Hvorfor ofre for hustruvold bliver

Leslie Morgan Steiner var i "skør kærlighed" -- hvilket er vanvittigt forelsket i en mand der jævnligt tæskede hende og truede hende på livet. Steiner fortæller den mørke historie om hendes forhold og tilbageviser misforståelser mange folk har om ofre for hustruvold og fortæller hvordan vi alle kan hjælpe ved at bryde tavsheden. (Filmet på TEDxRainer)

Jeg er her for at tale om
et foruroligende spørgsmål,

med et lige så foruroligende svar.

Mit emne er hemmeligheden
om vold i hjemmet.

Og det spørgsmål, jeg skal behandle,

er det, som alle altid stiller:

"Hvorfor bliver hun i det?"

"Hvorfor blive hos en mand, der slår?"

Jeg er ikke psykiater, socialrådgiver

eller ekspert i vold i hjemmet.

Jeg er blot en kvinde
med en historie at fortælle:

Jeg var 22 og havde lige
taget eksamen fra Harvard.

Jeg kom til New York for at arbejde

somskribent og redaktør ved Seventeen.

Jeg havde fået min første lejlighed.

Mit første lille
grønne American Express–kort.

Og jeg havde en meget stor hemmelighed:

Nemlig at jeg havde fået denne pistol,

der var ladt med hulspidsprojektiler,

– rettet mod mit hoved af den mand,
som jeg troede var min sjæleven.

Mange, mange gange.

Den mand, jeg elskede
mere end nogen anden på Jorden,

holdt en pistol mod mit hoved
og truede med at slå mig ihjel

flere gange, end jeg kan huske.

Jeg vil fortælle historien
om vanvittig forelskelse.

En psykisk fælde
forklædt som kærlighed,

som millioner af kvinder og også
nogle få mænd

fanges i hvert år.

Den kan endda være din historie.

Jeg ligner ikke en typisk overlevende
fra vold i hjemmet.

Jeg har en BA i engelsk fra Harvard

og en MBA i marketing fra Wharton.

For det meste har jeg arbejdet
for Fortune 500–virksomheder.

Bl.a. Johnson & Johnson,
Leo Burnett og Washington Post.

Jeg har været gift i næsten 20 år
med min anden ægtemand.

Og vi har tre børn sammen.

Min hund er en sort Labrador, og jeg
kører i en Honda Odyssey minivan.

(Latter)

Så mit første budskab til jer er,

at vold i hjemmet kan ske for alle.

Alle racer, alle religioner.
Alle indkomst– og uddannelsesniveauer.

Det forekommer alle vegne.

Mit andet budskab er, at alle tror,

at vold i hjemmet sker for kvinder.

At det er et kvindeproblem.

Ikke helt.

Over 85% af dem, der begår vold,
er mænd.

Og vold i hjemmet sker kun
i nære, langvarige forhold.

Med andre ord: I familier.

Det sidste sted, vi ville ønske
eller forvente at møde vold.

Det er det, der gør spørgsmålet
om vold i hjemmet så forvirrende.

Jeg havde troet, at jeg var den sidste

til at blive hos en mand, der slog.

Men jeg var et typisk offer
på grund af min alder:

Jeg var 22.Og i USA har kvinder

mellem 16 og 24 år tre gange så stor risiko for

at blive udsat for vold i hjemmet

som kvinder i andre aldre.

Og over 500 kvinder og piger

på den alder bliver dræbt hvert år

af voldelige partnere,
kærester og ægtemænd, i USA.

Jeg var også et typisk offer, fordi
jeg intet vidste

om vold i hjemmet.Jeg kendte hverken
advarselstegnene eller mønstrene.

Jeg mødte Conor
en kold, regnfuld aften i januar.

Han sad ved siden af mig
i metroen i New York.

Han begyndte at hyggesnakke.

Han fortalte to ting:

At han også var nyuddannet fra et fint universitet,

og at han arbejdede
i en meget fornem Wall Street–bank.

Men han gjorde især indtryk på mig,

fordi han var klog og sjov.

Og han lignede en bondedreng

med store æblekinder

og korngyldent hår.

Han virkede bare så sød.

Noget af det smarteste,
Conor gjorde helt fra begyndelsen,

var at skabe en illusion om,
at den dominerende i forholdet var mig.

Det gjorde han især i begyndelsen

ved at forgude mig.

Vi blev kærester,
og han elskede alt ved mig:

Jeg var klog, Harvard–uddannet,

gik op i at hjælpe teenagepiger og i mit job.

Han ville vide alt om min familie,

min barndom, mine ønsker og drømme.

Conor troede på mig
som skribent og kvinde

på en måde, som ingen anden
nogen sinde havde gjort.

Og han skabte en magisk
tillidsfuld stemning mellem os

ved at betro mig sin hemmelighed:

At han som lille dreng,
fra fire–årsalderen,

var blevet brutalt fysisk mishandlet

af sin stedfar igen og igen.

Volden var blevet så slem, at han måtte
gå ud af skolen i ottende klasse.

Selv om han var virkelig kvik.

Det havde taget ham næsten 20 år
at genopbygge sit liv.

Så universitetsgraden,

jobbet i Wall Street og hans strålende fremtid

betød virkelig meget for ham.

Hvis nogen havde sagt til mig,

at denne kloge, sjove, følsomme mand,
som forgudede mig,

en dag ville bestemme,
om jeg skulle bruge makeup,

hvor korte mine kjoler var,

hvor jeg boede, hvilke job jeg tog,

hvem mine venner var, og hvor jeg holdt jul,

så ville jeg have leet.

For der var ingen antydning af vold,

kontrol eller vrede i Conor - i begyndelsen.

Jeg vidste ikke, at første fase

i ethvert voldeligt parforhold

går ud på at forføre
og charmere ofret.

Jeg vidste heller ikke, at anden fase
går ud på at isolere ofret.

Conor kom ikke bare hjem
en dag og meddelte:

"Alt det Romeo og Julie–halløj
har været fedt."

"Men nu vil jeg ind i næste fase,

hvor jeg isolerer dig og er voldelig."

"Så du må væk fra lejligheden,

hvor naboerne kan høre dig skrige."

"Væk fra byen, hvor du har venner,

familie og kolleger, der ser mærkerne."

Nej, Conor kom hjem en fredag aften

og sagde, at han havde sagt sit job op.

Sit drømmejob.

Han sagde, at det var på grund af mig:

Jeg havde fået ham til at føle sig
så tryg og elsket,

at han ikke behøvede præstere noget
på Wall Street mere.

Han ville væk fra byen og sin

voldelige, samspilsramte familie

og flytte til en lille by
i New England,

hvor han kunne begynde forfra
med mig ved sin side.

Det sidste, jeg ønskede, var at forlade
New York ...

og mit drømmejob.

Men jeg tænkte, at man jo ofrede sig
for sin sjæleven.

Så jeg sagde ja. Jeg sagde mit job op,

og Conor og jeg
forlod Manhattan sammen.

Jeg anede ikke, at jeg var ved at kaste
mig ud i en vanvittig forelskelse.

At jeg gik hovedkulds ind i en snedig

fysisk, økonomisk og psykisk fælde.

Næste fase i voldsmønstret er

at indføre truslen om vold

og se, hvordan hun reagerer.

Det er her,
pistolerne kommer ind i billedet.

Så snart vi kom til New England,

hvor Conor jo skulle føle sig tryg,

købte han tre pistoler.

Han havde en i bilens handskerum,

en under vores hovedpuder,

og den tredje
havde han altid i lommen.

Han sagde, han havde brug for de våben

på grund af sine barndomstraumer.

Han måtte føle sig beskyttet.

Men pistolerne var reelt
et budskab til mig.

Selv om han ikke havde lagt hånd på mig,

var jeg konstant i livsfare.

Conor angreb mig fysisk første gang

fem dage før vores bryllup.

Klokken var syv om morgenen,
og jeg var stadig iført natkjole.

Jeg sad ved computeren og lagde
sidste hånd på en freelance–artikel.

Og jeg blev frustreret.

Conor brugte min vrede som påskud til

at lægge begge hænder om halsen på mig

Og klemme så hårdt,
at jeg hverken kunne ånde eller skrige.

Og han brugte kvælertaget til at slå

mit hoved mod væggen flere gange.

Fem dage senere var de 10 blå mærker
på min hals lige blegnet.

Og jeg iførte mig min mors brudekjole

og giftede mig med ham.

Trods det, der var sket,

var jeg sikker på, at vi ville
leve lykkeligt til vores dages ende.

For jeg elskede ham,
og han elskede mig så højt.

Og han var så ked af det.

Han havde bare været stresset over brylluppet og

udsigten til at stifte familie med mig.

Det var en enkeltstående hændelse,

og han ville aldrig gøre mig ondt igen.

Det skete to gange til
på bryllupsrejsen.

Første gang kørte jeg bil og ville
finde en hemmelig strand,

men fór vild.

Han stak mig en knytnæve
på siden af hovedet så hårdt,

at den anden side af hovedet

slog mod sidevinduet flere gange.

Nogle få dage senere,
på vej hjem fra bryllupsrejsen,

blev han frustreret over trafikken og

smed en kold burger i hovedet på mig.

Derefter slog Conor mig en til to gange om ugen

i de næste to et halvt år.

Jeg tog fejl i, at jeg var

ene om at være i den situation.

En ud af tre amerikanske kvinder

oplever vold i hjemmet eller stalking på et tidspunkt i sit liv.

Ifølge en CDC-rapport udsættes 15 millioner børn for vold

på årsbasis. 15 millioner!

Så jeg var i godt selskab.

Tilbage til mit spørgsmål:

Hvorfor blev jeg i det?

Det er let at svare på:

Jeg vidste ikke, jeg var voldsudsat.

Selv om han holdt
ladte pistoler mod mit hoved,

skubbede mig ned ad trappen,

truede med at dræbe vores hund,

trak nøglen ud af tændingen,
mens jeg kørte ud ad vejen,

hældte kaffegrums ned over mig,

da jeg klædte mig på til jobsamtale,

tænkte jeg aldrig på mig selv
som en voldsudsat hustru.

I stedet var jeg en meget stærk kvinde,

der var forelsket i en plaget mand.

Og kun jeg kunne hjælpe Conor til

at se sine dæmoner i øjnene.

Det andet spørgsmål,
som alle stiller, er:

"Hvorfor går hun ikke bare?"

Hvorfor gik jeg ikke min vej?
Det kunne jeg have gjort når som helst.

Det er for mig det sørgeligste
og mest smertefulde spørgsmål.

For vi ofre ved noget,
I som regel ikke ved.

Det er utrolig farligt
at forlade en voldelig partner.

For sidste trin i voldsmønstret er:

"Dræb hende."

Over 70% af partnerdrabene sker,

efter at ofret har gjort det forbi.

Efter hun er sluppet ud.

For så har voldsmanden ikke mere at miste.

I andre tilfælde fører det til langvarig stalking.

Selv efter at voldsmanden gifter sig igen.

Tilbageholdelse af økonomiske midler

og manipulering af retssystemet

for at skræmme ofret og hendes børn,

som jævnligt tvinges af dommere ved familiedomstole

til at opholde sig uden opsyn

hos den mand, som slog deres mor.

Alligevel spørger vi:
"Hvorfor går hun ikke bare?"

Jeg var i stand til at gå på grund af

en sidste sadistisk mishandling,

som slog hul på min benægtelse.

Det gik op for mig, at den mand,
jeg elskede så højt,

ville slå mig ihjel,
hvis jeg lod ham gøre det.

Så jeg brød tavsheden.

Jeg fortalte alle det.

Politiet, mine naboer,

mine venner og min familie. Vildtfremmede.

Og jeg er her i dag,
fordi I alle sammen har hjulpet mig.

Vi har det med
at skære ofrene over en kam

som uhyggelige overskrifter,

selv–destruktive kvinder, beskadigede varer.

Spørgsmålet: "Hvorfor bliver hun?"

er hos nogle en kode for:"Hun er selv ude om det,
fordi hun bliver."

Som om vi ofre aktivt vælger
at falde for mænd,

der vil knuse os.

Men siden jeg udgav "Crazy Love"

har jeg hørt hundredvis af historier
fra mænd og kvinder,

som slap væk.

Som har draget en uvurderlig
lære for livet af det, der er sket.

Og som har genopbygget deres liv,
et glædefyldt, lykkeligt liv,

som ansatte, hustruer og mødre.

Et liv helt uden vold.Som jeg selv.

Det har vist sig, at jeg
er et typisk offer for vold i hjemmet.

Og en typisk overlevende
fra vold i hjemmet.

Jeg giftede mig anden gang
med en rar og blid mand.

Vi har de tre børn.

Jeg har den sorte Labrador og minivanen.

Hvad jeg aldrig mere vil have,

nogen sinde,

er en ladt pistol
holdt mod mit hoved

af en, der siger,
at han elsker mig.

Lige nu tænker I måske:

"Hvor er det fascinerende."

Eller: "Hvor har hun dog været dum."

Men jeg har faktisk
hele tiden talt om jer.

Jeg lover jer, at der er flere,

der hører på mig her,

som lige nu er voldsudsatte.

Eller som blev udsat for vold som børn.

Eller som selv begår vold.

Vold kan ramme din datter,

din søster, din bedste veninde lige nu.

Det lykkedes mig at gøre min egen
vanvittige kærlighedshistorie forbi.

Ved at bryde tavsheden.

Jeg bryder stadig tavsheden i dag.

Det er sådan, jeg hjælper andre ofre.

Og det er min sidste bøn til jer:

Tal om det, I har hørt her.

Vold trives kun i tavshed.

I har magten til
at gøre op med vold i hjemmet.

Simpelthen ved at kaste lys på det.

Vi ofre har brug for,

at I alle sammen forstår

hemmeligheden om vold i hjemmet.

Bring volden frem i lyset
ved at tale om den

med jeres børn, jeres kolleger,

jeres venner og familie.

Få et nyt syn på de overlevende
som dejlige, elskelige mennesker

med en indholdsrig fremtid.

Få øje på de første tegn på vold.

Og grib ansvarsbevidst ind,

nedtrap volden, vis ofrene en sikker vej ud.

Sammen kan vi gøre vores senge,

middagsborde og familier

til de trygge og fredelige oaser,
som de bør være.

Tak.

(Bifald)