Jeg er her for at fortælle
at vi har et problem med drenge,
et alvorligt problem.
Deres kultur virker ikke i skolerne.
Idag vil jeg fortælle om metoder,
som vi tror kan løse problemet.
Jeg vil starte med at sige, at her er en dreng,
og her er en pige.
Det er sikkert stereotyper på
hvordan i forestiller jer en dreng og en pige.
Hvis jeg beskriver essensen af køn idag,
så kan i se bort fra det jeg siger.
Så det vil jeg ikke; Det er jeg ikke interesseret i.
Der er en anden slags dreng og en anden slags pige.
Det vigtige her er, at ikke alle drenge
passer ind i de faste rammer,
som vi kommer drenge i.
Og ikke alle piger passer ind i de faste rammer
som vi kommer piger i.
Men faktum er, at de fleste drenge er på en bestemt måde,
og de fleste piger er på en bestemt måde.
Og pointen er at for drenge,
så er måden de lever og kulturen de dyrker
ikke velegnet i nutidens skoler.
Hvordan ved vi det?
100-Piger projektet
giver os nogle gode statistikker.
F.eks.: For hver 100 piger der bliver bortvist fra skolen i kortere perioder,
bliver 250 drenge bortvist fra skolen.
For hver 100 piger der bliver permanent bortvist fra skolen,
bliver 335 drenge permanent bortvist.
Hvor hver 100 piger der modtager specialundervisning,
er der 217 drenge.
For hver 100 piger med indlæringsvanskeligheder,
er der 276 drenge.
For hver 100 piger
diagnostiseret med en psykisk sygdom,
har vi 324 drenge.
Og forresten, alle disse tal er væsentligt højere
hvis du er sort,
hvis du er fattig,
eller hvis du går i en overfyldt skole.
Og hvis du er en dreng,
er der 4 gange så stor chance
for at du bliver diagnostiseret med ADHD -
Attention Deficit Hyperactivity Disorder.
Der er en anden side til dette.
Det er vigtigt at vi anerkender
at kvinder stadig skal bruge hjælp i skolen,
at deres lønninger er markant lavere,
selv når de bliver kontrolleret,
og piger må fortsat kæmpe
indenfor matematik og videnskab i mange år endnu.
Det er altsammen sandt.
Intet af det forhindrer os i
at øge indsatsen mod de forståelsesproblemer
som drenge mellem 3 og 13 har.
Og det bør vi.
Faktisk burde vi tage en side fra deres spilleregler,
fordi de initiativer og programmer
der er sat igang
for kvinder indenfor videnskab, ingeniørkunst og matematik
er fantastiske.
De har gjort en masse godt
for piger i disse situationer.
Og vi burde tænke på
hvordan vi også kan få det til at ske for drenge
i deres yngre år.
Selv når de bliver ældre,
oplever vi at der stadig er problemer.
Når vi ser på universiteterne,
udgør kvinder 60% af de færdiguddannede
hvilket er et markant skift.
Faktisk er universiteterne
en smule urolige ved ideen om,
at vi nærmer os 70%
kvindelige studerende på universiteterne.
Og det gør universiterne meget nervøse,
fordi piger ikke vil gå på skoler, hvor der ikke er drenge.
Og så begynder vi at se etableringen af
centre for mænd og mandestudier
til at undersøge hvordan vi kan fange mænds interesse
for universitetet.
Hvis du spørger universiteterne siger de måske,
"Uhh, ja, de spiller computerspil,
og de spiller hele natten
og de spiller World of Warcraft.
Og det påvirker
deres studie."
Og ved i hvad?
Computerspil er ikke årsagen.
Computerstil er symptomet.
Mænd havde mistet interessen
lang tid før de dukkede op.
Lad os snakke om den manglende interesse,
i alderen 3 til 13.
Jeg tror der er 3 grunde til
at drenge at kommet ud af sync
med nutidens skolekultur.
Den første er tolerance.
Jeg kender en børnehavepædagog,
hvis søn gav hende alt sit legetøj,
og hun blev nødt til at gå det igennem
og fjerne alle de små plastikpistoler.
Du kan ikke have plastik knive, sværd og økser
og den slags ting
i en børnehave idag.
Hvad er det vi er bange for, at denne unge mand vil gøre med sådan en pistol?
Seriøst.
Men her er han som bevis for,
at man ikke længere kan lege "drengelege" på legepladsen.
Jeg siger ikke god for ballademagere.
Jeg foreslår ikke
at vi skal tillade pistoler og knive i skolen.
Men når vi siger at
en spejder i folkeskolen,
som i sin låste bil på parkeringspladsen
har en hobbykniv liggende,
skal bortvises fra skolen,
så er vi gået et skridt for langt med hensyn til nul tolerance.
Et andet sted vi ser nul tolerance er i det som drenge skriver.
I mange klasseværelser idag
er det ikke tilladt at skrive noget som helst om vold.
Du må ikke skrive om
ting som har med computerstil at gøre - disse emner er forbudt.
En dreng kommer hjem fra skolen og siger,
"Jeg hader at skrive."
"Hvorfor hader du at skrive, sønnike? Hvad er der galt med det?"
"Jeg skal skrive det som hun siger jeg skal skrive."
"Ok, hvad siger hun du skal skrive?"
"Digte, jeg skal skrive digte.
Og om episoder i mit liv.
Den slags har jeg ikke lyst til at skrive om."
"Ok, hvad har du lyst til at skrive? Hvad vil du skrive om?"
"Jeg vil skrive om computerspil og hvordan man stiger i levels.
Jeg vil skrive om den verden.
Jeg vil skrive om en orkan der kommer ind i vores hus
og blæser alle vinduerne ud
og ødelægger alle vores møbler og dræber allesammen."
"Ok."
Fortæl det til en lærer,
og de vil spørge dig,
"Skal vi sende dette barn til en psykolog?"
Og svaret er nej - han er bare en dreng.
Han er bare en lille dreng.
Det er ikke i orden at skrive om den slags ting
i klasseværelset i dag.
Det er den første grund:
Nul tolerance politik og dets virkning.
Den næste grund er at drenges kultur er ude af sync med skolers kultur:
Der er færre mandlige lærere.
Alle der er over 15 år gamle ved ikke hvad det betyder,
fordi de sidste 10 år,
er antallet af folkeskolelærere
blevet halveret.
Vi gik fra 14 procent
til 7 procent.
Det betyder at 93% af de lærere
der underviser drenge i folkeskolen
er kvinder.
Hvad er problemet med det?
Kvinder er fine, bestemt.
Men mandlige rollemodeller for drenge
der siger det er i orden at være smart -
de har fædre,
de har spejderledere,
men i sidste ende, 6 timer om dagen, 5 dage om ugen,
bruger de i klasseværelset.
Og i de fleste af disse klasseværelser
er der ingen mænd til stede.
Så de siger, det er nok ikke et sted for drenge.
Det er et sted for piger.
Jeg er ikke særlig god til det her,
så jeg må vist hellere
bare spille nogle computerspil eller dyrke noget sport eller lignende,
fordi her hører jeg åbenbart ikke til.
Mænd hører ikke til det, der er tydeligt.
Så det er måske den direkte vej
vi ser det ske.
Men mindre direkte
er manglen på mænd i kulture -
lad os se på lærerværelset
hvor de sidder og snakker
om Joye og Johnny som sloges på legepladsen.
"Hvad skal vi stille op med de drenge?"
Svaret på det spørgsmål afhænger helt af hvor der snakker om det.
Er der mænd ved bordet?
Er der mødre der har opfostret børn ved bordet?
Du vil se hvordan snakker forandres
afhænging af hvem der sidder ved bordet.
Den 3. grund til at drenge er ude af sync med skolen idag:
Børnehaven er den gamle 2. klasse.
Vi har et meget sammenpresset pensum.
Når du er 3 år gammel, skal du helst kunne skrive dit navn,
ellers vil vi betragte det som sen udvikling.
Når du starter i første klasse,
skal du helst kunne læse din første tekst
hvor der måske er et billede til, måske ikke,
i en bog på 25-30 sider.
Hvis du ikke kan det, bliver du sikkert sendt til
specialundervisning i læsning.
Og spørg man specialunderviserne, fortæller de:
Der er 4-5 drenge for hver pige der deltager,
i de første skoleår.
Grunden til at det er et problem
er at den besked drengene får
er "Du skal gøre
som læreren siger hele tiden."
Lærerens løn afhænger af
at Intet Barn Bliver Efterladt og Hvem Kommer Først
og opgørelser og tests
og den slags.
Så hun skal finde ud af hvordan
hun får alle drengene igennem pensum -
og piger.
Dette sammenpressede pensum er dårligt
for alle aktive børn.
Det der sker er,
hun siger, "Sæt jer ned,
vær stille og gør som der bliver sagt, følg reglerne,
hold øje med tiden, fokuser,
vær en pige."
Det er hvad hun siger.
Det er hvad hun inddirekte siger.
Det er et alvorligt problem. Hvor kommer det fra?
Det kommer fra os.
(Latter)
Vi vil have vores babyer til at læse når de er 6 måneder gamle.
Har i set reklamerne?
Vi vil bo i Lake Wobegon,
hvor alle børn ligger over gennemsnittet.
Men hvad det gør for vores børn er ikke sundt.
Det er ikke godt for deres udvikling,
og det er særligt slemt for drenge.
Så hvad skal vi gøre?
Vi skal møde dem hvor de er.
Vi skal sætte os ind i drengenes kultur.
Vi skal ændre vores opfattelse
af hvad der kan accepteres af drenge i folkeskolen.
Vi kan lave nogle helt specifikke ændringer.
Vi kan designe bedre spil.
De fleste undervisningsspil der findes
er blot infokort.
De er en velkendt øvelse.
De har ingen dybde, de mangler handlingen
som computerspil har,
det som drenge er interesseret i.
Så vi skal designe bedre spil.
Vi skal tale med lærerne og forældrene
og skolebestyrelserne og politikerne.
Vi skal sikre os at folk indser, at der mangler flere mænd i klasseværelserne.
Vi skal se nærmere på vores nul tolerance politik.
Giver de mening?
Vi skal tænke over
hvordan vi kan gøre pensum nemmere at komme igennem,
og bringe drengene ind i det rum
som de kan lide at være i.
Alle disse snakke skal ske.
Der er nogle gode eksempler
på skoler -
New York Times nævnte en for nylig.
En spil-designer fra Den Nye Skole
lavede en fantastisk computerspilsskole.
Men der er kun plads til få børn.
Så den er ikke videre skalérbar.
Vi bliver nødt til at ændre kulturen og de tanker
politikere og skolebestyrelser og forældre har,
om hvordan vi accepterer og hvad vi accepterer
i skolerne idag.
Vi skal finde flere penge til spil-design.
Gode spil, virkelig gode spil, koster penge,
og World of Warcraft har et heftigt budget.
Det har de fleste uddannelsesorienterede spil ikke.
Der hvor vi startede:
mine kolleger - Mike Petner, Shawn Vashaw, jeg selv -
vi begyndte at se på lærernes holding og
hvordan de har det med computerspil,
hvad har de at sige til det.
Og vi opdagede
at de taler med børnene i skolen,
som taler som spil,
på en nedværdigende måde.
De siger, "Ja, de taler altid om den slags.
De snakker om deres actionfigurer
og deres små præstationer og duelighedsbeviser,
og hvad de ellers får.
Og de taler konstant om den slags."
Og de taler om disse ting helt naturligt.
Men hvis det var din kultur,
så forestil dig hvordan du ville have det.
Det er ikke rart at være modtageren
for den slags omtale.
De er nervøse omkring
alt hvad der har det mindste med vold at gøre
på grund af nul tolerance politikken.
De er sikre på at forældrene og lederne ikke vil acceptere noget som helst.
Så vi skal se på lærernes holdning
og finde ud af hvordan vi ændre den holdning
så lærerne bliver mere åbne
og accepterer drengenes kultur i klasseværelset.
Fordi i sidste ende, hvis vi ikke gør noget
så ender vi med drenge der forlader folkeskolen og siger,
"Jamen det er jo kun for piger;
det var ikke noget for mig.
Så jeg skal spille eller dyrke noget sport."
Hvis vi ændrer disse ting og er opmærksomme på det,
og få drengene igang med at lære igen,
så vil de forlade folkeskolen og sige, "Jeg er klog."
Tak.
(Klapsalver)