Jane McGonigal: Spillet der kan give dig 10 års ekstra liv

Da spildesigner Jane McGonigal blev sengeliggende og fik selvmordstanker efter en svær hjernerystelse, fik hun en fascinerende ide til hvordan hun kunne få det bedre. Hun dykkede ned i den videnskabelige forskning og skabte et helende spil, SuperBetter. I dette bevægende foredrag, forklarer McGonigal hvordan et spil kan booste robusthed -- og lover at føje 7.5 minut ekstra til dit liv.

Jeg er en gamer, så jeg kan godt lide at have mål.

Jeg kan godt lide særlige missioner og hemmelige mål.

Så her er min særlige mission for dette foredrag:

Jeg vil prøve at forøge levealderen

af hver enkelt person i dette lokale

med syv og et halvt minut.

Helt bogstaveligt, vil I leve syv og et halvt minut længere

end I ellers ville have gjort,

bare fordi I overværede dette foredrag.

Okay, nogle af Jer ser lidt skeptiske ud.

Det er okay, for se her --

jeg har matematik til at bevise at det er muligt.

Og det vil ikke give meget mening nu.

Jeg forklarer det alt sammen senere,

bare læg mærke til det nummer i bunden:

plus-7.68245837 minutter

det vil være min gave til Jer, hvis jeg lykkedes med min mission.

Nuvel, I har også en hemmelig mission.

Jeres mission er at finde ud af, hvad I vil bruge Jeres

ekstra syv og et halvt minut på.

Og jeg synes I skulle gøre noget usædvanligt med dem,

fordi de er bonus minutter. I ville ikke have haft dem alligevel.

Nuvel, fordi jeg er en spildesigner, tænker I måske for Jer selv,

jeg ved hvad hun vil have os til at gøre med de minutter,

hun vil have os til at bruge dem på at spille spil.

Nu er det en helt rimelig antagelse,

set i lyset af at jeg har fået for vane at tilskynde mennesker

til at bruge mere tid på at spille spil.

For eksempel, i min første TEDTalk,

foreslog jeg at vi skulle bruge 21 milliarder timer om ugen

som planet, på at spille computerspil.

Nu er 21 milliarder timer rigtig lang tid.

Det er faktisk så lang tid, at den mest uopfordrede kommentar

som jeg har hørt fra folk fra over hele verden

siden jeg gav det foredrag, er dette:

Jane, spil er kanon og sådan, men på ens dødsleje,

vil man så virkelig ønske at man havde brugt mere tid på at spille Angry Birds?

Denne ide er så vedholdende -- at spil er et spild af tid

som vi kommer til at fortryde -- at jeg bogstavelig talt hører det overalt.

For eksempel, en sand historie: For bare et par uger siden,

vendte en taxachauffør sig om, da han fandt ud af at en ven og jeg var i byen

til en spiludvikler konference,

og sagde -- og jeg citerer --

"Jeg hader spil. Spild af liv. Forestil dig at nå enden af ens liv

og fortryde al den tid."

Nuvel, jeg vil tage dette problem alvorligt.

Jeg mener, jeg vil gerne have at spil er en kilde til godhed i verden.

Jeg vil ikke have at gamere fortryder den tid de har brugt på at spille,

tid som jeg har opfordret dem til at bruge.

Så på det seneste har jeg tænkt meget på dette spørgsmål.

Når vi alle ligger på vores dødsleje, vil vi så fortryde

den tid vi brugte på at spille spil?

Nu kommer det måske som en overraskelse for Jer, men det viser sig

at der faktisk er nogle videnskabelige undersøgelser på området.

Det passer. Hospice arbejdere,

folkene der tager sig af os, ved slutningen af vores liv,

udgav for nylig en rapport om de oftest udtrykte fortrydelser

som folk fortæller når de bogstavelig talt ligger på deres dødsleje.

Og det er hvad jeg vil dele med Jer i dag --

top fem over de døendes fortrydelser.

Nummer et: Jeg ville ønske at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.

Nummer to: Jeg ville ønske at jeg havde holdt kontakten med mine venner ved lige .

Nummer tre: Jeg ville ønske at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Nummer fire: Jeg ville ønske at jeg havde haft modet til at udtrykke mit sande jeg.

Nummer fem: Jeg ville ønske at jeg havde levet et liv der var tro mod mine drømme,

i stedet for hvad andre forventede af mig.

Så vidt jeg ved, er der ingen der nogensinde har fortalt hospice arbejdere,

jeg ville ønske jeg havde brugt mere tid på at spille computerspil,

men når jeg hører denne top fem over de døendes fortrydelser,

kan jeg ikke lade være med at høre fem dybt menneskelige længsler,

som spil faktisk kan hjælpe os med at opfylde.

For eksempel, jeg ville ønske at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.

For mange mennesker, betyder det, jeg ville ønske jeg havde brugt mere tid

med min familie, med mine børn mens de voksede op.

Jamen, vi ved at at spille spil sammen, bringer enorme

fordele til familien.

Et nyligt studie fra Brigham Young University

School of Family life viste at forældre der

brugte mere tid på at spille computerspil med deres børn

har meget stærkere forhold med dem i det virkelige liv.

Jeg ville ønske at jeg havde holdt kontakten til mine venner ved lige.

Jamen, hundrede millioner mennesker

bruger sociale spil som FarmVille eller Words With Friends

til at holde en daglig kontakt med virkelige venner og familie.

En nylig undersøgelse fra [University of Michigan] viste

at disse spil er utrolig magtfulde

redskaber til at håndtere forhold.

De hjælper os med at holde kontakten til mennesker i vores sociale netværk

som vi ellers ville vokse fra,

hvis vi ikke spillede spillene sammen.

Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Jamen, her kan jeg ikke lade være med at tænke på de banebrydende kliniske forsøg

der for nylig blev foretaget ved East Carolina University

der viste at online spil kan overgå

lægemidler i at behandle klinisk angst og depression.

Bare 30 minutters online spil om dagen

var nok til at skabe et dramatisk boost i humøret

og en stigning i lykke på lang sigt.

Jeg ville ønske at jeg havde haft modet til at udtrykke mit sande jeg.

Jamen, avatarer er en måde til at udtrykke vores sande jeg,

vores mest heroiske, idealiserede version af hvem vi måske kunne blive.

Det kan man se i dette alter ego portræt af Robbie Cooper

af en gamer med hans avatar.

Og Stanford University har lavet undersøgelser i fem år nu

for at dokumentere hvordan det at spille et spil med en idealiseret avatar

ændrer måden hvorpå vi tænker og handler i det virkelige liv,

får os til at være mere modige, mere ambitiøse,

mere engagerede i vores mål.

Jeg ville ønske at jeg havde levet et liv der var tro mod mine drømme,

i stedet for hvad andre forventede af mig.

Gør spil det her endnu? Jeg er ikke sikker,

så jeg har sat et spørgsmålstegn, et Super Mario spørgsmålstegn.

Og vi vender tilbage til den her.

Men i mellemtiden, undrer I Jer måske over,

hvem er denne spildesigner der tillader sig at tale sådan til os

om fortrydelser på dødslejet?

Og det er sandt, jeg har aldrig arbejdet på et hospice,

jeg har aldrig ligget på mit dødsleje.

Men for nylig tilbragte jeg tre måneder i sengen, og ønskede jeg ville dø.

Jeg ønskede virkelig at dø.

Så lad mig fortælle Jer den historie.

Det startede for to år siden, da jeg slog mit hoved og jeg fik en hjernerystelse.

Hjernerystelsen helede ikke ordentligt,

og 30 dage senere havde jeg symptomer som non-stop hovedpine,

kvalme, svimmelhed, hukommelsestab, mental tåge.

Min læge fortalte mig, at for at min hjerne kunne hele,

skulle jeg hvile.

Så jeg skulle undgå alt der havde udløst symptomerne.

For mig betød det, ingen skrivning, ingen computerspil,

ingen arbejde eller email, ingen løb, ingen alkohol, ingen koffein.

Med andre ord -- og jeg tror I kan se hvor det bærer hen --

ingen grund til at leve.

Det er selvfølgelig ment for sjov,

men alvorlig talt, er selvmordstanker temmelig almindelige

ved traumatiske hjerneskader.

Det sker for en ud af tre, og det skete for mig.

Min hjerne begyndte at fortælle mig, Jane, du vil gerne dø.

Den sagde, du får det aldrig bedre.

Den sagde, smerten vil ingen ende tage.

Og disse stemmer blev så vedholdende og så overbevisende,

at jeg virkelig begyndte at frygte for mit liv,

hvilket var tidspunktet hvor jeg sagde til mig selv, efter 34 dage --

og jeg vil aldrig glemme det øjeblik --

jeg sagde, enten slår jeg mig selv ihjel

eller jeg ændrer det her til et spil.

Men, hvorfor et spil?

Jeg vidste ved at undersøge psykologien bag spil i mere end et årti,

at når vi spiller et spil -- og dette står i den videnskabelige litteratur --

tackler vi vanskelige udfordringer med mere kreativitet,

mere beslutsomhed, mere optimisme,

og der er større sandsynlighed for at vi beder andre om hjælp.

Og jeg ville tage disse gamer træk med ind til min udfordring i det virkelige liv,

så jeg skabte et bedrings rollespilsspil

der hedder Jane the Concussion Slayer.

Nu blev dette min nye hemmelige identitet,

og det første jeg gjorde som banemand

var at ringe til min tvillingesøster -- jeg har en enægget tvillingesøster der hedder Kelly --

og fortalte hende, jeg spiller et spil for at helbrede min hjerne,

og jeg vil gerne have at du spiller sammen med mig.

Det var en nemmere måde til at bede om hjælp.

Hun blev min første allierede i spillet,

min mand Kiyash tilsluttede sig bagefter,

og sammen identificerede og kæmpede vi mod de onde fyre.

Det var hvad som helst der kunne udløse mine symptomer

og derfor forsinke helbredelsesforløbet,

ting som strålende lys og stuvende fulde rum.

Vi samlede og aktiverede også power-ups.

Det var hvad som helst jeg kunne gøre på selv mine dårligste dage

for at føle bare en smule godt,

bare en lille smule produktivitet.

Ting som at kramme min hund i 10 minutter,

eller stå ud af sengen og gå rundt om karreen bare én gang.

Spillet var så simpelt:

Få en hemmelig identitet, rekrutter dine allierede,

bekæmp de onde, aktiver power-ups.

Men selv med et så simpelt spil,

varede det ikke mere end et par dage,

før depressionstågen og angsten

forsvandt. Den forduftede bare. Det føltes som et mirakel.

Nu var det ikke nogen mirakelkur imod hovedpinen

eller de kognitive symptomer.

Det varede mere end et år,

og det var uden tvivl det hårdeste år i mit liv.

Men selv da jeg stadig havde symptomerne,

selv da jeg stadig havde smerter, ophørte jeg med at lide.

Det der skete derefter med spillet, overraskede mig.

Jeg satte nogle blogposts og nogle videoer online,

og forklarede hvordan man skulle spille.

Men ikke alle har en hjernerystelse, selvsagt,

ikke alle har lyst til at være "banemanden",

så jeg omdøbte spillet til SuperBetter.

Og snart begyndte jeg at høre fra folk fra hele verden

der opfandt deres egen hemmelige identitet,

rekruterede deres egne allierede, og de fik det "super bedre"

og konfronterede udfordringer som kræft og kroniske smerter,

depression og Crohns sygdom.

Mennesker spillede det selv mod uhelbredelige diagnoser som ALS.

Og jeg kunne se fra deres beskeder og deres videoer,

at spillet hjalp dem på de samme måder

som det havde hjulpet mig.

De talte om at føle sig stærkere og mere modige.

De talte om at blive forstået bedre af deres venner og familie.

Og de talte endda om at være mere lykkelige,

selv om de havde smerter, selvom de kæmpede med

de mest barske udfordinger i deres liv.

På det tidspunkt tænkte jeg for mig selv, hvad sker der her?

Jeg mener, hvordan kunne et så banalt spil gribe så hårdt ind

i så alvorlige, og i nogle tilfælde liv eller død, omstændigheder?

Jeg mener, hvis det ikke havde virket for mig,

ville jeg under ingen omstændigheder have troet på at det var muligt.

Men, det viser sig at der er noget videnskab her også.

Nogle mennesker bliver stærkere og lykkeligere efter en traumatisk begivenhed.

Og det var det der skete for os.

Spillet hjalp os med at opleve

hvad videnskabsfolk kalder posttraumatisk vækst,

hvilket er noget vi sædvanligvis ikke hører om.

Vi hører som regel om posttraumatisk stresstilstand.

Men videnskabsfolk ved nu at en traumatisk begivenhed

ikke fordømmer os til at lide i al evighed.

I stedet for kan vi bruge det som et springbræt

til at slippe vores bedste egenskaber løs og føre et lykkeligere liv.

Her er en top fem over de ting mennesker med

posttraumatisk vækst siger:

Mine prioriteter har ændret sig. Jeg er ikke bange for at gøre det der gør mig glad.

Jeg føler at jeg er tættere på mine venner og familie.

Jeg forstår mig selv bedre. Jeg ved virkelig hvem jeg er nu.

Jeg har en fornyet sans af mening og formål med mit liv.

Jeg er bedre i stand til at fokusere på mine mål og drømme.

Nuvel, lyder det bekendt?

Det bør det, fordi top fem over posttraumatisk vækst

er i bund og grund præcis det modsatte af top fem fortrydelser fra de døende.

Det er interessant, ikke?

Det lader til, at på en eller anden måde kan en traumatisk begivenhed starte vores evne,

til at leve et liv med færre fortydelser.

Men hvordan virker det?

Hvordan kommer man fra traume til vækst?

Eller endnu bedre, er der en måde hvorpå man kan få alle fordelene

ved posttraumatisk vækst, uden traumet,

uden at skulle slå hovedet først?

Det ville være godt, ikke?

Jeg ville forstå fænomenet bedre,

så jeg dykkede ned i den videnskabelige litteratur, og her er hvad jeg lærte.

Der er fire forskellige former for styrke, eller robusthed,

der hjælper med posttraumatisk vækst,

og der er videnskabeligt godkendte aktiviteter

som man kan lave hver dag, for at opbygge disse fire former for modståelighed,

og man har ikke brug for et traume for at udføre dem.

Nu kunne jeg godt fortælle Jer hvad disse fire typer af styrke er,

men jeg vil hellere have at I selv oplever dem.

Jeg vil hellere have, at vi starter med at bygge dem op sammen, lige nu.

Så vi gør det på denne måde.

Vi skal spille et hurtigt spil sammen.

Det er her, at I tjener de syv og et halvt minuts

bonus-liv som jeg lovede Jer tidligere.

Alt I behøver at gøre, er at succesfuldt gennemføre

de første 4 af vores SuperBetter udfordringer.

Og jeg føler at I kan gøre det. Jeg tror på Jer.

Så, er alle klar? Her er Jeres første udfordring. Her kommer det.

Vælg en: Rejs dig op og tag tre skridt,

eller knug dine hænder, løft dem over dit hoved,

så højt du kan i fem sekunder. Go!

Okay, jeg kan godt lide de folk der gør begge dele. I er stræbere.

Rigtig godt. (Latter)

Godt gjort allesammen. Det er plus én

fysisk robusthed værd, hvilket betyder at Jeres krop kan

modstå mere stress og kan hele sig selv hurtigere.

Vi ved fra forskning, at den bedste ting

man kan gøre for at booste ens fysiske robusthed, er at ikke sidde stille.

Der skal ikke mere til.

Hver eneste sekund man ikke sidder stille,

styrker man aktivt sit hjertes helbred,

og ens lunger og ens hjerne.

Er alle klar til jeres næste udfordring?

Jeg vil gerne have Jer til at knipse med fingrene præcis 50 gange,

eller til at tælle tilbage fra 100, med syv, sådan her: 100, 93 ...

Go!

(Knipser)

Giv ikke op.

(Knipser)

Lad ikke folkene der tæller ned fra 100

forstyrre Jer der tæller til 50.

(Latter)

Flot. Wow. Det er første gang jeg har set det.

Bonus fysisk robusthed. Flot klaret alle sammen.

Det er plus én mental robusthed værd,

hvilket betyder at man har mere mental fokus, mere disciplin,

beslutsomhed og viljestyrke.

Vi ved fra videnskabelige undersøgelser, at viljestyrke

faktisk virker som en muskel.

Den bliver stærkere jo mere man træner den.

Så at tackle en lille udfordring uden at give op,

selvom det er noget så banalt som at knipse fingrene præcis 50 gange

eller at tælle tilbage fra 100, med et mellemrum på syv

er faktisk en videnskabelig valid måde til at styrke ens viljestyrke.

Så, godt arbejde. Udfordring nummer tre.

Vælg en: På grund af det lokale vi er i,

har skæbnen faktisk valgt for Jer, fordi her er de to muligheder.

Hvis man er indenfor, så find et vindue at kigge ud af.

Hvis man er udenfor, så find et vindue at kigge ind af.

Eller lav en hurtig YouTube eller Google billed søgning efter

"[dit yndlingsdyr] unge".

Nu kunne I gøre det på Jeres telefoner,

eller I kan bare råbe nogle dyreunger,

Jeg finder nogle og sætter dem op på skærmen til os.

Så, hvad vil I gerne se?

Dovendyr, giraf, elefant, slange. Okay, lad os se hvad vi kan finde.

Delfin unger og lama unger. Se her alle sammen.

Set det?

Okay, en mere. Elefant unger.

Klapper vi på grund af det?

Det er imponerende.

Okay, det vi nu kan føle

er plus en følelsesmæssig robusthed.

hvilket betyder at I har evnen til at fremprovokere stærke,

positive følelser, såsom nysgerrighed eller kærlighed,

som vi føler når vi kigger på dyreunger,

når man har mest brug for det.

Og her er en hemmelighed til Jer, fra den videnskabelige litteratur.

Hvis man kan finde ud af at opleve tre positive følelser

for hver negative følelse, i løbet af en time,

en day, en uge, forbedrer man dramatisk

ens helbred og ens evne til succesfuldt at tackle

ethvert problem man står overfor.

Og det er kaldet den tre-til-én positive følelses ratio.

Det er mit yndlings SuperBetter trick, så bliv ved med det.

Okay, vælg en, sidste udfordring:

Giv en anden person hånden i seks sekunder,

eller send nogen en hurtig takke hilsen

via sms, email, Facebook eller Twitter. Go!

(Snakker)

Det ser lovende ud, det ser lovende ud.

Flot, flot.

Blev ved med det. Jeg er vild med det!

Okay allesammen, det er plus en i social robusthed,

hvilket betyder at man faktisk får mere styrke fra ens venner,

ens naboer, ens familie, ens nærsamfund.

Så en god måde til at styrke ens sociale robusthed på, er taknemmelighed.

Berøring er endnu bedre.

Her er endnu en hemmelighed til Jer:

At trykke et andet menneskes hånd i seks sekunder

hæver dramatisk niveauet af oxytocin i ens blodstrøm,

og det er tillidshormonet.

Det betyder at alle Jer der lige gav hånd

er biokemisk klar til at holde af og hjælpe en anden.

Det vil vare ved indtil pausen,

så gør brug af det og skab nogle netværk.

(Latter)

Okay, nogle af Jer har gennemført de fire udfordringer succesfuldt

så lad os se om jeg, med success, har gennemført min mission

om at give Jer syv og et halvt minut ekstra bonus liv.

Og det er her jeg kan dele endnu et stykke bonus info med Jer.

Det viser sig at mennesker der regelmæssigt

booster disse fire typer af robusthed --

fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og socialt --

lever 10 år længere end alle andre mennesker.

Så det er sandt.

Hvis man regelmæssigt opnår tre-til-en

positive følelser

hvis man aldrig sidder stille i mere end en time af gangen,

hvis man rækker ud til ét mennesker man holder af hver dag,

hvis man takler små mål til at booste ens viljestyrke,

vil man leve 10 år længere end alle andre,

og det er her det matematik jeg viste tidligere kommer ind.

Den gennemsnitlige forventede levealder i USA og England er 78,1 år,

men vi ved fra mere end 1.000 peer-reviewed videnskabelige studier

at man kan tilføje 10 års liv til det, ved at booste

ens fire typer af robusthed.

Så hvert eneste år man

booster ens fire typer af robusthed,

tjener man faktisk 0,128 års ekstra liv

eller 46 dage ekstra liv, eller 67,298 ekstra minutter liv,

hvilket betyder at man hver eneste dag tjener 184 minutters liv,

eller hver eneste time at man booster ens robusthed,

ligesom vi lige gjorde sammen, tjener man 7.68245837

ekstra minutters liv.

Tillykke, de syv og et halvt minut

er jeres. I har helt klart fortjent dem.

(Bifald)

Ja! Fedt.

Vent, vent, vent.

I har stadig Jeres specielle mission,

Jeres hemmelige mission.

Hvordan vil I bruge Jeres 7 og et halvt

minuts bonusliv?

Jamen, her er mit forslag.

Disse syv og et halvt bonus minutter er lidt ligesom en ånds ønsker.

Men kan bruge sit første ønske på at ønske en million ekstra ønsker.

Ret smart, ikke?

Så, hvis man bruger syv og et halvt minutter i dag

på at gøre noget der gør en glad,

eller noget der får en til at være fysisk aktiv,

eller sætter en i forbindelse med en man holder af,

eller bare takler en lille udfordring,

vil man styrke ens robusthed,

så vil man optjene flere minutter.

Og den gode nyhed er, man kan blive ved på den måde.

Hver time, hver dag, resten af ens liv,

hele vejen til ens dødsleje,

hvilket nu er 10 år senere end det ellers ville have været.

Og når man når der til, er det mere sandsynligt,

at man ikke vil have nogle af disse top fem fortrydelser,

fordi man vil have opbygget en styrke og robusthed

til at lede et liv der er mere tro mod ens drømme.

Og med 10 ekstra år, vil man måske endda have tid nok

til at spille lidt flere spil.

Tak.

(Bifald)