Jeg er en turisme-entreprenør og en fredsskaber men det her er hvordan, jeg startede. Jeg kan huske, at jeg så tv, da jeg var 7 år gammel, og så folk kaste med sten, hvortil jeg tænkte, at det måtte være sjovt at gøre. Så jeg gik ud på gaderne og kastede med sten, uden at indse, at det var meningen, at jeg skulle kaste efter israelernes biler. I stedet endte jeg med at stene mine naboers biler. De var ikke entusiastiske over min fædrelandskærlighed. Det her er mit billede af mig og min bror. Jeg er den lille, og jeg ved, hvad I tænker: "Du plejede at se så sød ud, hvad fanden skete der med dig?" Men min bror, der er ældre end mig, blev arresteret, da han var 18, og blev taget til fængslet for at kaste med sten. Han blev banket, da han nægtede at tilstå, at han havde kastet med sten. Som følge fik han indre kvæstelser, der resulterede i hans død, kort efter han var sat fri fra fængsel. Jeg var rasende, jeg var bitter, og alt, jeg længtes efter, var hævn. Men det ændrede sig, da jeg var 18. Jeg besluttede mig for, at jeg havde brug for hebraisk for at få et job, og at studere hebraisk i det klasselokale, var den første gang, jeg mødte jøder, der ikke var soldater. Og vi forbandt os over virkelig små ting som det, at jeg elsker country-musik, hvilket er virkeligt sært for palæstinensere. Men det var også der, jeg indså, at vi har en mur af vrede, af had og af uvidenhed, der skiller os ad. Jeg besluttede, at det er ligegyldigt, hvad jeg kommer ud for. Hvad, der tæller, er hvordan jeg håndterer det. Og derfor besluttede jeg at dedikere mit liv til at rive murene, der skiller folk ad, ned. Jeg gør det på mange måder. Turisme er en af dem, men det er medier og uddannelse også. Du undrer dig nok over, om turisme virkelig kan ændre tingene. Kan det rive mure ned? Ja. Turisme er den mest holdbare måde at nedbringe disse mure og skabe en holdbar måde at forbinde os til hinanden og skabe venskaber. I 2009 blev jeg medstifter af Mejdi Tours, en social virksomhed, der har til formål at forbinde folk, i øvrigt med to jødiske venner, og det, vi gjorde, var eksempelvis i Jerusalem havde vi to rejseledere, en israelsk og en palæstinensisk, der guidede ture sammen, hvor de forklarede historie, arkæologi og konflikt fra helt forskellige perspektiver. Jeg kan huske en tur med en ven kaldet Kobi - jødisk menighed fra Chicago, turen var i Jerusalem - og vi tog dem med til en palæstinensisk flygtningelejr, hvor vi fik fantastisk mad. I øvrigt er dette min mor. Hun er cool. Og det er palæstinensisk mad kaldet maqluba. Det betyder "på hovedet". Man koger det med ris og kylling og vender det så på hovedet. Det er det klart bedste måltid. Og vi spiste sammen. Så havde vi et band, israelske og palæstinensiske musikere, og vi dansede mavedans. Kender I ikke til det, så vil jeg lære jer det senere. Men da vi gik, begyndte begge sider at græde, fordi de ikke havde lyst til at gå. Tre år senere eksisterer de forhold stadig. Forestil jer, hvis en milliard mennesker, der rejser internationalt, hvert år ville rejse ligesom vi gjorde, hvor man ikke tager bussen fra den ene side til den anden, fra et hotel til det næste, og tager billeder fra bussen af menneskerne og kulturerne, men rent faktisk skaber en forbindelse med folk. Jeg husker at have en muslimsk gruppe fra Storbritannien, hvor vi tog til en ortodoks jødisk families hus, hvor vi havde deres første sabbatmåltid, hvor vi spiste hamin, der er en jødisk gryderet, og følte forbindelsen af efter lidt tid at indse, at for nogle hundrede år siden kom deres familier fra det samme sted i det nordlige Afrika. Det er ikke et profilbillede til din facebookprofil. Det er ikke katastrofeturisme. Det er fremtiden for rejser, og jeg inviterer jer til at ændre måden, I rejser på, med mig. Vi gør det over hele kloden lige nu, fra Irland til Iran til Tyrkiet, og vi kan se os selv rejse til alle mulige steder for at ændre verden. Tak.