Tror du, din email er privat? Tro om igen.

At sende en email er ligesom at sende et postkort, siger videnskabsmanden Andy Yen i sin tankevækkende tale: Alle kan læse det. Og alligevel eksisterer kryptering, teknologien der beskytter personlig information, rent faktisk. Indtil nu har det bare været svært at installere og besværligt at bruge. Ved at vise en demo af et email-program, han designede med nogle kolleger på CERN, hævder Yen at kryptering kan gøres så simpelt, at det kan blive standardindstillingen og give sand email-sikkerhed til os alle.

For 25 år siden, skabte videnskabsfolk
på CERN the World Wide Web.

Siden da har internettet transformeret
måden, vi kommunikerer på,

måden vi gør forretning på,
og selv måden vi lever på.

På mange måder

har idéerne, der gav liv til Google,
Facebook, Twitter og så mange andre,

virkeligt transformeret vores liv,

og det har givet os mange virkelige
fordele, som et mere forbundet samfund.

Der er dog også nogle ulemper ved det.

I dag har den gennemsnitlige
person en forbløffende mængde

personlig information online,

og vi lægger mere op hver evig eneste
gang, vi poster noget på Facebook,

hver gang vi søger på Google,

og hver gang, vi sender en email.

Nu tænker mange af os sikkert;

én email - der er intet der, vel?

Men hvis man overvejer
et års forbrug af email,

eller måske et livs forbrug af email,

fortæller de tilsammen meget.

Det fortæller om, hvor vi
har været, hvem vi har mødt,

og på mange måder selv hvad vi tænker på.

Og den mere skræmmende del af det hele
er, at vores data nu holder for evigt,

så ens data faktisk kan
leve længere end en selv.

Hvad der er sket er, at vi har
misten kontrollen over vores data

og også vores privatliv.

Så dette år, hvor nettet fylder 25,

er det vigtigt for os
at stoppe op et øjeblik

og tænke over implikationerne ved dette.

Vi bliver nødt til at tænke.

Vi har mistet privatliv, ja,

men faktisk har vi også mistet
selve idéen om privatlivet.

Hvis man tænker over det,

så kan de fleste af os her nok huske,
hvordan livet var før internettet,

men nu er der en ny generation,

der fra en meget ung alder er
blevet lært at dele alt online,

og det er en generation, der ikke kommer
til at kunne huske, da data var privat.

Bliver vi ved at gå denne vej, vil
ordet 'privatliv', om 20 år

få en helt anden mening

fra hvad det betyder for dig og mig.

Så det er tid til at
stoppe op og overveje,

om der er noget, vi kan gøre ved dette.

Og det tror jeg, der er.

Lad os tage et kig på en af de mest
brugte former for kommunikation

i verden i dag: Email.

Før opfindelsen af email kommunikerede
vi i høj grad ved hjælp af breve,

og processen var ret simpel.

Man startede med at skrive
sin besked ned på et stykke papir,

så puttede man den
i en forseglet konvolut,

og derfra ville man sende det afsted

efter at have puttet
frimærke og adresse på.

Uheldigvis er det sådan nu,

at når vi sender en email,
sender vi ikke et brev.

Hvad man sender, er på
mange måder et postkort,

og det er det på den måde,
at alle, der ser det,

fra når det forlader din computer
til det når modtageren,

kan faktisk læse alt indholdet.

Løsningen til det her har
været kendt i noget tid,

og forsøgene på at gøre det er mange.

Den mest basale løsning
er at bruge kryptering,

og idéen er ret simpel.

Først krypterer du forbindelsen

mellem din computer og email-serveren.

Så krypterer man også dataene
som det er på selve serveren.

Men der er et problem med dette:

Email-serverne også selv
har krypteringsnøglerne,

så nu har man en virkelig stor lås
med nøglen lige ved siden af.

Og ydermere kunne en hvilken som helst
regering lovligt spørge efter

dataene og få nøglen til dem,

og det er uden, at du ved det.

Måden vi løser dette problem på
er faktisk ret let, i princippet:

Vi giver alle deres egne nøgler,

og sørger for at serverne
ikke har nøglerne.

Det ladet til at være sund fornuft, ikke?

Så spørgsmålet,der kommer op er;
hvorfor er det ikke blevet gjort endnu?

Altså, hvis vi tænker over det,

ser vi, at internettets
nuværende business-model

ikke rigtigt er kompatibel med privatliv.

Tag et kig på nogle af de
største navne på nettet

og så kan du se at reklamer
spiller en kæmpe rolle.

Rent faktisk blev der reklameret for
137 milliarder dollars alene i dette år,

og for at optimere reklamerne

bliver firmaerne nødt til
at vide alt om os.

De bliver nødt til at vide, hvor vi bor,

hvor gamle vi er, hvad vi kan lide,
hvad vi ikke kan lide,

og alt andet de kan få fingrene i.

Og hvis man tænker over det,

er den bedste måde at få fat i de infor-
mationer ved at invadere vores privatliv.

Så firmaerne kommer ikke til
at give os vores privatliv.

Hvis vi vil have privatliv online,

bliver vi nødt til at gå ud
og skaffe det selv.

I mange år, når det kom til email,

var den eneste løsning
noget kendt som PGP.

hvilket var kompliceret og kun
tilgængeligt for de teknik-kyndige.

Her er et diagram, der viser

processen for at kryptere
og dekryptere beskeder.

Så unødvendigt at sige,
er det ikke en løsning for alle,

og det er faktisk en del af problemet,

for hvis man tænker over kommunikation;

det involverer det at have nogen
at kommunikere med per definition.

Så selvom PGP gør et godt arbejde
med hvad det er designet til,

så, for dem, der ikke kan forstå,
hvordan man bruger det,

eksisterer muligheden for at
kommunikere privat slet ikke.

Og det er et problem,
vi bliver nødt til at løse.

Så hvis vi vil have et privatliv online,

kan vi kun gøre det ved at få
hele verden med på det,

og det er kun muligt, hvis vi
nedbringer indgangsbarriererne.

Jeg tror, at det er nøgleudfordringen
for teknologisamfundet.

Hvad vi bliver nødt til at gøre, er at arbejde
og gøre privatliv mere tilgængeligt.

Så sidste sommer, da Edward
Snowden-historien kom frem,

besluttede jeg og flere kollegaer os for
at se, om vi kunne få det til at ske.

På det tidspunkt arbejdede vi på CERN

ved verdens største partikelaccelerator,
der får protoner til at kollidere.

Vi var alle videnskabsfolk, så vi
brugte vores videnskabelige kreativitet

og kom op med er meget
kreativt navn for vores projekt:

ProtonMail.

Mange opstartsvirksomheder
for tiden starter i folks garager

eller i folks kældre.

Vi var lidt anderledes.

Vi startede i CERNs cafeteria,

hvilket faktisk er godt, for

du har al den mad og vand,
du kunne ønske dig.

Men hvad, der er endnu
bedre, er at hver dag

mellem kl. 12 og 14, gratis,

følger der tusindvis af videnskabsfolk
og ingeniører med CERNs cafeteria,

og de kender stort set svaret til alting.

Så det var i dette miljø,
vi begyndte at arbejde.

Hvad vi faktisk vil gøre,
er at tage jeres email

og omdanne det til noget,
der ser mere ud som det her,

men vigtigere: Vi vil gøre det på en måde,

hvor du ikke engang opdager, det er sket.

Så for at gøre det, har vi brug for
en kombination af teknologi

og design.

Så hvordan gøre vi sådan noget?

Tja, det er nok en god idé ikke
at putte nøglerne på serveren.

Så det, vi gør, er at generere
krypteringsnøgler på din computer,

og vi generer ikke bare
én nøgle, men et par af nøgler,

så der en RSA-privat nøgle
og en RSA-offentlig nøgle,

og disse nøgler er matematisk forbundne.

Så lad os tage et kig på
hvordan det virker,

når flere personer kommunikerer.

Her har vi Bob og Alice,
der gerne vil kommunikere privat.

Hovedudfordringen er
at tage Bobs besked

og få den til Alice på en måde,
så serveren ikke kan læse beskeden.

Så vil bliver nødt til at kryptere den,

før den overhovedet
forlader Bobs computer,

og en af tricksene er, at vi krypterer den
ved at bruge Alices offentlige nøgle.

Nu bliver den krypterede data
sendt gennem serveren til Alice,

og fordi beskeden blev krypteret
ved hjælp af Alices offentlige nøgle,

er den eneste nøgle, der kan
dekryptere den, Alices private nøgle,

og det viser sig, at Alice er den eneste
person, der rent faktisk har den nøgle.

Så nu har vi nået målet,

hvilket er at få beskeden
fra Bob til Alice

uden at serveren er i stand til
at forstå, hvad der sker.

Det, jeg har vist her, er
et højst simplificeret billede.

Realiteten er langt mere kompleks

og det kræver en enorm mængde software,
der ser nogenlunde sådan her ud.

Og det er faktisk hoved-
udfordringen for designet.

Hvordan tager vi al den her
kompleksitet, den her software,

og implementerer den på en måde,
så brugeren ikke kan se det?

Jeg synes, vi er kommet tæt på
med ProtonMail.

Så lad os se, hvordan
det fungerer i praksis.

Her har vi Bob og Alice igen,

der også gerne vil kommunikere sikkert.

De opretter simpelt hen begge
en bruger på ProtonMail,

hvilket er simpelt og
tager nogle få øjeblikke,

og al nøglekrypteringen og genereringen

sker automatisk i baggrunden,

som Bob opretter sin konto.

Når kontoen er oprettet,
klikker han på "compose",

og nu kan han skrive sin email,
ligesom han gør i dag.

Så han skriver informationen,

og efter det behøver han
bare at trykke "send",

og uden videre, uden at forstå kryptering,

og uden at gøre noget anderledes
fra hvordan han skriver emails i dag,

har Bob lige sendt en krypteret besked.

Hvad vi har her, er kun det første skridt,

men det beviser, at ved
udviklende teknologi,

behøver privatliv ikke at være
svært eller forstyrrende.

Hvis vi ændrer målet fra at maksimere
annonceindtægter til at beskytte data,

så kan vi faktisk gøre det tilgængeligt.

Jeg ved, at I alle nu vil spørge:

Okay, at beskytte privatlivet
er er godt mål,

men kan man rent faktisk gennemføre det

uden de tonsvis af penge, reklamer giver?

Og jeg tror, at svaret er ja,

for vi har nået et punkt,

hvor folk omkring os virkelig forstår,
hvor vigtigt privatliv er,

og at når du har det, er alt muligt.

Tidligere i år

havde ProtonMail faktisk så mange
brugere, at vi løb tør for ressourcer,

og da det skete, indsamlede
vores fællesskab

en halv million dollars, de gav os.

Så det er bare et eksempel
på hvad, der kan ske,

når man bringer et fællesskab
sammen mod et fælles mål.

Vi kan have indflydelse på verden.

Lige nu

har en kvart million oprettet
en bruger hos ProtonMail,

og de her folk kommer alle steder fra,

og det beviser, at privatliv

ikke bare er et amerikansk
eller europæisk problem.

Det er et globalt problem,
der berører os alle.

Det er noget, vi virkelig bliver nødt til
at være opmærksomme på.

Så hvad skal vi gøre, for
at løse det her problem?

Først og fremmest

må vi støtte en anden
forretningsmodel på internettet.

én der ikke er fuldkommen
afhængig af reklamer

for indtægt og vækst.

Vi bliver faktisk nødt til
at bygge et nyt internet,

hvor vores privatliv og evne til
at kontrollere vores data kommer først.

Men først og fremmest

skal vi bygge et internet, hvor privatliv
ikke længere bare er et valg,

men også standarden.

Vi har klaret det første
trin med ProtonMail,

men det er virkelig kun det første skridt
på en meget, meget lang rejse.

De gode nyheder, jeg kan
dele med jer i dag,

de spændende nyheder er,
at vi ikke rejser alene.

Bevægelsen for at beskytte folks
privatliv og frihed online

er virkelig ved at få styrke,

og der er dusinvis af projekter
fra hele verden,

der arbejder sammen for at
forbedre vores privatliv.

Disse projekter beskytter alt
lige fra vores chat,

vores fillagring, vores online søgninger,

vores online browsing og mange andre ting.

Og disse projekter er ikke støttet med
milliarder af dollars fra reklamer,

men er blevet støttet af folket,

fra private personer som
dig og mig fra hele verden.

Det betyder virkeligt meget,
for i sidste ende,

afhænger privatlivet af hver enkelt af os,

og vi bliver nødt til at beskytte
det nu, for vores data

er mere end bare
en samling 1-tal og 0'ere.

Det er faktisk meget mere end det.

Det er vores liv,
vores personlige historier,

vores venner, familie,

og på mange måder også
vores håb og ambitioner.

Vi bliver nødt til at bruge tid nu
for at beskytte vores ret

til kun at dele med de personer,
vi har lyst til at dele med,

for uden det kan vi simpelt hen
ikke have et frit samfund.

Så det er tid til at vi
samlet står frem og siger:

"Ja, vi vil have en verden
med online privatliv,

og ja, vi kan arbejde sammen om
at gøre denne vision til virkelighed."

Tak.

(Bifald)