Mere end et århundrede efter, at han først dukkede op i de tågede, gasoplyste gader i det victorianske London, er Sherlock Holmes universal genkendelig. Selv hans garderobe og tilbehør er ikoniske: Inverness-kappen, deerstalker-hat og calabash-pipe, og karakterer som hans bedste ven og bofælle Doktor Watson, ærkefjende Moriarty, og husholderske Mrs. Hudson, er blevet del af den populære bevidsthed, ligesom hans ekstraordinære, ufejlbare deduktive evner, der er brugt i lovens navn, hans famøse stofmisbrug, og hans populære slagord, "Elementært, min kære Watson." Og alligevel er mange af disse genkendelige træk ved Holmes ikke tilstede i Arthur Conan Doyles originale fortællinger. Doyles berømte detektiv løser forbrydelser på mange forskellige måder, ikke kun ved hjælp af deduktion. Han spekulerer, og nogle gætter endda, og laver regelmæssigt falske antagelser. Endvidere er Mrs. Hudson knapt nok nævnt, ingen siger, "Elementært, min kære Watson," og detektiven og hans ledsager lever seperat for det meste af tiden. Moriarty, den store skurk, er kun fremtræden i to historier, detektivens stofmisbrug er sjælden efter de første to noveller, og Holmes er sjældent betaget af det engelske retssystem; Han foretrækker at handle udfra sin egen form for retfærdighed fremfor at holde sig til loven. Mange af de mest ikoniske elementer i legenden om Holmes er heller ikke Doyles. Deerstalker-hat og kappe blev først fremstillet af Sidney Paget, historiens første illustrator. The buede pipe blev valgt af den amerikanske skuespiller William Gillette, så publikum bedre kunne se hans ansigt på scenen, og udtrykket, "Elementært, min kære Watson," blev opfundet af forfatter og humorist P.G. Woodhouse. Så hvem er Sherlock Holmes egentligt? Hvem er den rigtige detektiv, og hvor finder vi ham? Purister svarer måske, at den originale Sherlock, som er inspireret af Arthur Conan Doyles universitets mentor Dr. Joseph Bell, er den rigtige. Men faktum er, at Sherlock i høj grad er blevet overskygget af det ren og skære store antal af fortolkninger, som stort set gør Doyles detektiv ugenkendelig. Så der er en anden, mere kompleks, men måske mere tilfredsstillende svar til spørgsmålet, men først bliver vi nødt til at overveje den store mængde af fortolkninger af den berømte detektiv. Siden Conan Doyles første fortælling i 1887, har der været tusindvis af bearbejdelser af Holmes, som muligvis gør ham til den mest bearbejdede fiktive karakter i verden. Den proces begyndte med Victorianske teaterstykker, og accelererede med fremkomsten af film. Der var flere end 100 filmatiseringer af Holmes alene i de første to årtier af det 20. århundrede. Og siden dengang har der været mange tusinder flere i print og på film, fjernsyn, teater og radio. Holmes er blevet genfortolket af folk overalt på utroligt forskellige og ofte modstriende måder. Disse bearbejdelser viser både Holmes' popularitet og hans formbarhed. For eksempel optrådte han i en række anti-Nazi propaganda film for de allierede under 2. verdenskrig. Og både Winston Churchill og Franklin Delano Roosevelt var ivrige entusiaster, den sidstenævnte tilsluttede sig endda 'the Baker Street Irregulars', et samlested for fans af Holmes. og navngav et af sine Secret Service skjulesteder for Baker Street. Og alligevel, på samme tidspunkt, har Holmes også optrådt i adskillige tysksprogede filmatiseringer, hvoraf nogle efter sigende skulle have været Adolf Hitlers favoritter. Men spørgsmålet var: Vil den rigtige Sherlock Holmes være sød og rejse sig? Sandheden er at alle disse bearbejdelser har gjort ham til en palimpsest. Sherlock er en kulturelt tekst, der er blevet ændret gang på gang i takt med at nye fortolkninger bliver overlejret af dem der følger efter den. Det betyder at Sherlock er i fortsat udvikling, og repræsenterer idéer og værdier, som ofte er langt fra dem, som man finder hos Conan Doyle. Og hver gang en fortælling slutter, så opstår Sherlock igen, måske en smule anderledes, med et nyt ansigt og friske manerer eller slagord, men i essensen stadigvæk Sherlock, vores Sherlock.