Midt i min Ph.D. uddannelse
kørte jeg håbløst fast.
Alle veje jeg gik i min forskning
førte til en blindgyde.
Det var som om mine antagelser
bare holdt op med at virke.
Jeg følte mig som en pilot der flyver i tågen
og jeg mistede orienteringen.
Jeg holdt op med at barbere mig.
Jeg kunne ikke komme op af sengen om morgenen.
Jeg følte mig uværdig
til at gå ind ad porten til universitetet,
fordi jeg ikke var som Einstein eller Newton
eller en anden af de videnskabsmænd,
hvis resultater
jeg havde lært om, for i videnskab
lærer vi kun om resultaterne, ikke processen.
Så jeg kunne åbenbart ikke blive videnskabsmand.
Men jeg havde støtte nok
og jeg klarede mig igennem
og opdagede noget nyt om naturen.
Det er en utrolig følelse af ro,
at være den eneste i verden
som kender en ny naturlov.
Jeg startede det andet projekt i min Ph.D.
og så skete det igen.
Jeg sad fast og jeg kom igennem.
Så jeg begyndte at tænke
at måske er der et mønster her.
Jeg spurgte de andre Ph.D. studenter, som sagde
ja, det er præcist hvad der skete for os,
bortset fra at ingen havde fortalt om det.
Vi havde alle studeret videnskab som om det var
en serie af logiske skridt fra spørgsmål til svar,
men forskning foregår ikke på den måde.
Samtidig øvede jeg mig på
at blive en improvisationsskuespiller.
Så fysik om dagen,
og om aftenen le, hoppe, synge,
og spille på min guitar.
Improvisationsteater,
ligesom forskning, går ind i det ukendte,
fordi du må skabe scenen mens du står der
uden instruktør, uden manuskript,
uden nogen ide om hvad du skal vise
eller hvad de andre karakterer vil gøre.
Men til forskel fra videnskab
fortæller de dig fra første dag
hvad der sker når du går på scenen.
Du kommer til at fejle slemt.
Du kommer til at sidde fast.
Vi øvede os på at være kreative
når vi sad fast et sted.
For eksempel havde vi en øvelse
hvor vi alle stod i en cirkel
og hver person skulle lave
verdens dårligste stepdans
mens de andre klappede
og råbte heja
og støttede dig på scenen.
Da jeg blev professor
og skulle vejlede min egne studenter
gennem deres forskningsprojekter,
indså jeg atter en gang
at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Tusinder af timer havde jeg studeret fysik,
biologi, kemi,
men ikke en time, ikke et eneste begreb
om hvordan man vejleder nogen
i at begive sig ind i det ukendte
eller om motivation.
Jeg brugte improvisationsteater
og jeg fortalte studenterne fra første dag
hvad der sker når du forsker.
Det har noget at gøre med vores mentale plan
for hvordan forskning vil foregå.
For når folk skal gøre et eller andet,
for eksempel hvis jeg vil røre tavlen,
så laver hjernen en plan,
en forudsigelse af hvad musklerne skal gøre
før jeg begynder at bevæge hånden
og hvis jeg bliver forhindret,
hvis planen ikke svarer til virkeligheden,
giver det stress som kaldes kognitiv dissonans.
Derfor bør planen svare til virkeligheden.
Men hvis man tror på måden
videnskab undervises på
og hvis man skal tro på lærebøgerne
så får man følgende plan for forskning.
Hvis A er spørgsmålet
og B er svaret
så er forskning den direkte vej.
Problemet er at hvis et eksperiment ikke virker
eller en student bliver deprimeret
så opfattes det som noget forkert
og det forårsager en masse stress.
Det er derfor jeg lærer mine studenter
en mere realistisk plan.
Her er et eksempel
hvor tingene ikke passer ind i planen.
(Latter)
(Bifald)
Så jeg lærer mine studenter en anden plan.
Hvis A er spørgsmålet,
B er svaret,
- vær kreativ i skyen -
og du går i gang
og eksperimenterne virker ikke...
eksperimenterne virker ikke...
eksperimenter virker ikke...
eksperimenter virker ikke...
indtil du kommer til et sted med negative følelser
hvor det er som om dine basale antagelser
ikke giver mening længere
som om nogen trak tæppet væk under dig.
Og dette sted kalder jeg skyen.
Man kan fare vild i skyen
i en dag, en uge, en måned, et år,
en hel karriere,
men nogle gange, hvis du er heldig
og har nok støtte,
ser du i dit materiale
eller måske ved at meditere over skyens form
et nyt svar C
og du beslutter at gå for det.
Og eksperimenter virker ikke...
eksperimenter virker ikke…
men du når frem
og fortæller det til alle
ved at publicere en artikel der siger "A pil C",
hvilket er en god måde at kommunikere på
sålænge du ikke glemmer vejen
som bragte dig derhen.
Denne sky er en fast del af
forskning, en del af håndværket,
fordi skyen står vagt ved grænsen.
Den står vagt ved grænsen
mellem det kendte
og det ukendte,
fordi for at opdage noget virkeligt nyt
må mindst en af dine antagelser ændres
og det betyder at i videnskaben
gør vi noget heroisk.
Hver dag prøver vi at bringe os
til grænsen mellem det kendte og ukendte
og møde skyen.
Læg mærke til at jeg placerer B
i det kendtes land
fordi vi vidste noget om det fra starten,
men C er altid mere interessant
og vigtigere end B.
Så B er nødvendig for at komme i gang
men C er meget større
og det er det utrolige ved forskning.
Bare det at kende dette ord, skyen,
har ændret min forskningsgruppe
fordi studenter kommer og siger
"Uri, jeg er i skyen"
og jeg siger "Fint, du må da have det elendigt".
(Latter)
Men jeg er glad
fordi vi måske er tæt på grænsen
mellem det kendte og det ukendte
og vi har en chance for at opdage
noget virkeligt nyt.
På grund af måden sindet virker på,
bare det at kende til at skyen
er normal, det er noget essentielt,
og faktisk noget smukt,
vi kan melde os ind i Skyforeningen,
og det er en modgift til følelsen af
at noget er galt med mig.
Og som mentor ved jeg hvad jeg skal gøre
nemlig at optrappe min støtte til studenten,
fordi psykologisk forskning viser
at hvis du føler frygt og fortvivlelse
bliver sindet indskrænket
til sikre og konservative tankebaner.
Hvis du gerne vil udforske de risikable veje
som fører ud af skyen
må du have andre følelser,
solidaritet, støtte, håb,
som kommer med din kontakt med andre.
Så ligesom i improvisationsteater
er det i videnskaben bedst at gå ind i det ukendte
sammen.
Udover at kende til skyen,
lærer man også i improvisationsteater
en effektiv måde at tale sammen på
indeni skyen.
Den er baseret på det centrale princip
i improvisationsteater,
så her kom improvisationsteater
mig til hjælp igen.
Det kaldes at sige "ja, og"
til de andre skuespilleres tilbud.
Det betyder at man accepterer tilbuddene
og bygger videre på dem, ved at sige "ja, og..."
Hvis for eksempel en skuespiller siger
"Her er en svømmepøl"
og den anden skuespiller siger
"Nej, det er bare en scene"
så er improvisationen forbi.
Den er død og alle er frustreret.
Det kaldes at blokere.
Hvis du ikke er bevidst om kommunikation
kan videnskabelige dialoger
have mange blokeringer.
At sige "ja, og" ville lyde sådan her:
"Her er en svømmepøl."
"Ja, lad os hoppe ud i."
"Se der er en hval.
Lad os gribe den i halen."
"Den trækker os afsted til månen!"
At sige "ja, og" går udenom den indre kritiker.
Vi har alle en indre kritiker
som passer på hvad vi siger
så folk ikke synes vi er usømmelige
eller skøre eller uoriginale.
Videnskab er fuld af frygt
for at virke uoriginal.
At sige "ja, og" går udenom denne kritiker
og åbner for gemte kreative stemmer
som du ikke vidste du havde
og de har ofte svaret
på skyen.
Så det at vide noget om skyen
og om at sige "ja, og"
gjorde mit laboratorie meget kreativ.
Studenterne begyndte at lege med hinandens ideer
og vi gjorde overraskende opdagelser
på grænsen mellem fysik og biologi.
For eksempel kom vi ingen vegne i et år
med at forstå de indviklede
biokemiske netværk indeni vores celler,
og vi sagde "vi er dybt inde i skyen"
og vi havde en legende samtale
hvor min student Shai Shen Orr sagde
"Lad os tegne det på et stykke papir, dette netværk".
Og istedet for at sige
"Men det har vi gjort så mange gange
og det ser ikke ud til at virke"
så sagde jeg "Ja, og...
lad os bruge et meget stort stykke papir".
Og så sagde Ron Milo
"Lad os bruge et gigantisk papir til arkitekttegninger
og jeg ved hvor vi kan få printet det"
og vi printede netværket ud og kiggede på det
og det var da vi gjorde vores vigtigste opdagelse,
at dette komplicerede netværk bare består af
en håndfuld simple repeterende mønstre af forbindelser
som motiver i et glasmaleri.
Vi kalder dem network motifs
og de er de elementære kredsløb
som hjælper os til at forstå
logikken i cellernes beslutningstagen
i alle organismer, inklusiv vores krop.
Snart efter det
begyndte jeg at blive inviteret til at give foredrag
for tusinder af forskere over hele verden,
men vores viden om skyen
og det at sige "ja, og"
forblev indenfor mit eget lab,
for ser du, i videnskab taler vi ikke om processen
eller noget subjektivt eller emotionelt.
Vi taler om resultaterne.
Så der var ingen måde at snakke
om det på konferencer.
Det var utænkeligt.
Og jeg så forskere i andre grupper som sad fast
uden at have et ord som beskriver
hvad de så.
Og deres måde at tænke på
holdt sig på de sikre veje,
deres videnskab nåede ikke det fulde potentiale
og de havde det elendigt.
Jeg tænkte sådan er det.
Jeg prøver bare at gøre mit lab
så kreativt som muligt
og hvis alle andre gjorde det samme
ville videnskaben blive
bedre og bedre.
Denne måde at tænke på blev vendt om
da jeg tilfældigvis hørte Evelyn Fox Keller
holde foredrag om sine erfaringer
som en kvinde i videnskab.
Og hun spurgte
"Hvorfor snakker vi ikke om de subjektive
og følelsesmæssige aspekter af forskning?
Det er ikke tilfældigt.
Det er et spørgsmål om værdier."
Videnskaben søger viden
som er objektiv og rationel.
Det er det smukke ved videnskab.
Men vi har også en kulturel myte
om at videnskabelig forskning,
det vi gør hver dag for at få viden,
også kun er objektiv og rationel
som Mr. Spock.
Og når du forbinder noget
med det objektive og rationelle,
så vil den anden side,
det subjektive og følelsesmæssige,
automatisk blive stemplet som uvidenskabeligt
eller anti-videnskab eller noget truende
og det snakker vi bare ikke om.
Og da jeg hørte det,
at videnskab har en kultur,
faldt alting på plads for mig.
For hvis videnskaben har en kultur
så kan kulturen forandres
og jeg kan være en forandrings-agent
som arbejder for at ændre
videnskabens kultur hvor jeg kan.
Så det næste foredrag jeg holdt på en konference
handlede om min forskning,
og så fortalte jeg om vigtigheden af
de subjektive og følelsesmæssige
aspekter ved forskningen
og hvordan vi skulle snakke om den
og jeg kiggede på publikum
og de var kolde.
De hørte ikke efter det jeg prøvede at sige
midt i en serie af 10
powerpoint-præsentationer på en konference.
Jeg prøvede igen og igen,
konference efter konference,
men budskabet nåede ikke igennem.
Jeg var i skyen.
Tilsidst klarede jeg at komme ud af skyen
med improvisation og musik.
Siden da, på hver konference jeg går på
giver jeg et videnskabeligt foredrag
og et specielt foredrag
kaldet "Kærlighed og frygt i laboratoriet"
som jeg indleder med en sang
om forskeres største frygt,
nemlig at vi arbejder hårdt
og opdager noget nyt
og nogle andre offentliggør det før os.
Vi kalder det at blive scooped
og at blive scooped er forfærdeligt.
Det gør os bange for at snakke sammen
hvilket ikke er sjovt
fordi vi kom til videnskaben for at dele vores ideer
og lære af hinanden.
Så jeg synger en blues
som - (Bifald) -
kaldes "Scooped igen"
og jeg beder publikum om at være backing kor
og siger "teksten er scoop scoop".
Det lyder sådan: "Scoop scoop".
Den lyder sådan.
"Jeg er blevet scooped igen"
"Scoop scoop"
Vi prøver det!
"Jeg er blevet scooped igen"
"Scoop scoop"
"Jeg er blevet scooped igen"
"Scoop scoop"
"Jeg er blevet scooped igen"
"Scoop scoop"
"Jeg er blevet scooped igen"
"Scoop scoop"
"Oh mama, føler du ikke min smerte"
"Gud hjælpe mig, jeg er blevet scooped igen"
(Applaus)
Tak...
Tak for jeres backingsang.
Alle starter så at grine og trække vejret,
og ser at der er andre forskere omkring sig
med lignende problemer.
Og vi begynder at snakke om de emotionelle
og subjektive ting der sker i forskning.
Det føles som om et stort tabu er fjernet.
Nu kan vi endelig snakke om dette
på en videnskabelig konference.
Og forskere er gået videre med at danne grupper
som mødes jævnligt
og skaber et rum til at snakke om emotionelle
og subjektive der sker når de vejleder
og når de går ind i det ukendte,
og de har også startet kurser
om forskningsprocessen
og om at gå ind i det ukendte sammen
og mange andre ting.
Så min vision er at,
ligesom enhver forsker kender ordet atom
og at stof er lavet af atomer,
så skulle enhver forsker kende ord
som "skyen", at sige "ja, og"
og videnskaben ville blive mere kreativ
og gøre mange flere uventede opdagelser
til gavn for os alle
og den ville også blive mere legende.
Det jeg kunne bede jer om
at huske fra dette foredrag
er at næste gang du møder
et problem du ikke kan løse
på arbejdet eller i livet
så er der et ord for det du ser:
Skyen.
Og du kan komme igennem skyen
ikke alene men sammen
med nogen som støtter dig
og siger "ja, og" til dine ideer
og hjælper dig til selv at sige "ja, og" til egne ideer
og forøge chancen for,
gennem skyens slør,
at du vil finde det øjeblik af ro
hvor du får dit første glimt
af din uventede opdagelse,
dit C.
Tak.
(Bifald)