Hvorfor 30 ikke er det nye 20

Den kliniske psykolog Meg Jay har en kraftig besked til de nogen-og-tyve-årige: I modsætning til gængse opfattelse er dine 20'ere ikke bare afslapningsår. I denne provokerende præsentation siger Jay, at bare fordi ægteskab, arbejde, og børn kommer senere i vores liv, betyder det ikke at du ikke kan begynde at lægge en plan for det nu. Hun giver tre råd for hvordan nogen-og-tyve-årige kan tage kontrol over deres voksenliv i det vigtigste årti af deres liv.

Da jeg var i 20'erne,

fik jeg min allerførste psykoterapipatient.

Jeg var en ph.d.-studerende i klinisk psykologi ved Berkeley.

Hun var en 26-årig kvinde ved navn Alex.

Til hendes første session troppede Alex op

i cowboybukser og en stor, løs top,

og hun smed sig i sofaen på mit kontor,

sparkede sine flade sko af,

og sagde at hun ville snakke med mig om drengeproblemer.

Og det blev jeg utrolig lettet over at høre.

Min klassekammerats første patient var en brandstifter.

(Grin)

Og jeg fik en nogen-og-tyve-årig, der ville snakke om drenge.

Det mente jeg nok jeg kunne håndtere.

Men jeg håndterede det ikke.

Med de sjove historier Alex havde med til sessionerne,

var det nemt for mig bare at nikke mit hoved,

mens vi ignorerede problemerne.

"30 er det nye 20" sagde Alex,

og så vidt jeg kunne se, havde hun ret.

Arbejde kom senere, ægteskab kom senere,

børn kom senere, selv døden kom senere.

Nogen-og-tyve-årige som Alex og jeg havde al tid i verden.

Men inden længe pressede min vejleder mig

til at presse Alex omkring hendes kærlighedsliv.

Jeg pressede igen.

Jeg sagde, "Ja, hun dater under mål,

hun går i seng med en knoldesparker,

men det er jo ikke fordi de skal giftes."

Og så sagde min vejleder,

"Ikke endnu, men måske gifter hun sig med den næste.

I øvrigt er det bedste tidspunkt at arbejde med Alex' ægteskab

før hun får et."

Det er hvad psykologer kalder for et "Aha!"-øjeblik.

Det var i det øjeblik jeg indså at 30 ikke er det nye 20.

Ja, folk slår sig ned senere end de gjorde før,

men det gjorde ikke Alex' 20'ere til udviklingsmæssig nedetid.

Det gjorde Alex' 20'ere til en ideel tid for udvikling,

og der sad vi og spildte den.

Det var der jeg indså at den slags velmenende forsømmelse

var et reelt problem, med reelle konsekvenser,

ikke bare for Alex og hendes kærlighedsliv,

men for karriererne og familierne og fremtiden

for nogen-og-tyve-årige overalt.

Der er 50 millioner nogen-og-tyve-årige

i USA lige nu.

Det er cirka 15 procent af befolkningen,

eller 100 procent hvis du tager med

at ingen kommer gennem deres voksenliv

uden at gå igennem deres 20'ere først.

Ræk hånden i vejret hvis du er i 20'erne.

Jeg vil virkelig gerne se nogle i 20'erne her.

Oh, yay! I er fantastiske.

Hvis du arbejder med nogen-og-tyve-årige, hvis du elsker en nogen-og-tyve-årig,

du ligger søvnløs over nogen-og-tyve-årige, jeg vil se -

Okay. Fantastisk, nogen-og-tyve-årige betyder virkelig noget.

Jeg specialiserer mig i nogen-og-tyve-årige fordi jeg tror på

at hver eneste af de 50 millioner nogen-og-tyve-årige

fortjener at vide hvad psykologer,

sociologer, neurologer, og fertilitetsspecialister

allerede ved:

at det at tage kontrol over sine 20'ere er en af de simpleste,

og alligevel mest transformerende ting du kan gøre

for arbejde, for kærlighed, for din lykke,

måske endda for verden.

Det er ikke min mening. Det er fakta.

Vi ved at 80 procent af livets mest skelsættende øjeblikke

har fundet sted når man fylder 35.

Det betyder at otte ud af 10 af de beslutninger

og erfaringer og "Aha!"-øjeblikke,

der gør dit liv til det det er

vil have fundet sted når du er midt i 30'erne.

Folk der er over 40, I skal ikke panikke.

Den her skare skal nok klare sig, vil jeg tro.

Vi ved at de første 10 år af en karriere

har en eksponentiel indflydelse

på hvor meget man kommer til at tjene.

Vi ved at mere end halvdelen af amerikanerne

er gifte eller bor med eller dater

deres fremtidige partner når de er 30.

Vi ved at hjernen lukker for dens anden

og sidste vækstspurt i ens 20'ere

når den gør sig klar til voksenlivet,

hvilket betyder at hvad end det er du vil ændre ved dig selv,

så er det nu tiden er til det.

Vi ved at personlighed ændrer sig mere i ens 20'ere

end på noget andet tidspunkt i ens liv,

og vi ved at kvindens frugtbarhed topper i en alder af 28,

og det bliver kompliceret efter 35.

Så dine 20'ere er tiden hvor du skal uddanne dig selv

omkring din krop og dine muligheder.

Så når vi tænker på børns udvikling,

ved vi alle at de første fem år er en kritisk periode

for sprog og tilknytning i hjernen.

Det er en tid hvor dit normale dagligdagsliv

har en overdreven indvirkning på hvem du bliver til.

Men det vi hører mindre om er at der er noget

som voksenudvikling, og at vores 20'ere

er den kritiske periode i voksenudvikling.

Men det er ikke hvad nogen-og-tyve-årige hører.

Aviserne taler om det skiftende skema for voksenlivet.

Forskere kalder 20'erne en forlænget ungdom.

Journalister finder på fjollede kaldenavne for nogen-og-tyve-årige

som "twixtere" og "kidults".

Det passer.

I vores kultur har vi trivialiseret hvad der rent faktisk

er det definerende årti i voksenlivet.

Leonard Bernstein sagde at for at opnå store ting,

så skal du bruge en plan og ikke helt tid nok.

Passer det ikke?

Så hvad tror I sker

når du klapper en nogen-og-tyve-årig på hovedet og siger,

"Du har 10 ekstra år til at starte dit liv"?

Intet sker.

Du har berøvet den person sin hast og ambition,

og absolut intet sker.

Så hver dag vil kloge, og interessante nogen-og-tyve-årige,

som jer eller jeres sønner og døtre,

komme ind på mit kontor og sige ting som:

"Jeg ved min kæreste er skidt for mig,

men det forhold her tæller ikke. Det er bare tidsfordriv."

Eller de siger, "Alle siger at så længe jeg får startet

på en karriere inden jeg er 30, så skal jeg nok klare mig."

Men så begynder det at lyde sådan her:

"Mine 20'ere er næsten ovre, og jeg har intet at fremvise for det.

Mit CV var bedre dagen efter jeg blev færdig på universitetet."

Og så begynder det at lyde sådan her:

"Dating da jeg var i 20'erne var ligesom stoledans.

Alle løb rundt og morede sig,

men så omkring de 30 var det som musikken blev slukket

og alle begyndte at sætte sig.

Jeg ville ikke være den eneste der stod tilbage,

så nogen gange tror jeg at jeg giftede mig med min mand

fordi han var stolen tættest på mig da jeg var 30."

Hvor er de nogen-og-tyve-årige her?

Lad vær med at gør sådan.

Okay, det lyder lidt skørt, men vær ikke i tvivl om

at der er rigtig meget på spil.

Når mange ting bliver skubbet til dine 30'ere,

er der enormt pres på nogen-og-tredive-årige

for at få startet en karriere, fundet en by, finde en partner,

og få to-tre børn på meget kortere tid.

Mange af de her ting passer heller ikke sammen,

og som forskningen nu begynder at vise,

er de bare sværere og mere stressende at gøre

på en gang i vores 30'ere.

Midtvejskrisen for børn fra 80'erne og frem

er ikke at købe en rød sportsvogn.

Det er at indse at du ikke kan få den karriere du nu gerne vil have.

At indse at du ikke kan få det barn du nu gerne vil have,

eller at du ikke kan give dit barn søskende.

For mange folk i 30'erne og 40'erne

kigger på dem selv, og på mig, i den anden side af lokalet,

og siger om deres 20'ere,

"Hvad havde jeg gang i? Hvad tænkte jeg dog på?"

Jeg vil gerne ændre hvad nogen-og-tyve-årige

gør og tænker.

Her er en historie om hvordan det kan gå.

Det er en historie om en kvinde ved navn Emma.

Som 25-årig kom Emma ind på mit kontor

fordi hun, som hun selv sagde, havde en identitetskrise.

Hun sagde at hun måske gerne ville arbejde med kunst

eller underholdning, men hun havde ikke bestemt sig endnu,

så hun havde brugt de sidste par år på at være tjener i stedet.

Fordi det var billigere, boede hun hos sin kæreste

som viste sit temperament mere end sin ambition.

Og selvom hendes 20'ere var hårde,

havde hendes tidlige år været endnu hårdere.

Hun græd ofte til vores sessioner,

men fik samling på sig selv ved at sige,

"Du kan ikke vælge din familie, men du kan vælge dine venner."

En dag kommer Emma ind,

hun hænger hovedet nedaf,

og så hulkede hun det meste af timen.

Hun havde lige købt en ny kontaktbog,

og hun havde brugt morgenen på at fylde hendes mange kontakter i den,

men så havde hun bare stirret på den tomme plads,

der kommer efter ordene

"I nødstilfælde, ring venligst til ..."

Hun var næsten hysterisk da hun kiggede på mig og sagde,

"Hvem vil være der for mig hvis jeg er i en bilulykke?

Hvem skal pleje mig hvis jeg får kræft?"

Og i det øjeblik krævede det al min styrke

for ikke at sige, "Det vil jeg."

For hvad Emma havde brug for var ikke en terapeut,

som virkelig, virkelig ville hende.

Emma havde brug for et bedre liv, og jeg vidste at det her var hendes chance.

Jeg havde lært for meget siden jeg først arbejde med Alex

til bare at sidde der mens Emmas vigtigste årti

marcherede forbi.

Så hen over de næste uger og måneder

fortalte jeg Emma

tre ting som enhver nogen-og-tyve-årig, mand eller kvinde,

fortjener at høre.

For det første sagde jeg til Emma at hun skulle droppe sin identitetskrise

og skaffe sig noget identitetskapital.

Og med identitetskapital, mener jeg gør noget,

der tilføjer værdi til den du er.

Gør noget, der er en investering

i hvem du måske gerne vil blive.

Jeg kendte ikke fremtiden for Emmas karriere,

og ingen kender arbejdets fremtid, men dette ved jeg dog:

Identitetskapital avler identitetskapital.

Så nu er tiden til det job på den anden sige af landet,

det praktikophold, det iværksætteri du gerne vil prøve.

Jeg siger ikke at man ikke skal udforske i sine 20'ere,

man skal bare ikke lave udforskning, der ikke tæller,

hvilket i øvrigt slet ikke er udforskning.

Det er overspringshandlinger.

Jeg sagde til Emma at hun skulle udforske arbejde og få det til at tælle.

For det andet fortalte jeg Emma at alle vores små kliker er overvurderede.

Bedste venner er gode når du skal have et lift til lufthavnen,

men nogen-og-tyve-årige, der stimler sammen

med ligesindede, begrænser hvem de kender,

hvad de ved, hvordan de tænker, hvordan de taler,

og hvor de arbejder.

Det nye stykke kapital, den nye person at date

kommer næsten altid fra et andet sted end inderkredsen.

Nye ting kommer fra hvad kaldes vores svage bånd,

vores venners venners venner.

Så ja, halvdelen af nogen-og-tyve-årige er under- eller slet ikke beskæftigede.

Men halvdelen er ikke, og svage bånd

er nøglen til at få dig selv ind i den gruppe.

Halvdelen af nye stillinger bliver aldrig slået op,

så at tage kontakt til din nabos chef

er hvordan du får det uopslåede arbejde.

Det er ikke at snyde. Det er bare et spørgsmål om hvordan information spreder sig.

Og sidst men ikke mindst mente Emma at

du kan ikke vælge din familie, men du kan vælge dine venner.

Og det var jo sandt nok i hendes opvækst,

men som en nogen-og-tyve-årig skulle Emma snart vælge sin familie,

når hun fandt en partner,

og stiftede sin egen familie.

Jeg fortalte Emma at tiden for hende at vælge familie er nu.

Du tænker måske at 30

egentlig er en bedre alder at slå sig ned i

end 20, eller endda 25,

og jeg er enig.

Men at tage hvem end man bor eller går i seng med,

når alle på Facebook begynder at gå op ad kirkegulvet,

er ikke fremskridt.

Det bedste tidspunkt at arbejde på dit ægteskab

er før du får et,

er betyder du skal være så målrettet med kærlighed

som du er med arbejde.

At vælge sin familie handler om bevidst at vælge

hvem og hvad man vil

i stedet for bare at få noget til at fungere eller lave tidsfordriv

med hvem end der nu har valgt dig.

Så hvordan gik det for Emma?

Vi gik hendes kontaktbog igennem,

og der fandt vi en gammel værelseskammerats fætter,

der arbejdede for et kunstmuseum i en anden stat.

Det svage bånd hjalp hende til at få arbejde der.

Det arbejde gav hende en grund

til at forlade kæresten.

Og nu, fem år senere, er hun arrangør af særlige begivenheder for museer.

Hun er gift med en mand hun bevidst ville have.

Hun elsker sin nye karriere, hun elsker sin nye familie,

og hun sendte mig et kort hvor der stod,

"Nu virker nødstilfældepladserne

slet ikke store nok."

Godt nok får Emmas historie det til at lyde nemt,

men det er hvad jeg elsker ved at arbejde med nogen-og-tyve-årige.

De er så nemme at hjælpe.

Nogen-og-tyve-årige er som fly lige lettet fra Los Angeles lufthavn,

på vej vest på.

Lige efter afgang kan en lille kursændring

være forskellen mellem at lande i Alaska eller Fiji.

På samme måde, i en alder af 21, 25, eller endda 29

kan en god samtale, et godt gennembrud,

en god TED præsentation, have en enorm effekt

mange år og endda generationer frem.

Så her en idé, der er værd at sprede

til alle nogen-og-tyve-årige du kender.

Det er så simpelt som hvad jeg lærte at sige til Alex.

Det er hvad jeg nu har privilegiet

at kunne sige til nogen-og-tyve-årige som Emma hver eneste dag:

30 er ikke det nye 20, så tag kontrol over dit voksenliv,

få noget identitetskapital, brug dine svage bånd,

vælg din familie.

Vær ikke defineret af hvad du ikke vidste

eller ikke gjorde.

Du bygger dit liv op lige nu.

Tak.

(Bifald)