Hvordan virtuel realitet kan blive den ultimative empati-maskine

Chris Milk bruger nyskabende teknologi til at lave utrolige film, der glæder og fortryller. Men for Milk er drivkraften bag hans værk den menneskelige historie. I dette korte og charmerende foredrag viser han nogle af hans samarbejder med musikere, blandt ander Kanye West og Arcade Fire, og beskriver hans nyeste hjernevridende eksperimenter med virtuel realitet.

Virtuel realitet startede for mig et
usædvanligt sted.

Det var i 1970´erne.

Jeg blev interesseret i området da jeg var
meget ung: syv år gammel.

Og værktøjet jeg brugte til at få adgang
til virtuel realitet

var Evel Knievel stunt-cyklen.

Dette er en reklame for den cykel:

(Video) Voice-over: Hvilket hop!

Evel cykler med stuntcyklen.

Gyro effekten sender ham over 30 meter
i højeste fart.

Chris Milk: Så dette var min
glæde dengang.

Jeg tog allevegne med den motorcykel.

Og jeg var der med Evel Knievel; vi
hoppede over Snake River Canyon sammen.

Jeg ville have raketten.

Jeg fik aldrig raketten, jeg fik
kun motorcyklen.

Jeg følte mig så tilsluttet denne verden.

Jeg ville ikke være historiefortæller som
voksen, jeg ville være stuntman.

Jeg var der. Evel Knievel var min ven.

Jeg havde så megen empati for ham.

Men det lykkedes ikke. (Latter)

Jeg tog på kunstskole.

Jeg begyndte at lave musikvideoer.

Og dette er en af de første
musikvideoer som jeg lavede:

(Musik: "Rør himlen" af Kanye West)

CM: I lægger måske mærke til
nogle ligheder her.

(Latter)

Og jeg fik raketten.

(Latter)

Så nu laver jeg film, eller,
begynder at lave film,

og jeg begynder at bruge værktøjet som er
tilgængeligt for mig som instruktør

for at fortælle de mest overbevisende
historier jeg kan til et publikum.

Og film er et utroligt medie der får os
til at føle empati

for folk der er meget anderledes end os

og for verdener der er helt ulig
vores egen.

Desværre,

Evel Knievel følte ikke samme empati
for os som vi havde for ham,

og han sagsøgte os for denne video --

(Latter) --

kort derefter.

På den anden side, den mand jeg beundrede
som dreng,

manden jeg stræbte efter at blive
som voksen,

lykkedes det endelig at få
en autograf fra.

(Bifald)

Lad os tale om film nu.

Film er et fantastisk medie,

men egentlig er den det samme som før.

Det er en gruppe rektangler der spilles
i en sekvens.

Og vi har lavet utrolige ting
med de rektangler.

Men jeg startede at tænke over,

er der en måde jeg kan bruge moderne
og nyudviklede teknologier

at fortælle historier på forskellige måder

og fortælle forskellige historier

som jeg måske ikke kunne ved brug af
traditionelle filmværktøjer

som er blevet brugt i 100 år?

Så jeg begyndte at eksperimentere,

og forsøgte at lave den
ultimative empati-maskine.

Og her er et af de første eksperimenter:

(Musik)

Dette er kaldet
"Junglen midt i byen."

Det var et samarbejde med Arcade Fire.

Du blev bedt at indsætte adressen
hvor du voksede op i starten af filmen.

Det er en webside.

Og ud af dét kommer der små bokse
med forskellige browser vinduer.

Og du ser en teenager der
løber ned ad gaden,

og så ser du Google Street View
og billeder fra Google Maps

og du indser at gaden han løber ned
ad er din gade.

Og når han standser foran et hus,
standser han foran dit hus.

Og det var stort, og jeg så folk få en
endnu dybere følelsesmæssig reaktion

over dette end de ting jeg havde lavet
i rektanglerne.

Og jeg tager egentlig et stykke
af din historie

og putter det ind i
historierammen.

Men så tænkte jeg,

okay, det er en del af dig,

men hvordan får jeg hele dit jeg
ind i historierammen?

For at få det at lykkes begyndte jeg
at lave kunst-installationer.

Og denne er kaldet
"Fristedets forræderi."

Det er en treenighed. Jeg vil vise jer
det tredje panel.

(Musik)

Så nu har jeg jer inden i rammen,

og jeg så folk have endnu mere dybe
følelsesmæssige reaktioner

til dette værk end det foregående.

Så tænkte jeg på rammer, og
hvad de repræsenterer.

Og en ramme er kun et vindue.

Jeg mener, at alle medier vi ser på --
fjernsyn, biograffilm --

de er vinduer ind i andre verdener.

Og jeg tænkte, ok fint.
Jeg har jer i en ramme.

Men jeg vil ikke have jer i rammen,
jeg vil ikke have jer i vinduet,

men gennem vinduet,
på den anden side,

i verdenen, iboende verdenen.

Dette leder mig tilbage
til virtuel realitet.

Lad os tale om virtuel realitet.

Desværre,

at tale om virtuel realitet er
som at danse om arkitektur.

Og her en der faktisk danser om
arkitektur i virtuel realitet.

(Latter)

Det er svært at forklare.
Hvorfor er det svært at forklare?

Det er svært fordi mediet er
eksperimenterende.

Du føler din vej i det.

Det er en maskine, men inden i

føles det som det rigtige liv,
det føles som sandhed.

Du føler nutiden i verdenen du er inden i

og du føler nutiden med folkene
der er inden i den sammen med dig.

Jeg vil vise jer en demo af en
virtuel realitet film:

en fuld skærm version af al information

vi optager når vi optager
virtuel realitet.

Vi optager i alle retninger.

Dette er et kamerasystem vi har bygget

som har 3D kameraer der kigger
i alle retninger

og dobbeltmikrofoner der
optager i alle retninger.

Vi tager dette og bygger en sfærisk verden
som du kan besøge.

Hvad jeg vil vise jer er ikke et kig ind
i denne verden,

men hele verdenen strakt ud i
en rektangel.

Denne film er kaldet
"Skyer over Sidra,"

og den blev lavet i samarbejde med vort
virtuel realitet firma kaldet VRSE

og De Forenede Nationer,

og en samarbejdspartner
ved navn Gabo Arora.

Vi tog til en syrisk flygtningelejr
i Jordan i december

og optog historien om en 12-årig
pige dér ved navn Sidra.

Hun og hendes familie flygtede fra Syrien
gennem ørkenen til Jordan

og hun har boet der i lejren
det sidste halvandet år.

(Video) Sidra: Jeg hedder Sidra.

Jeg er 12 år.

Jeg går i femte klasse.

Jeg er fra Syrien, fra provinsen til
Daraa i byen Inkhil.

Jeg har boet her i Zataari-lejren i Jordan
gennem det sidste halvandet år.

Jeg har en stor familie:

tre brødre, en er en baby.

Han græder meget.

Jeg spurgte min far om jeg græd da jeg
var spæd og han siger det gjorde jeg ikke.

Jeg tror jeg var en stærkere baby
end min bror.

CM: Når du har headsettet på,

ser du det ikke sådan her.

Du ser rundt på en verden.

Du vil bemærke du ser 360 grader,
hele vejen rundt.

Og når du sidder der i hendes værelse,
og kigger på hende,

ser du det ikke gennem en tv-skærm,

du ser det ikke gennem et vindue,
du sidder der med hende.

Når du kigger ned, sidder du på det samme
gulv hun sidder på.

Og derfor,

mærker du hendes menneskelighed dybere.

Du empatiserer med hende dybere.

Og jeg tror at vi kan forandre bevidst-
heder med denne maskine.

Og vi er allerede startet med at
ændre nogle.

Vi tog denne film til Verdens Økonomi
Forum i Davos sidste januar.

Vi viste den til en gruppe mennesker

hvis beslutninger påvirker livet
hos millioner af mennesker.

De er mennesker, der ellers ikke

ville sidde i et telt i en flygtningelejr
i Jordan.

Men i januar, en eftermiddag i Schweiz,

befandt de sig allesammen der.

(Bifald)

Og de blev påvirket af det.

Så vi vil lave flere af dem.

Vi arbejder med Forenede Nationer lige nu

med at lave en hel serie af disse film.

Vi har netop afsluttet en historie
i Liberia.

Og nu vil vi optage en historie i Indien.

Og vi tager disse film,

og viser dem i FN

for medarbejdere og besøgende.

Og vi viser dem for de mennesker

der faktisk kan forandre livet for
menneskene i filmene.

Og dér, tror jeg, at vi kun lige er
startet med at opdage

den virkelige kraft hos virtuel realitet.

Det er ikke en gren af videospil.

Det forbinder mennesker med andre folk
på en dybtgående måde

som jeg ikke har set i andre former
for medie.

Og det kan forandre menneskers
opfattelse af hinanden.

Og derfor tror jeg

at virtuel realitet er i stand
til egentlig at forandre verden.

Det er en maskine,

men gennem denne maskine
bliver vi mere medfølende,

vi bliver mere empatiske,
og vi bliver mere forbundne.

Og til syvende og sidst bliver vi
mere menneskelige.

Tak skal I have.

(Bifald)