Function Parameters (Video Version)

Vi er igen i gang med Winston-tegneprogrammet,
men jeg har tilføjet lidt tekst til det.

Jeg vil gerne lægge en Winston under hvert mærkat,

så vi kan se ham i hver del af livet.

Lige nu er han over det hele.
Det er fordi vi sætter

faceX og faceY til tilfældige tal
inden i funktionen.

Vi vil gerne kunne udtrykke "Her er den præcise
position hvor du skal tegne den her Winston."

Jeg vil have en måde at give en position på
hver gang jeg kalder funktionen

på samme måde som vi gør ved
ellipse() og rect().

Jeg vil gerne have en Winston her, her
her og her,

og jeg vil ikke bare lægge dem tilfældige steder
hver gang jeg kalder funktionen.

For at gøre det er vi nødt til at
give funktionen "parametre"

både i vores funktionsdefinition
-- her i toppen --

og i vores funktionskald hernede
når vi faktisk kalder den.

Vi sender faceX og faceY gennem drawWinston(),

og vi får den til at bruge de sendte værdier
i stedet for at generere dem tilfældigt.

Vi skal tænke over hvad vi sender
til funktionerne hernede.

Vi sætter hver Winston under hvert mærkat,
så vi vil nok gerne have at x og y for hver

Winston er ens med de tal
som vi sendte til text()-funktionerne.

Måske 10 pixels mindre i y-værdien?
Den første værdi er 10 og 30

og så måske 200, 230...
10, 230... 200, 230.

Det er det samme som med mærkat-koordinaterne.
Jeg tilføjer bare 10 til hvert y,

for jeg vil have den lidt lavere.

Winston har ikke flyttet sig.
Vi har ikke fortalt vores funktion at

vi sender parametre til den,
så den bruger stadig de her tilfældige værdier.

For at fortælle funktionen "Nu skal du have
den her information i stedet"

er vi nødt til at give parametrene navne
inde i de her paranteser.

Vi kalder dem faceX og faceY og
separerer dem med et komma.

Vi kalder dem det fordi vi bruger
dem inde i funktionen.

Så har vi ikke brug for at omskrive
resten af vores kode.

Men stadigvæk... Intet er sket!
Winston er over det hele.

Hvis du kigger i toppen
af funktionen

ser du at vi stadig overskriver faceX og faceY
med tilfældige værdier

Så vi skal slette de her linjer...

Nu bliver faceX og faceY sendt
til funktionen, og

den bruger de værdier
som vi kalder dem med.

Jeg satte ikke helt Winston korrekt,
for jeg glemte at tekst positioneres

i forhold til øverste venstre hjørne, og ansigtet
positioneres i forhold til midten.

Jeg er nødt til at fikse mine tal lidt.

Jeg skal flytte x-værdien en del og flytte
den her, og så... det er vores baby.

Vi gennemgår og ændrer hvad jeg sender til funktionen.

Jeg behøver slet ikke at
ændre funktionsdefinitionen.

Den tager altid de værdier
som vi giver den.

Helt ligesom ellipse() og rect().

Jeg har positioneret den, men jeg
har lagt mærke til at Winston er for stor.

Han overlapper og passer ikke ind.

Jeg har lagt koden til at tegne ham
ind i en funktion.

Jeg kan ændre størrelsen af allesammen
på én gang

ved at ændre en linje kode
der tegner ellipsen.

Hvis vi giver ham 190
kommer han på en diæt. 190 igen.

Nu passer han bedre, og I er
godt klar over at jeg kunne blive ved med

at justere ham for at han kan komme derind.
Sejt!

Lad os repetere hvad koden gøre.
Den definerer en funktion vi kalder drawWinston()

og siger at funktionen tager to værdier
og giver dem navnene faceX og faceY.

De værdier kommer som variabler som
vi kan bruge overalt i vores funktion

helt ligesom vi plejede at bruge
variablerne fra toppen.

Og så kan vi kalde funktionen
hvornår vi nu vil.

Vi kan give den forskellige værdier,
så den bruger de værdier hver gang.

Du har set hvad der er sejt ved funktioner.
Vi kan finde på miljøvenlig kode der

nemt kan genbruges,
men vi kan også bruge parametrene til at sige

"Hey, her er noget som du kan ændre
ved koden."

Det er som en opskrift.
Du skriver de generalle instruktioner,

og hvis du indser at du pludselig skal
fodre 4 Winstons i stedet for 1

behøver du ikke starte forfra, for du
ændrer bare de oprindelige instruktioner

og ganger alt med 4.

Nu kan du tænke lidt over dine
kode-opskrifter! Nam-nam.