Ken Robinson siger, at skoler dræber kreativiteten

Sir Ken Robinson argumenterer på en underholdende og indsigtsfuld måde for, at det vil være bedre med et uddannelsessystem, der dyrker kreativiteten, i stedet for at underminere den.

Godmorgen. Hvordan har I det? Det har været fantastisk, har det ikke?

Jeg er helt overvældet af det hele.

Faktisk, så går jeg nu. (Latter)

Der har været tre temaer, ikke sandt,

igennem hele konferencen, som er relevante

for det jeg gerne vil tale om.

Et af dem er de fantastiske beviser på menneskelig kreativitet

i alle de præsentationer vi har set

og fra alle folk her. Alene omfanget af det

og bredden. Det andet er, at

det sætter os i en position, hvor vi slet ikke har nogen ide om, hvad der kommer til at ske

i forhold til fremtiden. Ingen ide om

hvordan det her kommer til at ske.

Jeg er interesseret i uddannelse --

det vil sige, mit indtryk er, at alle har en interesse i uddannelse.

Er I ikke enige? Det synes jeg er meget interessant.

Hvis du er til et middagsselskab, og du siger

at du arbejder inden for uddannelse --

det vil sige, du er ikke så tit til middagsselskaber, hvis vi skal være helt ærlige, hvis du arbejder inden for uddannelse.

(Latter) Du bliver ikke inviteret.

Og du bliver aldrig inviteret igen, mærkelig nok. Det synes jeg er underligt.

Men hvis du er, og du fortæller nogen,

du ved, de spørger, "Hvad arbejder du med?"

og du siger, at du arbejder inden for uddannelse,

kan du se blodet forsvinde fra deres ansigt. De tænker,

"Åh gud," du ved, "Hvorfor mig? Den ene aften i ugen jeg er i byen." (Latter)

Men hvis du spørger om deres uddannelse,

så skal du bare se. Det er nemlig en af de ting,

der virkelig betyder noget for folk, er det ikke rigtigt?

Ligesom religion, og penge og andre ting.

Jeg er meget interesset i uddannelse, og det tror jeg vi allesammen er.

Det er i virkeligheden i vores egen interesse,

dels for det er uddannelse som skal forestille at

føre os ind i den fremtid, som vi dårligt kan forstå.

Hvis du tænker over det, så vil børn, der starter i skolen i år,

blive pensioneret i 2065. Der er ingen der aner --

på trods af al den ekspertise, som er blevet vist frem de sidste fire dage --

hvordan verden kommer til at se ud

om bare fem år. Og alligevel skal vi

uddanne dem til det. Så uforudsigeligheden, mener jeg,

er helt utrolig.

Og for det tredje, så

så er vi allesammen enige om, uanset hvad, at

børnene har en ufattelig evne --

en evne for innovation. Jeg mener, Sirena var i går aftes helt vidunderlig,

var hun ikke? Bare det at se hvad hun kunne.

Og hun er er exceptionel, men jeg tror ikke hun er, så at sige,

exceptionel i hele sin barndom.

Det er en person med en ekstraordinær dedikation

som har fundet et talent. Og mit postulat er,

at børn har utrolige talenter.

Og vi spilder dem, ganske tankeløst.

Så jeg vil gerne tale om uddannelse og

jeg vil gerne tale om kreativitet. Mit postulat er, at

kreativitet er lige så vigtigt i uddannelse som stavning,

og vi burde behandle det tilsvarende.

(Bifald) Tak. Det var det i øvrigt det hele.

Mange tak skal I have. (Latter) Okay, 15 minutter tilbage.

Altså, jeg blev født -- nej. (Latter)

Jeg hørte for nyligt en sjov historie -- jeg elsker at fortælle det her --

om en lille pige, som var til tegneundervisning. Hun var seks år

og hun sad nede bagerst og tegnede,

og læreren fortalte, at denne lille pige næsten aldrig

fulgte med, men i denne time gjorde hun.

Læreren var fascineret, og gik over til hende

og spurgte, "Hvad tegner du?"

Pigen svarede, "Jeg tegner Gud."

Og læreren spurgte, "Men der er jo ingen der ved, hvordan Gud ser ud?"

Pigen svarede, "Det gør de om lidt."

(Latter)

Da min søn var fire i England --

det vil sige, han var fire overalt, hvis jeg skal være helt ærlig. (Latter)

Teknisk set var han, uanset hvor han befandt, fire år gammel det år.

Han var med i et krybbespil.

Kan I huske historien? Nej, det var stort.

Det var en stor historie. Mel Gibson lavede efterfølgeren.

I har måske set den: "Krybbespil II." Men James havde rollen som Joseph,

hvilket vi var henrykte over.

Vi betragtede det som en af de ledende roller.

Vi havde fyldt stedet med agenter i T-shirts:

"James Robinson ER Joseph!" (Latter)

Han havde ikke nogen replikker, men I ved der

hvor de tre konger kommer ind. De kommer med gaver,

og med guld, røgelse og myrra.

Det skete virkelig. Vi sad lige der

og jeg tror, at de kom lidt ud af takt,

fordi vi talte med den lille dreng bagefter, og vi spurgte,

"Er du okay med det?" Han svarede, "Ja, hvorfor? Var det forkert?"

De byttede bare, det var det hele.

Nå, men de tre drenge kom ind,

fire-årige med viskestykker på hovedet,

og de satte de her kasser ned,

og den første dreng sagde, "Jeg kommer med guld til jer."

Den anden dreng sagde, "Jeg kommer med Myrra."

Og den tredje dreng sagde, "Frank sendte det her." (Latter)

Fælles for de her ting er, at børn tager gerne en chance.

Selv hvis de ikke ved det, prøver de alligevel.

Har jeg ret? De er ikke bange for at tage fejl.

Det skal lige siges, at jeg ikke mener, at det at tage fejl, er det samme som at være kreativ.

Hvad vi ved er,

at hvis du ikke er forberedt på at lave fejl,

kommer du aldrig til at finde på noget originalt.

Hvis du ikke er klar til at lave fejl. Og når de endelig bliver voksne,

har de fleste børn mistet den evne.

De er blevet bange for at lave fejl.

Og sådan leder vi i øvrigt vores virksomheder.

Vi stigmatiserer fejl. Vi har nu

uddannelsessystemer hvor

det at fejle er det værste man kan gøre.

Resultatet er, at vi uddanner folk ud af

deres kreative evner. Picasso sagde engang:

han sagde, at alle børn bliver født som kunstere.

Udfordringen er, at forblive kunstner, når vi vokser op. Det er min klare holdning

at vi ikke vokser ind i kreavitet,

vi vokser ud af det. Eller rettere, vi bliver uddannet ud af det.

Hvordan kan det være?

Jeg boede i Stratford-on-Avon indtil for fem år siden.

Faktisk så flyttede vi fra Stratford til Los Angeles.

Så I kan nok forestille jer, hvordan det var en helt gnidningsfri overgang.

(Latter) Faktisk

boede vi et sted kaldet Snitterfield,

lige udenfor Stratford, hvor

Shakespeares far blev født. Blev I lige ramt af en ny tanke? Det blev jeg.

Man tænker ikke på, at Shakespeare havde en far, gør man?

Gør I? Fordi jeg tænker ikke på

Shakespeare som barn, gør I?

Shakespeare som syv-årig? Jeg har aldrig tænkt over det. Jeg mener, han var

syv år på et tidspunkt. Han var i

en eller andens engelskklasse. Hvor irriterende ville det ikke være?

(Latter) "Bør arbejde hårdere." At blive sendt i seng af sin far, I ved,

til Shakespeare," Gå i seng, nu,"

til William Shakespeare, "og læg så den blyant.

Og hold op med at tale sådan. Det forvirrer alle."

(Latter)

Nå, men vi flyttede fra Stratford til Los Angeles,

og jeg vil egentlig gerne lige sige et par ord om overgangen.

Min søn ville ikke med.

Jeg har to børn. Han er 21 nu; min datter er 16.

Han ville ikke med til Los Angeles. Han elskede tanken,

men han havde en kæreste i England. Dette var hans livs store kærlighed, Sarah.

Han havde kendt hende en måned.

De havde haft deres fire års jubilæum,

fordi det er lang tid, når man er 16.

Nå, men han var virkelig ophidset i flyet,

og han sagde, "Jeg finder aldrig en anden pige som Sarah."

Og det passede os egentlig ganske fint, hvis jeg skal være helt ærlig.

fordi hun var den primære årsag til, at vi forlod landet.

(Latter)

Men når man opdager noget, når man flytter til Amerika

og når man rejser omkring i verden:

samtlige uddannelsessystemer på jorden har det samme hierarki for uddannelsesretninger.

Samtlige. Uanset hvor man tager hen.

Man skulle ikke tro det, men sådan er det.

Øverst at matematik og sprog,

og så humaniora, og nederst er kunst.

Overalt på Jorden.

Og i stort set samtlige systemer,

er der også et hierarki inden for kunst.

Kunst og musik får normalt en højere status i skolerne,

end drama og dans. Der er ikke et uddannelsessystem på planeten,

hvor børn dagligt bliver undervist i dans

som vi gør med matematik. Hvorfor?

Hvorfor ikke? Det, tror jeg, er ganske vigtigt.

Jeg tror, at matematik er meget vigtigt, men det er dans også.

Børn danser konstant, hvis de får lov til det. Det gør vi allesammen.

Vi har allesammen en krop, har vi ikke? Eller har jeg misforstået noget?

(Latter) I virkeligheden sker der det,

at efterhånden som børn vokser op, begynder vi at uddanne dem

i stigende grad fra taljen og op. Og derefter fokuserer vi på deres hoveder.

Lidt til den ene side.

Hvis du besøgte uddannelse, som et rumvæsen,

og spurgte, "Hvad skal uddannelse gøre godt for?"

Jeg tror du ville være nødt til at konkludere -- hvis du ser på resultatet,

hvem det i virkeligheden gavner,

dem der gør alt hvad de får besked på,

dem der får alle de gode karakterer, dem der er vinderne --

Jeg tror du ville være nødt til at konkludere, at hele formålet med offentlig uddannelse

verden over

er, at producere universitetsprofessorer. Er det ikke rigtigt?

Det er dem, der kommer ud i toppen.

Og jeg plejede at være en af dem. (Latter)

Jeg kan godt lide universitetsprofessorer, men

vi bør ikke holde dem op som det ypperste mennesker kan opnå.

De er bare en slags liv,

en lidt anden slags liv. Men de er ganske specielle,

og jeg siger dette med stor kærlighed for dem.

Det er min erfaring, at der er noget specielt ved professorer --

ikke dem alle, men typisk -- de lever i deres hoved.

De lever deroppe, og lidt til den ene side.

De er kropsløse, I ved, på en lidt bogstavelig måde.

De ser deres krop

som en form for transportmiddel til deres hoved.

(Latter) Det er en måde at få deres hoveder rundt til møder.

Hvis I vil se ægte beviser på ud-af-kroppen oplevelser,

i øvrigt, så tag til en konference

for højtstående akademikere,

og kig ind forbi dansegulvet den sidste aften.

(Latter) Der vil I se det, voksne mænd og kvinder

der vrider sig ukontrollabelt, ude af takt,

mens de venter på at det stopper, så de kan tage hjem og skrive en rapport om det.

Vores uddannelsessystem er baseret på akademiske evner.

Og det er der en grund til.

Hele systemet blev opfundet -- der var, verden over,

ikke noget offentligt uddannelsessystem før det 19. århundrede.

Det blev altsammen til

i takt med industrialiseringen.

Så hierarkiet bygger på to ideer.

Et, at de mest brugbare emner i forhold til arbejde

I

ting i skolen, i god tro, da I var børn. Ting I kunne lide,

med argumentet, at det ville I

aldrig komme til at arbejde med. Har jeg ret?

Hold dig fra musik, du bliver aldrig musiker;

hold dig fra kunst, du bliver aldrig en kunstner.

Givet i god tro -- nu, dybt perfekt. Hele verden

er i gang med en revolution.

Det andet er akademiske evner, som efterhånden dominerer

vores syn på intelligens,

fordi universiteterne designede systemerne i deres eget billede.

Hvis I tænker over det, er hele systemet

med offentlig uddannelse, verden over, en lang optagelse

til universiteter.

Konsekvensen er, at mange talentfulde,

geniale, kreative mennesker tror, at de ikke er det,

fordi det de var gode til i skolen

ikke blev påskønnet, eller i virkeligheden blev stigmatiseret.

Jeg mener ikke, at vi har råd til at gøre det sådan.

Ifølge UNESCO vil der i løbet af de næste 30 år være

flere mennesker der består

en uddannelse, end der har været i hele historien.

Flere mennesker, og det er kombinationen

af alle de ting, vi har talt om --

teknologi og dets indvirkning på arbejde, og demografien

og den store eksplosion i befolkningstal.

Pludselig er diplomer ikke noget værd. Er det ikke rigtigt?

Da jeg studerende var det sådan, at hvis du havde et diplom, havde du et job.

Hvis du ikke havde et job, var det fordi du ikke ville have et.

Og jeg ville ikke have et, for at være helt ærlig. (Latter)

Men nu drager børn med diplomer ofte

hjem, for at fortsætte med at spille videospil,

fordi du har brug for mastergrad, hvor den tidligere stilling krævede en bachelorgrad,

og nu skal du have en ph.d. for det andet.

Det er akademisk inflation.

Og det indikerer, at uddannelseskonstruktionen

ændrer sig under os. Vi er nødt til at tænke i helt nye baner

i forhold til vores syn på intelligens.

Vi ved tre ting om intelligens.

Et, intelligens er fleksibelt. Vi tænker på verden på alle de måder

vi oplever den. Vi tænker visuelt,

vi tænker i lyd, vi tænker med hele kroppen.

Vi tænker i abstrakte begreber, vi tænker i bevægelse.

To, intelligens er dynamisk.

Hvis du ser på interaktionerne i den menneskelige hjerne, som vi hørte om

i går fra flere talere,

intelligens er vidunderligt interaktiv.

Hjernen er ikke delt ind i afdelinger.

Faktisk er kreativitet -- hvilket jeg definerer som det at

få en original idea af værdi --

som regel noget der kommer via interaktion

med forskellige måder at se ting på.

Hjernen er bevidst -- der er i øvrigt

en samling af nerver, som samler de to hjernehalvdele,

kaldet corpus callosum. Den er tykkere hos kvinder.

I forlængelse af Helen i går, tror jeg,

at det formentlig er derfor kvinder er bedre til at multi-taske.

Fordi det er I, er I ikke?

Der er en masse research, men jeg ved det fra mit eget liv.

Hvis min kone er i gang med at lave mad derhjemme --

hvilket heldigvis ikke sker så tit, gudskelov. (Latter)

Men I ved, hun er i gang -- nej, hun er faktisk god til nogle ting --

men hvis hun laver mad,

er hun igang med at tale i telefon,

hun taler med børnene, maler loftet,

laver hjertekirurgi herovre.

Hvis jeg laver mad, er døren lukket, ungerne er ude,

telefonstikket er trukket ud. Hvis hun kommer ind, bliver jeg irriteret.

Jeg siger, "Terry, helt ærligt, jeg er lige ved at stege et æg. Prøv lige at giv mig lidt plads." (Latter)

I kender den der gamle filosofiske ting,

når et træ falder i skoven, og der ikke er nogen der hører det,

skete det så overhovedet? Kan I huske den gamle kending?

Jeg så en t-shirt for kort tid siden, hvor der stod, "Hvis en mand siger sin mening

i en skov, og ingen kvinde hører hvad han siger,

tager han så stadig fejl?" (Latter)

Den tredje ting ved intelligens er,

at det er tydeligt. Jeg er i gang med at skrive en ny bog for tiden

med titlen "Åbenbaring," som er baseret på en række

interviews med folk, om hvordan de har opdaget

deres talent. Jeg er fascineret af, hvordan folk kom frem til det.

Det startede i virkeligheden med en samtale jeg havde

med en vidunderlig kvinde, som de færreste formentlig

har hørt om. Hun hedder Gillian Lynne.

Kender I hende? Nogle gør. Hun er koreograf

og alle kender det hun har lavet.

Hun har lavet "Cat," og "Phantom of the Opera."

Hun er vidunderlig. Jeg var tidligere i bestyrelsen ved Den Kongelige Ballet, i England,

som I kan se.

Nå, men Gillian og jeg spiste frokost en dag, og jeg spurgte

"Gillian, hvordan gik det til, at du blev danser?" Hun svarede,

at det var interessant, fordi da hun gik i skole,

var hun helt håbløs. Og skolen, i 30'erne,

skrev til hendes forældre, at "Vi tror

Gillian har problemer med at lære." Hun kunne ikke koncentrere sig,

hun var rastløs. Jeg tror man i dag ville sige,

at hun har DAMP. Ville I ikke? Men det her var i 30'erne,

og DAMP var ikke opfundet endnu.

Det var ikke en tilgængelig diagnose. (Latter)

Folk vidste slet ikke, at de kunne have det.

Nå, men hun gik til en specialist. Hun var i det her rum med egepaneler

og hun var der sammen med sin mor,

og hun blev ført hen til en stol og satte sig,

og hun sad på sine hænder i 20 minutter, mens

den her mand talte med hendes mor om alle

de problemer, som Gillian havde i skolen. Til sidst --

fordi hun forstyrrede folk,

hendes lektier blev altid afleveret for sent, og så videre,

et lille barn på otte -- til sidst gik lægen hen og satte sig

ved siden af Gillian, og sagde, "Gillian,

jeg har hørt på alle de ting din mor

har fortalt mig, og jeg er nødt til at tale med hende alene."

Han sagde," Vent her, vi kommer tilbage, og der varer ikke særlig længe."

De gik, og efterlod hende der.

Men på vej ud af rummet, tændte han for en radio

der stod på hans skrivebord. Og da de

kom ud af lokalet, sagde han til hendes mor,

"Prøv bare at stå her og se på hende." Og i samme øjeblik de gik ud af rummet,

fortalte hun, var hun oppe og stå, og bevægede sig til musikken.

De så på hende i nogle minutter

og han vendte sig mod hendes mor og sagde,

"Fru Lynne, Gillian er ikke syg. Hun er en danser.

Tag hende med til en danseskole."

Jeg spurgte, "Hvad skete der?"

Hun sagde, "Det gjorde hun. Jeg kan slet ikke fortælle dig hvor vidunderligt det var.

Vi kom ind i det her lokale, og det var fyldt med

folk som mig. Folk der ikke kunne sidde stille.

Folk der var nødt til at bevæge sig, for at kunne tænke." Som var nødt til at bevæge sig, for at kunne tænke.

De lærte ballet, de lærte steppedans, de lærte jazz,

de lærte moderne dans, de lærte tidens dans.

Hun var endeligt til optagelsesprøve ved Den Kongelig Balletskole,

hun blev solodanser. Hun havde en vidunderlig karriere

ved Den Kongelige Ballet. Endelig blev hun færdig

ved Den Kongelige Balletskole, og

stiftede sit eget kompagni, Gillian Lynne Dansekompagni,

mødte Andrew Lloyd Weber. Hun har lavet

nogle af de mest succesfulde musikalske

teaterproduktioner i historien, hun har skabt glæde for millioner,

og hun er en multimillionær. Andre

havde måske givet hende medicin og bedt hende

om at slappe af.

Jeg tror -- (Bifald) Jeg tror følgende:

Al Gore talte den anden aften

om økologi, og den revolution der blev udløst af Rachel Carson.

Jeg tror vores eneste håb for fremtiden

er, at tillægge os en ny forståelse for menneskelig økologi,

en hvor vi starter med at genoplive vores opfattelse

af den menneskelige kreativitets rigdom.

Vores uddannelsessystem har udnyttet vores hjerner på samme måde

som vi har drevet minedrift på Jorden: for at finde en specifik vare.

I fremtiden vil det ikke være til vores fordel.

Vi er nødt til at tænke anderledes på de fundamentale principper.

På den måde vi uddanner vores børn. Der var

et vidunderligt citat af Jonas Salk, som sagde, "Hvis alle insekter

forsvandt fra Jorden,

ville alt liv på Jorden ende inden for 50 år.

Hvis alle mennesker forsvandt fra Jordens overflade,

ville alle former for liv blomstre inden for 50 år."

Han har ret.

Det TED fejrer, er den menneskelige opfindsomhed.

Vi er nødt til at sørge for, at vi bruger denne gave

fornuftigt, og at vi undgår nogle af de scenarier,

scenarier vi har talt om. Den eneste måde vi

kan gøre det på, er ved at se vores kreative evner

som den rigdom det er, og se

vores børn som det håb de er. Det er vores opgave

at uddanne hele deres væsen, så de kan gå fremtiden i møde.

I øvrigt -- vi kommer måske ikke til at se den fremtid,

men de gør. Det er vores job at hjælpe dem

med at få noget godt ud af den. Mange tak skal I have.