Et land uden vand

Forestil dig et land med masser af energikilder - olie og gas, solskin, vind (og penge) - men som mangler det vigtigste element for liv: vand.
Infrastrukturingeniør Fahad Al-Attiya taler om uventede måder hvorpå den lille mellemøstlige nation Qatar skaffer sig vand.

Salaam alaikum.

Velkommen til Doha.

Jeg er ansvarlig for dette lands fødevaresikkerhed.

Det er mit job de næste to år

at udforme en masterplan,

og de næste ti år skal den så implementeres -

selvfølgelig sammen med en masse andre mennesker.

Først og fremmest må jeg fortælle jer en historie, som er min historie,

som også er historien om det land, I befinder jer i lige nu.

Selvfølgelig har de fleste af jer i dag allerede fået tre måltider,

og vil også få det efter dette arrangement.

Så til at begynde med, hvordan var Qatar i 1940erne?

Der var omkring 11.000 indbyggere her.

Der var ingen vand, ingen energi, ingen olie, ingen biler, intet af alt det.

De fleste, der levede her

boede enten i kystbyerne og fiskede,

eller de var nomader, som rejste rundt og søgte efter vand.

Der var intet af alt det glamour, I ser i dag.

Der var ingen byer som i dag i Doha, Dubai, Abu Dhabi, Kuwait eller Riyadh.

Det var ikke fordi, de ikke kunne udvikle byer.

Der var bare ingen ressourcer til det.

Og I kan se, at den forventede levetid var lav.

De fleste døde omkring 50-årsalderen.

Så lad os gå videre til kapitel 2: olieæraen.

Det var i 1939, de opdagede olie.

Men desværre blev det ikke kommercielt fuldt udnyttet

før efter 2. verdenskrig.

Hvad betød det?

Det ændrede dette lands udseende, som I kan se i dag med egne øjne.

Det betød også, at ørkennomaderne,

der rejste rundt i søgen efter vand og mad

til deres husdyr, bosatte sig i byerne.

I vil sikkert synes, det er mærkeligt,

men i min familie har vi forskellige accenter.

Min mor har en accent, der meget forskellig fra min fars,

og vi er i alt ca. 300.000 mennesker i det samme land.

Der er lige nu omkring fem eller seks accenter i dette land.

Nogle spørger: "Hvorfor? Hvordan kunne det ske?"

Fordi vi levede langt fra hinanden.

Vi kunne ikke leve på et lille område, fordi der ganske enkelt ikke var ressourcer til det.

Og da ressourcerne var der, f.eks. olie,

begyndte vi at bygge de nye smarte teknologier

og bringe folk sammen, fordi det var nødvendigt.

Folk begyndte at lære hinanden at kende.

Og vi opdagede, at der var visse forskelle i accenterne.

Så det er kapitel 2: olieæraen.

Lad os kigge på nutiden.

Denne skyline er sikkert det, som de fleste af jer kender til Doha.

Så hvor mange er vi i dag?

Der er 1,7 mio. indbyggere.

Det er i løbet af mindre end 60 år.

Den gns. økonomiske vækst er omkring 15% i de sidste 5 år.

Levetiden er steget til 78 år.

Vandforbruget er steget til 430 liter

og er blandt de højeste i verden.

Vi er gået fra at have intet vand overhovedet

til at forbruge mere vand end alle andre lande

Jeg ved ikke, om det er en reaktion på mangel på vand.

Men hvad er interessant ved det, jeg lige har fortalt?

Det er, at vi havde en vækst

på 15% hvert år i de sidste fem år uden vand.

Dét er historisk. Det er aldrig indtruffet tidligere.

Der er byer, der er blevet slettet fra landkortet pga. mangel på vand

Det er historie, som skabes i denne region.

Det er ikke bare byer, vi bygger,

men byer med drømme og folk, der ønsker at blive videnskabsfolk eller læger,

som vil skabe et godt hjem og få en arkitekt til designe deres hus.

Disse mennesker er stensikre på, at det er et beboeligt sted, selvom det ikke var det.

Men blev det vha. teknologi selvfølgelig.

Brasilien har 1.782 mm nedbør pr. år.

Qatar har 74 mm med den vækstrate.

Spørgsmålet er hvordan.

Hvordan kunne vi overleve det?

Vi har overhovedet intet vand.

Svaret er et gigantisk stort system kaldet afsaltning.

Energi er nøglen her. Det ændrede alt.

Det er det, som vi pumper op af undergrunden, og som vi afbrænder tonsvis af,

de fleste af jer forbrugte det sikkert for at komme til Doha.

Så det er vores sø, hvis I kan se den.

Det er vores flod.

Sådan kan vi alle bruge og nyde godt af vandet.

Det er den bedste teknologi, som denne region nogensinde kunne få: afsaltning.

Så hvilke risici er der?

Er vi meget bekymrede?

Jeg ville sige, at hvis man kigger på de globale data,

så vil man forstå, at jeg er nødt til at bekymre mig.

Der er større efterspørgsel og en større befolkning.

For et par måneder siden blev vi 7 mia. mennesker.

Og det antal skal også brødfødes.

Der er forudsigelser, der siger, at vi er 9 mia. i 2050.

Så et land uden vand

er nødt til at bekymre sig om, hvad der sker udenlands.

Der er også nye madvaner.

Idet man kommer op på et højere socioøkonomisk niveau,

skifter man også madvaner.

Man begynder at spise mere kød og så fremdeles.

På den anden side falder udbyttet

pga. klimaforandringer og andre faktorer.

Så nogen er nødt til at finde ud af, hvornår krisen opstår.

Det er situationen i Qatar, for dem, der ikke ved det.

Vi har kun vandreserver til to dage.

Vi importerer 90% af vores fødevarer,

og vi dyrker mindre end 1% af vores land.

Det begrænsede antal landmænd, vi har,

er blevet nødt til at ændre deres praksis

som en konsekvens af åbne markeder og fri konkurrence osv. osv.

Der er altså også risici for os.

Disse risici påvirker direkte denne nations bæredygtighed fremover.

Spørgsmålet er, om der er en løsning.

Er der en bæredygtig løsning?

Ja, det er der i hvert fald.

Denne slide er et resume af tusindvis af tekniske dokumenter.

som vi har arbejdet på de sidste to år.

Lad os starte med vandet.

Vi ved ganske udmærket, som jeg viste jer før, at vi har brug for energi.

Så når nu vi har brug for energi, hvilken slags så?

En traditionel ressource? Fossile brændstoffer?

Eller skulle vi bruge noget helt andet?

Har vi mulighed for at udnytte en anden form for energi?

Jeg tror, de fleste er jer nu er klar over, at det har vi med 300 soldage.

Så vi vil bruge denne vedvarende energi til at producere det vand, vi har behov for.

Vi vil sandsynligvis opsætte solcellesystemer med 1.800 MW,

som kan producere 3,5 mio. kubikmeter vand.

Og det er rigtig meget vand.

Det vand føres hen til landmændene,

og landmændene kan vande deres planter og

kan derefter forsyne samfundet med fødevarer.

Men for at kunne understøtte den vandrette linje -

for det er de projekter og systemer, vi skal levere -

så er vi nødt til at udvikle den lodrette linje:

systemunderstøttelse, et veludviklet uddannelsessystem, forskning og udvikling,

industrier, anvendelige teknologier, og til slut markeder.

Det, som muliggør alt dette, er lovgivningen, politikkerne, reglerne.

Foruden det kan vi intet gøre.

Så det er det, vi regner med at gøre.

Indenfor to år er vi forhåbentlig færdige med denne plan

og er klar til at implementere den.

Vores mål er at blive en tusindårsby, ligesom mange andre jorden rundt:

Istanbul, Rom, London, Paris, Damaskus, Kairo.

Vi er kun 60 år gamle, men vi vil gerne leve for evigt

som en by i fred og ro.

Mange tak.

(Klapsalver)