Billeder fra en der jagter storme

Fotograf Camille Seaman har jagtet storme i 5 år. I dette foredrag viser hun betagende, surrealistiske fotografier af en oprørt himmel.

Alt er forbundet indbyrdes med hinanden.

Som Shinnecock indianer, blev jeg opdraget til at vide dette.

Vi er en lille stamme af fiskere,

der befinder sig på den sydøstlige spids af Long Island

i nærheden af byen Southampton i New York.

Da jeg var en lille pige,

tog min bedstefar mig med ud at sidde i solen på en varm sommerdag.

Der var ikke nogen skyer på himlen.

Og efter et stykke tid begyndte jeg at svede.

Og han pegede op mod himlen, og han sagde,

"Se, kan du se det?

Det er en del af dig deroppe.

Det er dit vand der hjælper med at lave skyen

der bliver den regn der fodrer planterne

der fodrer dyrene."

I min fortsatte udforskning af genstande i naturen

der har evnen til at illustrere den indbyrdes forbundethed med alt liv,

jeg begyndte at jage storme i 2008

efter min datter sagde, "Mor, det skulle du gøre."

Og tre dage senere, mens jeg kørte meget hurtigt,

fandt jeg mig selv jage en bestemt type gigantisk sky der kaldes en super celle,

i stand til at producere hagl på størrelse med grapefrugter

og spektakulære tornadoer,

selvom kun to procent faktisk gør det.

Disse skyer kan vokse sig så store, op til 80 kilometer brede

og række op imod 20 kilometer op i atmosfæren.

De kan vokse sig så store, at de blokerer fra al dagslys,

og gør det meget mørkt og faretruende at stå under dem.

At jage storme er en meget taktil oplevelse.

Der er en varm, fugtig vind der blæser i ryggen på en

og lugten af jorden, hveden, græsset, de ladede partikler.

Og så er der farverne i skyerne

med haglene der formede sig, det grønne og de turkisfarvede.

Jeg har lært at respektere lynet.

Mit hår plejede at være glat.

(Latter)

Det er bare pjat.

(Latter)

Det der virkelig gør mig begejstret omkring disse storme

er deres bevægelse, måden de hvirvler og snor og bølger sig,

med deres lavalampe lignende gigantiske skyer.

De bliver dejlige monstre.

Når jeg fotograferer dem,

kan jeg ikke lade være med at huske på min bedstefars lektion.

Når jeg står under dem,

ser jeg ikke kun skyen,

men jeg forstår at det jeg er så priviligeret at overvære

er de samme kræfter, den samme process der i lille målestoksforhold

hjalp med at skabe vores galakse, vores solsystem, vores sol

og selv denne selvsamme planet.

Alle mine forhold. Tak.

(Bifald)