uger, 72 dage.

Jeg så ingen andre. Vi tog dette foto ved siden af helikopteren.

Derudover, så jeg ingen i 10 uger.

Nordpolen ligger lige klask i midten af havet,

så jeg rejser over den frosne overflade af Ishavet.

NASA beskrev forholdene det år som det værste siden optegnelserne begyndte.

Jeg trak 180 kilo mad og brændstof og forråd,

omkring 180 kilo. Gennemsnitstemperaturen i de 10 uger

var minus 35. Minus 50 var det koldeste.

Igen, der var ikke plads til fordel meget glæde eller sjov.

En af de magiske ting ved denne rejse, dog,

er at jeg går hen over havet,

hen over denne flydende, omflakkende, skiftende isskorper

der flyder på toppen af Ishavet

det er et miljø der er i en konstant tilstand af forandring.

Isen flytter sig altid, brækker af, flyder rundt,

fryser til igen, så landskabet jeg kiggede på i næsten 3 måneder

var unikt for mig. Ingen andre ville nogensinde, kunne nogensinde,

muligvis se de udsigter, det vue, som jeg så i 10 uger.

Og det er, vel, muligvis de fineste argumenter
for at forlade huset.

Jeg kan prøve at fortælle jer hvordan det var,

men I vil aldrig vide hvordan det var,

og jo mere jeg prøver at forklare at jeg følte mig ensom,

jeg var det eneste menneske på 14 millioner kvadratkilometer,

det var koldt, næsten minus 75 med
windchill på en dårlig dag,

jo mere kommer ordene til kort,
og jeg er ikke i stand til at yde det retfærdighed.

Og det virker på mig, derfor, at når man gør,

I ved, at prøve den oplevelse, at engagere, at tilstræbe,

i stedet for at se og undre, det er der

den virkelig vigtige del i livet kan findes,

den juice som vi kan suge ud af vores timer og dage.

Og jeg vil, dog, tilføje en lille advarsel her.

I min oplevelse, er der noget vanedannende

ved at smage livet på kanten af hvad der er menneskelig muligt.

Nu mener jeg ikke kun på området af

tossede macho edwardiansk vovemod,

men også på områder af kræft i bugspytkirtlen,

der er noget vanedannende ved dette, og i mit tilfælde,

mener jeg at ekspeditioner hen over
polarisen ikke ligger så langt fra

at have en heroinafhængighed.

Jeg kan ikke helt forklare hvor godt det er før man har prøvet det,

men det har egenskaben til at brænde
alle de penge om som jeg får fingre i,

til at ødelægge alle forhold jeg nogensinde har haft,

så pas på med hvad I ønsker jer.

Mallory hævdede at der er noget i mennesket

der reagerer på bjergets udfordring,

og jeg undrer mig over om det forholder sig sådan om der er noget

i selve udfordringen, i bestræbelsen, og i særdeleshed

i de store, uafsluttede, klumpede udfordringer
der står overfor menneskeheden

der kalder på os, og det mener jeg bestemt er tilfældet.

Der er en uafsluttet udfordring

der har kaldt på mig i næsten hele mit voksne liv.

Mange af jer kender historien.

Dette er et billede af Kaptajn Scott og hans team.

Scott påbegyndte en rejse for mere end
hundrede år siden for at prøve

at blive det første menneske på den sydlige pol.

Ingen vidste hvad der var der. Det var slet ikke kortlagt

på det tidspunkt. Vi vidste mere om månens overfalde

end vi vidste om hjertet af Antarktisk.

Scott, som mange af jer ved, blev slået

af Roald Amundsen og hans norske team,

der brugte hunde og hundeslæder. Scotts team var til fods,

alle fem af dem havde seletøj på og trak slæderne med,

og de ankom til polen for allerede at finde det norske flag der.

Jeg kan forestille mig de var temmelig bitre og demoraliserede.

Alle fem af dem vendte rundt og begyndte at gå tilbage til kysten,

og alle fem døde på den hjemrejse.

Der er en slags misforståelse nu til dags, at

det alt sammen er sket på udforskningsområdet
og eventyrområdet.

Når jeg taler om Antarktisk, siger folk ofte,

"Har, du ved, det er interessant,

har den Blue Peter studieværten ikke
lige gjort det på en cykel?"

Eller, "Det er fint. Du ved, min bedstemor tager på

et krydstogt til Antarktisk næste år. Du ved.

Er der en chance for at du kommer til at se hende der?"

(Latter)

Men Scotts rejse forbliver uafsluttet.

Ingen er nogensinde gået fra den Antarktiske kyst

til den sydlige pol og tilbage igen.

Det er, nok, den mest vovede bestræbelse

af den edwardianske gyldne alder af udforskning,

og for mig var det på høje tid, set i lyset af

alle de ting vi har fundet ud af i det mellemliggende århundrede

fra skørbug til solceller, at det var på høje tid

at nogen skulle ud og færdiggøre arbejdet.

Det er præcis det jeg har sat mig for at gøre.

Ved denne tid næste år, i oktober,
leder jeg et hold af tre mennesker.

Det vil tage os omkring fire måneder at gennemføre denne rejse.

Det er størrelsesordenen.
Den røde linje er åbenlys halvvejs til polen.

Vi skal vende om og komme tilbage igen.

Jeg er helt klar over ironien i at fortælle jer at vi vil

blogge og tweete. I kommer til at være i stand til at leve

indirekte og virtuelt gennem denne rejse

på en måde som ingen andre nogensinde før.

Og det bliver også en fire måneders chance for mig endelig at

komme med et fyndigt svar på spørgsmålet, "Hvorfor?"

Og vores liv i dag er mere sikre og mere komfortable

end de nogensinde har været.
Der er bestemt ikke meget efterspørgsel

efter opdagelsesrejsende i dag.
Min studievejleder på skolen

nævnte det aldrig som en mulighed.

Hvis jeg, for eksempel, ville vide

hvor mange stjerner der var i Mælkevejen,

hvor gamle de kæmpehoveder på Påskeøen var,

ville de fleste af jer finde ud af det, lige nu

selv uden at rejse jer.

Og alligevel, hvis jeg har lært noget som helst
i løbet af næsten 12 år nu

med at slæbe tunge ting rundt til kolde steder,

er det at ægte, reel inspiration og vækst

kun kommer fra modgang og fra udfordringer,

fra at gå væk fra det der er komfortabelt og velkendt

og gå ud i det ukendte.

I livet, skal vi alle ride storme af og gå til poler,

og jeg mener metaforisk sagt, i det mindste,

kunne vi alle nyde godt af at komme uden for huset

lidt oftere, hvis bare vi kunne samle modet til det.

Jeg ville bestemt bønfalde jer om
at åbne døren bare en smule

og se hvad der er udenfor.

Mange tak.

(Bifald)